Bob Dylan spiller og synger igen. På sit nye album ”Rough and Rowdy Ways” citerer og parafraserer han den amerikanske digter Walt Whitman, som i 1855 skrev: ”Do I contradict myself?/ Very well then I contradict myself,/ (I am large, I contain multitudes.) (Modsiger jeg mig selv? Vel, så modsiger jeg mig selv. Jeg er stor, jeg indeholder mangfoldigheder.)
I Dylans version bliver det til: ”I’m a man of contradictions,/ I’m a man of many moods./ I contain multitudes.”
I denne identitetspolitiske tid, hvor man på den ene side besynger mangfoldigheden og på den anden side hæger nidkært om sin egen særlige identitet, er det godt at få fastslået, at det er muligt at være noget andet og mere end sin seksualitet, køn, farve, alder og etnicitet. Man er heller ikke nødvendigvis buret inde i sin egen tid, men er i stand til at forstå og genkende på tværs af tid.
Vi kan stadig læse Whitman, selvom det er over 165 år siden, han skrev om sin uvilje mod at blive gjort mindre, end han var eller kunne være. Og vi kan stadig finde væsentlige tanker i Dylans vers, selvom han er en gammel, hvid, lunefuld ronkedor.
”I contain multitudes” – det er vigtigt at holde fast i. Vi har potentialet til at være rummelige. Og hvorfor skulle jeg bare have én side og én identitet? Jeg er ikke blot et løg med mange lag; jeg er, som Jan Kjærstad engang har sagt, et net fuld af løg. Jeg er mange identiteter holdt løst sammen af et net, der ikke rangordner og underordner den ene identitet i forhold til den anden. Jeg er mange.
Jeg er mange. Det er en erfaring, som man kan gøre sig hele sit liv. Den unge Michael Strunge skrev: ”Skifter farve/ anarkistisk kamæleon/ – kaster masken / ændrer leveform.” Heller ikke han var én, men mange.
Jeg har ham i mig – den 20-årige med al hans længsel og frustration; hans forvirring og søgen. Jeg har den 40-årige med hans målrettede og arbejdsomme iver, hans rolle som far og ægtemand. Og jeg har den 60-åriges lettere forundring over stadig at være her og fungere i et liv, som på en gang spidser til og er forunderligt fuld af muligheder.
Jeg er mange. Hvem jeg ikke er, kan jeg forestille mig at være. Ikke fordi det er let, men litteratur, kunst og film hjælper til. Og som alle andre er jeg udstyret med fantasi og en evne til medfølelse. Det gør mig ikke til hvem som helst. Jeg bliver aldrig 20 – igen. Jeg bliver aldrig en kvinde, næppe heller forelsket i en anden mand, selvom det sidste ikke kan udelukkes. Jeg bliver aldrig sort eller brun, eller grønlænder eller kineser. Deres erfaringer får jeg kun på anden hånd som formidlet erfaring. Men det er jo også et eksistentielt vilkår. Vi kan prøve at sætte os i vores medmenneskes sted, men ét med det, bliver vi aldrig.
Jeg er ikke farveblind. Der er forskel på hvid, sort og gul. Hvis jeg skulle have glemt det, fortæller barnet ved min side, at den mand er sort, og den kvinde er hvid. Han ser igennem både tabuer og fordomme. Jeg rejste rundt i Kina for nogle år siden og fik at mærke, at jeg var anderledes – i deres øjne. De voksne lo af mit europæiske udseende og ville fotograferes sammen med mig. De små børn så på mig med en forbeholden nysgerrighed, som om jeg var lidt farlig. Forbeholdet over for det fremmede og anderledes er ikke en børnesygdom, som man kan blive vaccineret mod og blive færdig med en gang for alle. Det forfølger os, hvad enten det fremmede er noget ydre eller noget i os selv. Forskellen prikker til vores angst.
Men vi kan se forskellene og mangfoldighederne i øjnene og tage dem som en eksistentiel udfordring og mulighed – ligesom lighederne. Jeg er mange, men mange er også mig. Jeg er sjældent så speciel, som jeg muligvis gerne vil være. Der er både noget, der adskiller, og noget, der forener; noget, jeg har for mig selv, og noget, jeg har tilfælles med andre. Det er banalt, men det gør både mig og verden stor.
Så lad det være sagt af en ældre, hvid mand, der bare gentager, hvad andre har sagt:
”I contain multitudes.”
Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.