Som danskere har vi en iboende skepsis over for religiøs udfoldelse i det offentlige rum. Det er måske en del af janteloven, hvor man helst ikke skal gøre sig til og tro, at man er bedre ved at vise sin religion frem. Sundt – måske – men religion er, om vi bryder os om det eller ej, også aktiviteter, der foregår uden for de religiøse rum.
Religionsfriheden i Danmark indbefatter retten til at udfolde sin religiøsitet på offentlige steder, og den frihed blev i september brugt af det shiamuslimske samfund i Danmark til at gå i Ashura-optog på Nørrebrogade fra Dronning Louises bro til moskéen på Vibevej.
Jeg fulgte optoget fra fortovet, og det var et mægtigt skue med over 6000 deltagere. Ashura er et stærkt udtryk for religiøs udfoldelse. Næppe nogen anden religiøs institution er i stand til at mobilisere så mange mennesker på Nørrebrogade.
Samtidig er Ashura en smule skræmmende. Alle er i sort. Der bæres grønne og gule flag med arabiske skrifttegn, om end der også er enkelte danske tekster. Mænd og kvinder går i kønsopdelte afdelinger, og alle kvinder har mørkt tørklæde over håret.
Optoget blev stort set ikke nævnt i pressen ud over en vred artikel i Den Korte Avis, og en historie om en bus, som ved en fejl kørte ind i mængden på Nørrebrogade.
Det fremmede ved religiøse processioner i Danmark blev meget konkret inddraget ved grundlovsforhandlingerne i 1840’erne, hvor biskop Mynster fremmanede et skrækbillede for, hvad religionsfrihed kunne komme til at betyde: ”at Catholikerne paa grund heraf kunne ansee sig berettigede til at holde offentlige Processioner i Gaderne og andre saadanne Ting, som jo i sig selv høre til deres Gudsdyrkelse, men som jo ikke uden videre kan tillades dem.”
Nu gik det ikke, som Mynster ville. Blandt andre var der Poul Frederik Barfod, der også sad i forsamlingen, og som havde denne replik:
”Jeg har da nu kun taget Ordet, for at det ikke uimodsagt skal være sagt paa den danske Rigsdag, at der kunde være enten det nu var noget Farligt eller Anstødeligt i at see catholske Processioner i Kjøbenhavns Gader; det forekommer mig afgjorte vist, at ere vi et Folk, som har en levende religiøs Følelse, eller blive vi det nogensinde, da ville vi aldrig kunne tage Anstød af at see Andre udøve deres religiøse Ceremonier høitideligt og offentligt. Vi ville ikke kunne tage Anstød deraf, vi ville vel ikke selv kunne følge dem i deres Processioner, men vi ville vide at respectere den Følelse, som bringer dem dertil.”
Poul Frederik Barfod sagde ikke dette af sympati for den katolske kirke, men af interesse for religionsfriheden. Ligesom Grundtvig insisterede han på en fuld religionsfrihed, det vil sige en frihed til også at dyrke religionen i det åbne rum.
Det er i dag småt med katolske processioner på offentlig vej, men det sker, og en fri trosudfoldelse ville ikke kunne leve med den begrænsning, som Biskop Mynster foreslog.
Ifølge bannerne med dansk tekst, så handler Ashura om Husseins martyrium og kampen for retfærdighed. Sidstnævnte kan være relevant for alle, uanset farve eller trosretning, og det er kun godt, at optoget har en vinkel, som ikke-shia-muslimer kan forstå – så meget desto bedre ville det være, om optoget kunne få et mere folkeligt præg.
Da jeg for mange år siden blev født på Nørrebro, var der også sortklædte damer rundt omkring.
De bar også et sort tørklæde som udtryk for deres religiøse overbevisning, og mange talte et andet sprog. Men Sankt Josef-søstrene i Griffenfeldsgade gjorde, hvad de kunne for at indgå i livet på Nørrebro, uden at gå på kompromis med deres tro. I dag ligger søstrene på Assistens-kirkegården, eller bor i De Gamles By, hvor flere søstre har fået et nyt kald ved at styrke livsgnisten for de andre beboere.
Man kunne ønske, at vores herboende shia-muslimer har lyst til og mod på at invitere de lokale med i optoget. Det vil bogstaveligt talt give flere farver og kolorit til begivenheden og gøre den mindre fremmed. De kristne kirker på Nørrebro kunne ligeledes overveje, om de kan stille med frivillige til et vagtkorps, som der er er brug for, når 6000 mennesker går i optog.
Ved afslutningen på Ashura-optoget var der mad og drikke til de mange deltagere, som nåede Vibevej. Her kunne man eventuelt lave en folkefest, så andre kunne være med.
Om Ashura bliver folkeligt eller ej, så er Poul Frederik Barfoeds ord stadig vise. Hvis vi selv har levende religiøse følelser, så tager vi ikke anstød af, at andre viser deres religiøse følelser. I dag er det alt for ofte dem uden tro – som har travlt med at afgrænse, hvordan religion skal vises frem. Vi har brug for, at de troende selv kommer ud og viser, hvad tro også er.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.