Prøv avisen
Kanten

Psykolog: Klimakamp kræver en mental revolution

Parallelt med en politisk revolution har vi også brug for en mental revolution, hvis vi skal redde jorden, skriver psykolog Mattias Stølen Due. Billede fra International Klimastrejke, hvor skoleelever i Aarhus gik på gaden og demonstrerede i marts 2019. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mattias Stølen Due

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Vi har brug for at indse, at vores forestillinger om klimaet ikke er specielt forankret i forskning. De er snarere forankret i i vores bekvemmelighed og nydelseskultur, der legitimerer vores livsstil

Klimaudfordringerne er slet ikke så store, og forandringen skal alligevel ikke komme fra os. Denne sætning henviser desværre ikke til nyeste forskning. Det havde ellers været rart. Især for alle, der har booket fly til varmere himmelstrøg i den nærtstående efterårsferie. I stedet henviser den til vores indre dialoger og til det mentale landskab, de fleste af os åbenbart må befinde os i, siden vi ikke tager flere radikale skridt for at redde klimaet.

Fra psykologien ved vi, at det mentale landskab i høj grad er med til at præge vores adfærd. Af den grund bør vi alle lære landskabet lidt bedre at kende. For eksempel bør vi kende til – og tage ved lære af – begrebet erkendelsesinteresse. Ordet, som stammer fra den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas, henviser til, at der ikke finder nogen erkendelse sted, uden at der er en interesse, der går forud.

Interessen er ikke nødvendigvis bevidstgjort, men det ændrer ikke på, at den præger erkendelsen. Når den utro ægtemand eksempelvis ignorerer sin egen utroskab med henvisning til, at det ”jo er ret normalt”, og ”at selv det bedste menneske jo kan fejle”, så refererer han ikke til objektiv eller meningsfuld viden.

Han refererer til folkepsykologiske floskler, der er med til at legitimere hans handlinger. Og når forældre lader deres børn opholde sig alt for længe i daginstitutionerne, så henviser de til, at ”børn jo udvikler sig ved at være sammen med andre børn”, og at ”børn jo også har brug for glade forældre”. Det er erkendelser, hvis eneste formål er at berolige sindet hos den, der udtaler ordene.

Hvad enten jeg vil det eller ej, så er mine erkendelser dog desværre også præget af mine interesser. Jeg legitimerer eksempelvis mine egne flyrejser med henvisning til, at ”redningen jo alligevel skal komme fra teknologisk innovation, politisk vovemod eller strukturelle indsatser”. Ligesom jeg også kan finde på at retfærdiggøre dem med henvisning til, ”at mine børn fortjener at opleve den store verden”.

Hvis man skal tro Gretha Thunberg, så har vi brug for en politisk revolution, hvis vi skal redde vores blå planet fra at blive en ødelagt planet. Det kan intet fornuftigt menneske anfægte hende i, selvom vi kan diskutere hendes kommunikationsstil, mens vi sidder i 10.000 meters højde på vej på ferie.

Parallelt med en politisk revolution har vi imidlertid også brug for en mental revolution, hvis vi skal redde jorden. Vi har brug for at indse, at vores forestillinger om klimaet ikke er specielt forankret i forskning. De er snarere forankret i i vores bekvemmelighed og nydelseskultur, der legitimerer vores livsstil.

Vi må erkende, at vi dybest set alle har en interesse i ikke helt at tro på det dystre budskab fra den 16-årige svensker og fra verdens førende forskere.