JEG SKAL OVER FOR læserne komme med en indrømmelse. Jeg er en smule betaget af den franske præsident Emmanuel Macron.
Nu tænker De sikkert, at det er, fordi jeg synes, han er pæn og charmerende. Det er der måske noget om, men betagelsen tog fart, da jeg læste hans bog ”Révolution”, og måske især de afsnit, der handler om skolen.
Manden har nemlig fat i noget, som jeg synes, vi har svært ved at få en ærlig og redelig samtale om i Danmark. Skolen kan spille en afgørende rolle i et menneskes liv, men det kan kun ske, hvis forældre, hjemmene og det omgivende lokale fællesskab forstår skolens opgaver. Det er kun, hvis der er en dyb overensstemmelse mellem skole og hjem eller, om man vil, en samfundspagt om skolens opgaver, at vi kan gøre eleverne i skolen så dygtige som muligt.
I Danmark strander vi ofte i modsætninger. Hvis man taler om skolen som en kundskabs- og dannelsesskole, så tilhører man nærmest pr. automatik den sorte skole, og man ser næsten et spanskrør for sit indre billede. Hvis man modsat drister sig til at tale om børn, inklusion eller trivsel, så kan man ikke være for faglighed.
Modsætningerne kommer ikke af ingenting. Der er for eksempel en dyb afgrund mellem udmeldingerne fra tidligere undervisningsminister Merete Riis-ager (LA) og nuværende børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Hvor den førstnævnte talte passioneret om vigtigheden af kundskaber, færdigheder og dannelse, så taler den nuværende minister om at ”koble pædagoger op på barnet” allerede i vuggen og om at sætte ind fra undfangelsen.
Staten skal gribe ind tidligt for at mindske den sociale arv. Retorikken er primært socialpædagogisk, og ministerens fortid som børne- og socialordfører fornægter sig ikke.
Begge ministre er vist enige om at give lærerne mere frihed, men ellers knækker filmen for alvor. Ministrene kommer fra hver sin planet, og som jeg ser det, står vi med den reelle risiko, at skolen med den nye ministers udmeldinger reduceres til en social foranstaltning. Problemet er, at det opløser skolen, og at det ikke vil mindske den sociale ulighed, som ministeren gerne ser det. Vi mangler simpelthen lidt Macron og ikke mindst hans bedstemor.
Som Macron skriver: ”Min bedstemor lærte mig at arbejde med tingene. Da jeg var fem og kom hjem fra skole, sad jeg sammen med hende i flere timer og lærte grammatik, historie, geografi.” Hun sagde: ”Kom ikke for sent hjem, og bliv først og fremmest ikke forkølet.”
Ømhed, tillid og ønsket om at gøre en ordentlig indsats stod tydeligt frem for Macron. Der skal utrolig meget viden og læring til for at vinde friheden. Macrons bedstemor var lærer, og hun havde vist mange elever vejen fra viden til frihed. Det var ikke en vej belagt med torne, men med chokolade og Chopin.
Nu er alle jo ikke så heldige og så begavede som Macron, men alligevel kunne jeg ønske, at det var legitimt i Danmark at tale om, at hverken skolen eller staten kan løfte ret meget, uden at vi hver især, alle mødre, fædre, bedsteforældre og andet godtfolk, viser vejen og gør en indsats.
Tanken om, at staten skal gribe ind ved undfangelsen, virker totalitær på mig, men jeg er omvendt den største tilhænger af, at alle børn får lige muligheder for at gribe skolens muligheder.
Vi skal turde stille høje forventninger på en sti brolagt med kærlighed, ømhed og tillid, og vi skal væk fra forestillingen om, at der skulle være en modsætning mellem kundskaber og trivsel. Og så skal vi holde op med at tro, at staten kan løse problemer med et quickfix. Vi må genetablere en skolens samfundspagt, der handler om, at vi sammen kan vinde friheden.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.