Psykolog: Vi har en del til fælles med Trumps tilhængere

Der bor en form for trumpist i os alle, mener psykolog Mattias Stølen Due. Og måske kan vi lære af "tossede" amerikanere

Danskere kan fristes til at pege fingre af tossede amerikanere, men valg er ofte prædefinerede, og derfor kan vi have meget til fælles med amerikanerne, mener psykolog Mattias Stølen Due.
Danskere kan fristes til at pege fingre af tossede amerikanere, men valg er ofte prædefinerede, og derfor kan vi have meget til fælles med amerikanerne, mener psykolog Mattias Stølen Due. . Foto: Mikkel Møller Jørgensen, Emily Elconin/Reuters/Ritzau Scanpix.

Donald Trump skræmmer mig, men det mest uhyggelige ved det amerikanske valg er imidlertid ikke Trump som person. Det er, hvor mange mennesker der rent faktisk tror på hans kategoriske og udokumenterede påstande.

Ifølge en undersøgelse foretaget af det amerikanske politiske medieselskab Politico mener 70 procent af de republikanske vælgere, at valget ikke var frit og retfærdigt. Det er næsten 50 millioner mennesker! Nu har Trump jo lært os, at ubekvemme nyheder er fake news, men hvis vi alligevel delvist tillader os at stole på denne måling, må vi stille spørgsmålet: Hvorfor har så mange tillid til en megaloman narcissist, hvis politik og ikke mindst retorik er så grænseoverskridende, nedvurderende og løgnagtig?

Svaret er naturligvis komplekst, og mange bud er givet. Det er dog væsentligt også at henlede opmærksomheden på begrebet forforståelse, bedst repræsenteret ved den tyske filosof og hermeneutiker Hans-Georg Gadamer.

Forenklet fortalt henviser begrebet til, at vi aldrig kan erfare noget objektivt eller rent, idet vi altid vil se og forstå begivenheder i lyset af den viden, kultur og historik, vi bærer med os.

Kommer man således fra en konservativ amerikansk familie og omgangskreds, og har man i generationer altid tænkt, talt og stemt republikansk, så er det amerikanske præsidentvalg reelt set ikke et valg i ordets sande betydning. Så går man ikke i dialog og overvejer sit valg.

Så læser og undersøger man ikke de forskellige kandidaters politiske budskaber med henblik på at opnå et mere nuanceret beslutningsgrundlag. For valget er allerede truffet på forhånd. Det er selvfølgeligt, indlysende og indiskutabelt.

Vi danskere kan fristes til at pege fingre ad sådanne (dumme) amerikanere. I stedet for at spotte splinten i deres forforståelse, kunne vi dog i stedet prøve på at identificere bjælken i vores egen. Vi har nemlig også mange prædefinerede holdninger til vores politikere samt til vores meningsdannere, kolleger eller sågar ægtefæller.

Også vi undlader ofte at lytte og spørge nysgerrigt og ydmygt ind til deres (tilsyneladende) forkerte synspunkter. Også vi er nogle gange fakta- eller argumentationsresistente.

En republikansk (eller demokratisk) forforståelse er ikke dårlig i sig selv, ligesom dine eller mine forforståelser ikke er det. Men vi må identificere dem og forholde os kritisk til dem. For hvis vi ikke erkender deres eksistens, bliver vi blinde for deres magt.

Karikeret formuleret bor der desværre en trumpist i os alle. Lad os prøve at afsætte ham fra magten i vort eget sind og i stedet skabe plads til tvivl, ydmyghed og nysgerrighed. Og til et reelt valg.