Endelig har vi fået en kollegie-roman i dansk litteratur

Hvis man lidt mod sin egen forventning savner ungdommens anonyme studiebolig med køkkenmøder, affaldsskakt og elevator, skal man læse ”Tour de chambre” af Tine Høeg

Endelig har vi fået en kollegie-roman i dansk litteratur

En af sommerens store læseoplevelser har for mig været Tine Høegs roman ”Tour de chambre”. En væsentlig del af handlingen foregår blandt unge studerende på et kollegium. Det har altid undret mig, at vi ikke har flere kollegie-romaner i dansk litteratur. Selv kunne jeg umiddelbart kun komme på novellen ”Tredje halvleg” i Tage Skou-Hansens bog af samme navn. Venner på de sociale medier henviste dog til ”Kollegiet” af Jørgen Thorgaard og Erling Jepsens alter ego-erindringsroman ”Hjemmefra” fra 2019, hvor hovedpersonen bryder op fra Gram og flytter på kollegie i den store by Haderslev. Ved et mærkeligt tilfælde havde min kone den ustyrligt morsomme ”Hjemmefra” med på den samme ferietur, hvor jeg læste ”Tour de Chambre”. Så fik jeg pludselig to kollegie-romaner inden for samme uge.

Men ret beset ved jeg godt, hvorfor der ikke er flere kollegie-romaner i nyere dansk litteratur. Hvis vi konsulterer den såkaldte ”steds-teori”, der har fyldt en del i humanistiske videnskaber de sidste årtier, rummer teorien også et begreb om ”ikke-sted”.

Eksempler på ikke-steder er lufthavne, indkøbscentre, tankstationer, motorveje. Det er steder, der findes overalt og tager sig ens ud i den moderne, globale verden. De er anonyme, effektive og sterile, fordi de er beregnet på bestemte praktiske formål og på, at folk kun skal opholde sig der et kort tidsrum. Til forskel herfra er rigtige steder fyldt med historie, mening, symboler. Her kan mennesker føle sig hjemme, finde mening, søge identitet.

Kollegier befinder sig på begge sider af skillelinjen inden for stedsteorien. Ærværdige gamle kollegier som Regensen i midten af København er rigtige steder; de har simpelthen så meget historisk dybde, atmosfære, traditioner og ritualer, at det næsten er for meget af det gode.

Mange af de kollegier, der er bygget i nyere tid, for eksempel Øresundskollegiet og Grønjordskollegiet på Amager, er ikke-steder. Jeg boede selv som studerende i tre år (1977-1980) på det noget mindre, men også temmelig anonyme og sterile Rasmus Nielsens Kollegium (opført 1970) på Brigadevej tæt på Københavns Universitet Amager.

Kollegiet er en helt særlig social struktur. Alle er unge og studerende, men man bor meget tæt på folk, man ikke selv har valgt, man kan være indbyrdes meget forskellige og studere ret forskellige ting. Mange er først lige flyttet hjemmefra og måske for første gang uovervåget af mor og far og lokalsamfund.

De gamle steds-kollegier tager de unge ind i et favntag af historie og mening. Og de indgår med deres klassepræg og symbolske ressourcer naturligt i ældre litteratur som ”Genboerne” og ”Nødebo Præstegård”.

De moderne kollegier er derimod ikke noget at skrive hjem om, lige så lidt som lufthavne og indkøbscentre er det. Alligevel er der noget fascinerende over dem. Fordi de er så trøstesløse, skal man skabe det hele selv. Og alt er på lånt tid. Lige om lidt er alle væk, og intet bliver tilbage

Men Tine Høeg formår, selv med sin korte og afsnuppede prosalyriske stil, virkelig at fange ikke-stedet, med køkkenmøder, drukne fester, mærkelige typer, bankospil (”ryst posen”), vaskekælder, affaldsskakt, elevator… hele det midlertidige fællesskab og det svære ved at etablere intime forhold, for eksempel kæresteforhold, når alle andre er så tæt på, og det hele skriger af ikke-intimitet. Kollegiet er bare ikke et sted for episke forløb, og for at få en fortællende motor i sin roman må Tine Høeg da også tage et etableret motiv – trekantsdramaet, bedstevennens kæreste – og flytte det ind i kollegie-rammen. Asta flytter ind på den gang, hvor hendes bedsteveninde Mai bor og lige er blevet kæreste med August, der også bor på gangen. Men hvad nu, hvis Asta og August bliver lidt for interesserede i hinanden?

Det var absolut mine mest orienteringsløse ungdomsår, jeg tilbragte på Rasmus Nielsens Kollegium. Alligevel bliver de ved med at rumstere i min erindring.

Det hele strittede så mærkeligt i alle mulige retninger. Skulle jeg en dag skrive noveller eller romanfragmenter til skrivebordsskuffen, ved jeg, at inspirationen uimodståeligt vil trække mig henimod ikke-stedet. Men indtil da er jeg glad for ”Tour de chambre”.

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.