Vi skal tage ansvar for det andet kød. Både enken, de faderløse og pattegrisene

Især kirken bør være den stemme, der råber for dem, der ikke selv har stemme

Det faktum, at 28.000 pattegrise hver dag dør i den danske svineproduktion grundet en uskøn blanding af ligegyldighed, grådighed og profitmaksimering, bør være en anfægtelse. En anfægtelse for den enkelte, der er skabt som kød blandt andet kød. Og en anfægtelse for den kirke, som er menneskets famlende forsøg på at skabe en ramme for det levende ord.
Det faktum, at 28.000 pattegrise hver dag dør i den danske svineproduktion grundet en uskøn blanding af ligegyldighed, grådighed og profitmaksimering, bør være en anfægtelse. En anfægtelse for den enkelte, der er skabt som kød blandt andet kød. Og en anfægtelse for den kirke, som er menneskets famlende forsøg på at skabe en ramme for det levende ord. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Mennesket er skabt. Skabt som ”kød” sammen med andet ”kød”. Vi er fra begyndelsen knyttet sammen med alt det andet skabte i forhold til skaberen. Vi er ”levende væsener”, som der står i den autoriserede oversættelse. Skabelsesteologisk begynder det hele med, at vi finder vores plads som kød blandt kød.

Så er vi en særlig slags kød som skabte ”i Guds billede” (imago Dei). En tanke, vi mennesker hurtigt fortolker derhen, at så er alt andet kød vores kød til at behandle, som vi lyster. Os selv som skabelsens eneste formål. En forståelse, det imidlertid er svær at finde belæg for i den tradition, som også troen anno 2020 er forpligtet på at leve i en evig fortolkning af.

En sådan fortolkning kunne være, at gudbilledligheden ikke er et fripas til at behandle andet kød, som var det uden relation til den skaber, som står bag alt kød. Tværtimod. At være skabt i Guds billede betyder, at man har forpligtelser, ikke rettigheder. Gudbilledligheden handler om den relation, som vi står i, både til Skaberen og skabelsen.

Det at være skabt i Guds billede betyder, at vi, i det omfang, vi magter, skal tage ansvar for det andet kød. For guden skal vide, at det at være kød kan gøre ondt på så mange måder. Det er troens mysterium. Men det fritager os ikke for vores ansvar: at have medfølelse og afhjælpe lidelsen, når vi kan.

Set i det lys burde det faktum, at 28.000 pattegrise hver dag dør i den danske svineproduktion grundet en uskøn blanding af ligegyldighed, grådighed og profitmaksimering, være en anfægtelse. En anfægtelse for den enkelte, der er skabt som kød blandt andet kød. Og en anfægtelse for den kirke, som er menneskets famlende forsøg på at skabe en ramme for det levende ord.

En kirke, der har to opgaver: at forkynde Guds tilgivelse og kærlighed til dem, der er ved at knække under ensomhed og skyld, og at forkynde det ansvar, som det indebærer at være skabt i Guds billede. Kirken er ikke bevaringsværdige sten, smukt vævede altertæpper eller hyggelige julegudstjenester. Den er en stemme, der råber for dem, der ikke selv har stemme. Enken, de faderløse og pattegrisene.

En stemme, der minder kødet, der er skabt i Guds billede, om dets ansvar for alt andet kød. Ellers er det ikke en kirke, men blot endnu et sted, hvor det forfængelige menneske forherliger sig selv.