Få ting har ændret vores samfund så meget som det, at praksis og erfaring ikke tæller – at viden baseret på liv og virke i al sin forunderlige kompleksitet ikke regnes, og at ”en praktiker”, uanset hvor fremragende, rangerer lavest i videnshierarkiet. Som mange andre samfundsændringer er denne sket, mens vi snorksov og lod ”udviklingen” gå sin gang. Visdom er blevet forvekslet med vished – i form af data. Indsigt bliver sorteret fra som ”ikke valid”, medmindre den kan reproduceres i et forsøg. Det er dyrt for samfundet. Store og skæbnesvangre fejl bliver begået, når menneskers erfaringer ikke tæller. Men det er også dybt uværdigt – for høj som lav.
Fem eksempler:
Mohammad og Mathias, der har fået nok af skolen, ville ofte kunne trives med god sidemandsoplæring – at følge en dygtig, pædagogisk indstillet praktiker, som også blev rollemodel. Efter en ny mesterlæreordning kan de få lov at starte med et års praktik, jovist, men skolebænken er stadig finere...
Pædagoger, lærere, sygeplejersker, politibetjente og andre, der arbejder med mennesker, er underlagt styringssystemer, som tager afsæt i behov for kontrol, ikke hensynet til den gode praksis, som kræver tillid og gode relationer. Dem forstår man til gengæld, hvis man følger den dygtige fagperson over tid. Det gør beslutningstagerne sjældent – og praksisbaseret forskning når sjældent frem til dem.
Politikere og embedsmænd foretrækker data, som ligner naturvidenskab. Det giver en dejlig (men falsk) følelse af at forstå og overskue. Men data, der reducerer menneskelige sammenhænge til funktioner, kan vildlede. Ud røg den indsigt, man kan få ved ganske enkelt at tage ud og tale med de berørte parter, der ofte enkelt kan belyse sammenhænge, der på afstand synes uforståelige.
Hundredvis af dygtige læger går for tidligt på pension, fordi de siger nej til bureaukrati, dokumentationskrav og it-systemer, der baserer sig på en blanding af mistillid og uforstand. Havde man spurgt dygtige fagpersoner på gulvet, havde vi både fået bedre systemer og beholdt mange værdifulde medarbejdere. Samme historie ser vi gentaget overalt i den offentlige sektor.
En fjerdedel af de unge trives dårligt i dag. De føler sig pressede og alene, oplever angst og en følelse af uvirkelighed. Ofte fordrer deres uddannelse, at de sidder ved en skærm i stedet for at prøve kræfter med levet liv. Som nyuddannede kan de ikke håndtere ret mange af de udfordringer, som findes i en virksomhed ude i virkeligheden. De kan analysere, men ikke handle. Den pragmatisme, intuition og hurtighed, som den gode praktiker har, mangler de. De mærker, at de ikke kan levere. Og så knækker de.
Alle fem problemstillinger kunne afhjælpes, hvis praksis og erfaring blev værdsat. Den dygtige fagperson skal ikke være nederst i hierarkiet, men bør respekteres og værdsættes. Så vil både unge, gamle og alle os midt imellem kunne trives bedre og yde mere.