Prøv avisen
Refleksion

Kjeld Holm: Vi har glemt en væsentlig del af vores historiske arv, og det går ud over nationalfølelsen

illustration: søren mosdal

Kjeld Holm

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Uden den historiske bevidsthed og den poetiske dimension går det ikke an at tale om værdikamp og nationalfølelse, skriver Kjeld Holm

Da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2001 indledte den såkaldte værdikamp, var den underlig historieløs. Ganske vist spillede Danmark og besættelsestiden en væsentlig rolle, men det var overflade. Henvisningerne til samarbejdspolitikken og påstanden om dennes svigt i forhold til nogle grundlæggende værdier tjente mest af alt som en politisk oprustning for Danmarks deltagelse i krigen i Irak. Så tog statsministeren det til gengæld ikke så nøje med de historiske kendsgerninger, og mange fulgte med ham i den historiske kritik uden smålig skelen til, hvad der var på spil under Besættelsen.

Men nationalfølelsen kom på bordet, for ikke at sige nationalismen, der er blevet intensiveret i årene, der fulgte. Den værdi, det er, at man holder af sit land, ønsker eller måske kæmper for, at det bevares og kan være et trygt og godt sted at leve. Ikke et ondt ord om det! Men, igen, også nationalfølelsen eller netop nationalismen er mærkelig hinsides en historisk bevidsthed. Hvilket viser sig i, at man henfalder i rene banaliteter, når man nærmere skal redegøre for ”vore” værdier!

Måske hænger det sammen med, at en væsentlig del af den historiske arv er glemt. Ikke mindst den, der eksisterer i litteraturen. Thi går vi blot tilbage til midten af forrige århundrede, var der sandelig også tale om værdikamp. Men hvem læser længere H.C. Branner? Og dog udløste hans lille roman ”Rytteren”, der udkom i 1949 om forholdet mellem magt og kærlighed/fællesskab, en debat om de i dag udskældte humanistiske værdier, og det på et noget højere niveau end det, man i dag møder i politik og kultur.

I 1955 udgav Branner derefter sin store roman, ”Ingen kender natten”, der skønt sin indimellem uudholdelige patos, udfoldede en konflikt mellem politik og propaganda og deraf de forenklinger, som ikke er blevet mindre aktuelle i de sociale mediers tid og i deres voldsomme magt. Hvorfor ikke udnytte sladderen, hedder det i romanen? Det vil give magt, siger det usympatiske magtmenneske hos Branner, og det kan ske ved propaganda, og i dag kan vi sige, gennem Facebook.

Det er ikke min tanke at påstå, at der intet nyt er under solen, men at fastholde, at så moderne er vi heller ikke i dag, at vi ikke kan lære af dem, der tænkte og kunstnerisk forholdt sig til deres tid. Eller sagt på en anden måde, der har altid været værdikampe og en forholden sig til det fundamentale spørgsmål om, hvorledes mennesket skal forholde sig på eget ansvar til et virvar af idéer og værdier for at kunne fastholde sin integritet.

Eller kan man fastholde sin kærlighed til folk og land, uden at det bliver til en bombastisk nationalisme?

Jeg tænker ofte på den nationalfølelse i Sønderjylland, som jeg blev født ind i med en mor og far, der begge havde oplevet genforeningen i 1920, kunne huske den og aldrig kunne lægge den erfaring bag sig. Det medførte ikke en skråsikker nationalisme, men før noget andet en dyb taknemmelighed, en livsytring, der levede konstant i mødet med det danske landskab, der således aldrig blev en selvfølge.

Da jeg i studenteroprørets tid var kommet på behørig afstand af denne taknemmelighedens nationalfølelse, genfandt jeg den igen hos en moderne digter, som næppe en eneste gymnasiast i dag aner har eksisteret. Det er Knud Sønderby, der døde som 57-årig i 1966. Hvis han læses i dag, er det nok kun debutromanen ”Midt i en jazztid”, næppe hans essays, der blev udgivet samlet i 1964, men det var i disse, i deres poetiske, ironiske fastholdelse af Danmark, dets natur, steder og byer, der gjorde, at jeg genfandt nationalfølelsen.

I samlingen, ”Forsvundne somre” er der et essay, der hedder, ”Danmarkskortet”, der fortæller om Geodætisk Instituts store kort, ”der burde findes på enhver skole, det er et kunstværk, så nær ved at være virkelighed, at det næsten tager vejret fra En. Fra hele kortet springer begivenheder og situationer En i møde. Hele Ens liv i Danmark ser man som i fugleperspektiv. Begivenheder, situationer og landskaber springer En i møde sammenfattet som i et digt”. Og Sønderby formår da at skabe digt af sin sansning af det danske landskab og dermed give et måske nu glemt liv til den ægte nationalfølelse. Han lægger sin hånd på kortet, ”en helt eventyrlig hånd, blot for at kunne kærtegne en hel ager på én gang og mærke det vajende korn under håndfladen som knitrende silke”.

Med andre ord værdikamp og nationalfølelse. Uden den historiske bevidsthed og den poetiske dimension går det ikke!

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.