ER DER NOGET, nutidens mennesker er optaget af, så er det at få adgang. Det gælder ikke blot, når man forsøger at huske adgangskoderne til netbanken, avisens e-udgave, rejseafregningssystemet eller e-Boks. Det gælder også i mere overordnet forstand.
Vi vil have adgang til den bedste skole til vores børn, den bedste behandling i sundhedsvæsenet og til drømmeuddannelsen. Vi har fået et adgangssamfund. Hvis du ikke har adgang, så er du tabt. Hvis du som elev på gymnasiet ikke optimerer dit snit konstant for at få adgang, så taber du. Hvis du som forælder ikke optimerer dine børns adgang til ressourcer, så er du en dårlig forælder.
Fra at det vigtigste spørgsmål i efterkrigstiden og accentueret med 1968-oprøret var, hvordan man sprænger rammerne og bryder med traditionerne, så er det afgørende spørgsmål i dag, hvordan du skaffer dig adgang. Katrin Hjort skriver i sin bog ”Det affektive arbejde”, at vi med overgangen til den såkaldte konkurrencestat, der i Danmark er bedst beskrevet af Ove Kaj Pedersen, men som går tilbage til marxistisk statsteori fra begyndelsen af 1990’erne, ser en udvikling af en såkaldt affektiv økonomi.
Denne økonomi sætter helt nye betingelser for for eksempel omsorgs- og relationsarbejde og for vores vitale samfundsmæssige institutioner.
Der sker med andre ord en række transformationer af velfærdsinstitutioner i de nordiske lande i disse år under påvirkning af konkurrencestatens krav.
NU GÆLDER DET IKKE OM at kompensere for individets mangler, men om at optimere borgernes ressourcer, så disse kan mobiliseres i den nationale opbygning af robuste institutioner, så vi kan agere agilt i den internationale konkurrence.
Dette skifte er velbegrundet rent politisk og økonomisk, men de menneskelige konsekvenser synes at være undervurderede. Flere kommunale forvaltninger, lærere, pædagoger, socialrådgivere og ikke mindst forældre spørger forvildet hinanden, hvad vi skal gøre med en generation af unge mennesker, som tilsyneladende er talentfulde som aldrig før, men samtidig i mistrivsel.
Vi ser også en øget forekomst af stress, udbrændthed og moralsk udmattelse blandt medarbejdere i den offentlige sektor. Som den ledende overlæge på fødselsafdelingen på Aarhus Universitetshospital fik sagt det i TV Avisen den 20. maj som bemærkning til besparelseskrav i lyset af flytning og et samtidigt rekordhøjt antal planlagte fødsler:
”Jeg overvejer da, hvor min egen moralske og faglige grænse går.” Hvor længe kan man selv være i det?
Ove Kaj Pedersen skriver selv i bogen ”Konkurrencestaten”, at den enkelte under velfærdsstaten blev defineret ved at være menneske, enestående og enkeltstående, mens man under konkurrencestaten definerer den enkelte til at være rationel og motiveret af at optimere sin egen nytte eller interesse. Fra at skabe demokrati, lighed og ”gode” samfund skulle vi skabe effektivitet og konkurrencedygtighed. Adgang til ressourcer.
Uden at have noget som helst enkelt svar på en kompleks virkelighed, hvor den globale konkurrence er et faktum, så tror jeg, at man kom til at smide velfærdsstatens menneskesyn ud med badevandet. Vi er simpelthen blevet mindre konkurrencedygtige, fordi vi ikke er de rationelle og robuste individer, man havde drømt om. Eller det er vi i hvert fald ikke alene og udelukkende.
Måske har vi bare glemt koden? Koden til at få adgang til et meningsfuldt liv. Mens de unge synes at mobilisere en aktiv energi på klimapolitikken, så er deres reaktion på egne livsomstændigheder rent psykisk ret markant passiv og svækket.
Konkurrencestatens arkitekter må revurdere deres tegninger. Måske var de bedst på papiret? I hvert fald i ”konkurrencen” om det gode liv.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.