Vi har igen fået brug for skammen

Vi er som folk sat i undtagelsestilstand i et forbudssamfund for første gang i 75 år. Vi er som folk sat på prøve. Jeg håber, vi består, skriver højskolelærer Christian Hjortjær

"Jeg fandt mig selv nedstirret i Føtex den anden dag, fordi jeg hostede. Og det er netop det, skammen kan," skriver højskolelærer Christian Hjortkjær.
"Jeg fandt mig selv nedstirret i Føtex den anden dag, fordi jeg hostede. Og det er netop det, skammen kan," skriver højskolelærer Christian Hjortkjær. Foto: Julie Meldhede Kristensen

Jeg har i flere år beskæftiget mig med påbudssamfundet. Det fænomen at vi ikke længere er omgivet af begrænsende og hæmmende forbud, men af pressende og stressende påbud. Og jeg ville have forsvoret, at vi aldrig vendte tilbage til forbudssamfundet i sin klassiske form. Jeg tog helt fejl. Forbudssamfundet er atter en realitet.

Det betyder også, at den klassiske skam er vendt tilbage. Jeg fandt mig selv nedstirret i Føtex den anden dag, fordi jeg hostede. Og det er netop det, skammen kan. Den kan nedstirre en. Dømme en. Udskamme en, som det hedder i dag. Og jeg er slet ikke syg. Jeg har bare en medfødt, kronisk fejl på mine luftveje. Men den slags er den sociale skam desværre blind over for.

Det er helt uhørt, at vi nu indfører forbudssamfundet igen. Vi må ikke gå ud. Vi må ikke lade vores børn lege frit. Og vi må – tænk, at jeg siger det – ikke længere være os selv. Vi skal derimod lægge beslag på os selv. Lade være med at realisere vores umiddelbare lyst og begær. Kort sagt: opføre os ordentligt. Og langt de fleste af os er faktisk overraskende begejstrede for denne genindførelse af orden.

Rollefordelingen var klar fra begyndelsen: Statsministeren udrullede forbudssamfundets regler under næsten direkte henvisning til Løgstrup: Vi står alle med et stykke af vores medmenneskers liv i vore hænder. Og Dronningen supplerede så med den moralske formaning: Så sørg nu for at vaske de hænder. Jeg synes ikke, man kan være andet bekendt. Tillid og skam. Det er Danmarks bemærkelsesværdige bud på, hvordan vi overvinder krisen.

Det er med andre ord en tillidsprøve, vi er blevet sat på. Andre lande er øjeblikkeligt faldet tilbage til den autoritære stat og er gået direkte til udgangsforbud. Men i det protestantiske Nord forsøger vi os påfaldende nok med en tillidsøvelse mellem stat og folk. Hvis vi består prøven, så får vi lov at beholde større dele af vores frihed. Hvis ikke, så må staten udøve sin magt.

Det er derfor, vi igen har fået brug for skammen. Tillid fungerer (desværre) kun sammen med en etisk fordring, det vil sige med et vist mål af social kontrol i form af skam. Alternativet er en firkantet håndhævelse af lov og orden. Vi er som folk sat i undtagelsestilstand i et forbudssamfund for første gang i 75 år. Vi er som folk sat på prøve. Jeg håber, vi består.