Vi har opdaget, at vi er sociale væsener – og at vi er til i kraft af de mennesker og dyr, vi omgås

Vi har lært noget om social distance, som måske vil vare ved, men er måske også kommet til at værdsætte det sociale nærvær desto mere, skriver Lene Tanggaard

Erkendelsen af, at vi er sociale væsener synes dog at være en af corona-krisens væsentligste erfaringer.
Erkendelsen af, at vi er sociale væsener synes dog at være en af corona-krisens væsentligste erfaringer. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

De har nærmest aflyst julen i London. Kan man egentlig det? Sådan tænkte jeg, da jeg hørte det. Julen er vel ikke identisk med antallet af mennesker, man ser?

Jeg vil overlade det til andre at vurdere, om det er muligt at aflyse julen, men sandt er det, at vi skal mindske social kontakt i lyset af den virus, der hærger verden i øjeblikket. Det er ekstra hårdt i juletiden, om end nogle måske nyder fraværet af de pligtskyldige julefrokoster med mere eller mindre fjerne slægtninge.

De hypermoderne familier er dog på lidt af en prøve. Hvem må se hvem i de adskilte delefamilier? Og hvem af vores venner må vi se og hvor? Jeg tror, at de fleste af os er blevet opmærksomme på familie og venner på en lidt anden måde, end vi plejer. Og hvad med dem, der ikke behøver at tælle til 10, fordi der ikke er 10 nære relationer? Det må være lidt en mundfuld at høre om andres kvaler med at vælge, når der ikke er nogen at vælge imellem. Oplevelse af ensomhed og social isolation er det normale for mange mennesker.

Erkendelsen af, at vi er sociale væsener synes dog at være en af corona-krisens væsentligste erfaringer. Vi har lært noget om social distance, som måske vil vare ved, men er måske også kommet til at værdsætte det sociale nærvær desto mere. Det sociale kan ellers godt fremtræde lidt som det hav, man svømmer i, eller den luft, man indånder. Omgivelserne giver sig selv, lige indtil de tvinger ens færden i en anden retning end forventet eller planlagt. Når noget nyt sker, så har den psykologiske selvforståelse, som det moderne menneske bærer rundt på, lært os, at vi skal kigge indad og finde forklaringerne i diverse dispositioner eller karaktertræk, når noget går enten godt eller skidt.

En krise som den nuværende, hvor den sociale horisont har forandret sig for alvor, må dog ryste det ellers individualiserede menneske. Det står klart, at vi er til i kraft af de mennesker og dyr, vi omgås. Faktisk kan vi ikke selv kontrollere alt.

Hvem kunne have drømt om i 2019, at ord som hudsult, minkdrab, masseisolation eller smitte og spritter ville få så markant en gennemslagskraft? Nu er vi så her i spritland, hvor der muligvis også skænkes godt op i glassene derhjemme for at dulme kedsomheden.

Når vi er færdige med at vende ryggen til hinanden i det offentlige rum for at undgå at indånde hinandens dråber, så håber jeg dog, at forståelsen af, at vi er sociale væsener vinder frem igen. At vi altid, uanset krise eller ej, står med lidt af den andens liv i vores hænder.

Skulle man glemme det, så er der mange veje til at generindre det, og litteraturen kan som altid lede på vej. Selv har jeg netop læst Simone de Beauvoirs ”De uadskillelige”, hvor jeg-fortælleren, Sylvie, fortæller om sin elskede veninde Andrée. De er uadskillelige og erfarer umuligheden af at leve uden den anden. Som der står: ”Vi udvekslede banaliteter, ligesom de voksne, men jeg forstod pludselig, forbløffet og glad, at der kun havde været én grund til mit hjertes tomhed og mine dages triste smag. Andrées fravær. At leve uden hende, det var at ophøre med at leve.”

Bogen er fiktion, men bygger på forfatterens stormende forelskelse i sin skoleveninde Zaza, som danner forlæg for Andrée i bogen, og som dør alt for tidligt af sygdom. Deres venskab er deres frihed.

Hvem skulle have troet, at vi skal træde ind i 2021 med den erfaring? At det sociale mest af alt er vores frihed, selvom det binder os, og gør det svært at leve uden?

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.