Just hjemkommet fra dejlig vinterferie sammen med børnebørn i Danmark. Alt var med os. Vesterhavets klitter, sand, strand og vand. Løbe med bølger og skum i vandkanten. Udforske rester af bunkere på stranden sammen med en historiefortælling, så næste generation gør, hvad de kan, for at det aldrig gentager sig. Snak om marehalmens beskyttelse mod sandflugt og vigtigheden af at betræde stierne. Lidt udpegning af de invasive arter, der gør det sværere for marehalmen. Et vejr, der spændte fra streng vinter til forårets snarlige komme. Naturfænomen med iskrystaller i kæmpe bunker ved Ringkøbing Fjord. Og allervigtigst, det dejlige fællesskab i lejet sommerhus.
Men der var det lille negative, at vi havde fået en ubuden gæst med. En, som ikke var inviteret, og som heldigvis, trods ihærdige forsøg, ikke stod i vejen for det positive. En gæst, det faktisk var bedst at ignorere, hvilket var muligt, sådan som vores hold var sat sammen. Derved slap vi for at dække op til den ekstra gæst ved bordet eller finde badetøj til ham i poolen. Han tittede kun sporadisk frem på vores tur.
Det var den syvårige, der havde inviteret gæsten med. Heldigvis var hans storebror på 13 år så meget et andet sted, at han kun røg med på spas med den ubudne gæst et par gange og mest gjorde det for at give sin lillebror gas tilbage. Lillesøsteren på tre år var heldigvis for lille til at forstå spasmulighederne med den ubudne gæst. De tre kusiner på 11, 9 og 7 år rystede allermest og lettere overbærende på hovedet over den syvåriges opmærksomhed på den ubudne gæst, og kusinernes attituder signalerede en bred generalisering: ”Sådan er drenge. Det er derfor, at de får mere skældud end os i skolen. Utroligt, at drenge kan få så meget ud af en ubuden gæst som John Dillermand fra DR’s Ramasjang”.
Der er et eller andet, der trigger mig omkring opfindelsen af John Dillermand. Er det, fordi han lige rammer MeToo-bølgen med fuld skrue, hvor de voksne slår ud efter hinanden én for én, mens det i børnenes verden samtidig er o.k. at daske rundt med sin dillermand?
Skal jeg mon tænke, at de to vinkler kan gavne hinanden? Skal Dillermand give os frihed eller stramning? Har jeg bare tabt min rummelighed og forståelse i forhold til en John Dillermand årgang 2021? Måske skal jeg bare se ham som en moderne udgave af Bølle Bob, der jo frejdigt i 1979 sang ”Undskyld, frøken, det’ fordi du er så fuld af sex”? Måske husker jeg forkert, når jeg tænker, at Bølle Bob dengang kun var fræk i sangen og kun skabte sjov med det forbudte, mens det, der blev sunget, nærmest var umuligt at tage med til brug som ubuden gæst.
Det samme med ”Fy, fy, skamme” med Tom og Jess. Mine børn glædede sig med fryd til pruttelyd med munden slutteligt i sangen. Det var så dejligt befriende at være lidt forbudt og fræk og netop o.k. i sangen, men gav ingen ubuden gæst efterfølgende. Skulle der være optakt til det, kunne forældre dengang bare tilbyde at spille sangen en gang til. Det var sjovt, og det var frækt, men jeg husker ingen ubudne gæster.
John Dillermand er en figur, der kan meget mere med ret hæmningsløse udvidelser. Det gør ham til mere eller mindre ubuden gæst, som dog forholdsvis let kan ties ihjel. Alligevel fortsætter mine tanker, for et sted er det svært at få den ubudne gæst sendt væk.
Når et navn, som nogen hedder, bliver brugt til at skabe en figur, der har en bestemt rolle og uhensigtsmæssig og ret larmende adfærd, så ved jeg som familievejleder, hvad det kan gøre ved navnets indehaver, især hvis det rammer et barn.
Lad os fremover undlade at skabe flere ”typer i navne/navne i typer”, men fortsat skabe sjove figurer, som sender skæg og fræk stemning af sted i sange og teater. For uden det bliver det trods alt for kedeligt at være barn.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.