Vi kan hurtigt blive enige om, hvor unaturligt det har været at holde stor afstand til hinanden i 2020. I et psykologisk og kommunikativt perspektiv er det imidlertid noget, vi har excelleret i igennem årtier.
Vi taler sjældent om det, fordi distanceringen er subtil, og fordi få af os har modet til at nævne den. Men faktum er, at vi har berøringsangst over for hinandens slidte parforhold, diagnosticerede børn eller dødsfald i familien.
Vi tager psykologisk visir på og vover ikke at snakke om vores personlige oplevelser og sårbare følelser. I stedet taler vi om vind og vejr. Bogstavelig talt. Om hvor træls det er, at vi igen ikke får en hvid jul, og om hvor gråt vejret har været de seneste måneder.
Når vi ikke kan vride flere samtaleminutter ud af denne klichéfyldte og kedelige klud af en samtale, bliver mange af os usikre til mode. For hvad skal vi nu tale om?
Heldigvis har vi coronaen. I lighed med vejret er den også et fænomen, vi alle er underlagt og frustrerede over. Derfor bruger vi vores dyrebare tid på at udveksle vores fælles uvidenhed om en virus, som selv virologer har svært ved at blive kloge på. Vi brokker os over de mange restriktioner, de lange testkøer, og bruger så resten af tiden på at snakke om mink, mutationer og Moderna-vaccinen.
Uden at vi ved af det, opretholder disse samtaler en distance imellem os. De sikrer nemlig, at vi ikke kommer hinanden nær.
Vi afslører intet personligt om os selv, og vi bliver ikke klogere på hinanden. Og det er sørgeligt.
I en tid hvor vi ikke må røre hinanden, har vi nemlig særligt brug for at berøre hinanden i sjælelig forstand. Vi har brug for at etablere en følelsesmæssig intimitet. En oplevelse af at komme nær.
Juleaften skal der åbnes gaver. Lad os denne aften – og i al fremtid – også åbne for en mere vedkommende samtale. Lad os åbne os for hinanden.
Dele ud af vores sårbarhed og personlige perspektiver. Og lad os turde at stille spørgsmål, der åbner de andre. Spørge engageret og interesseret ind til de andres parforhold, børn og forældre.
Og i anledning af julen vove at spørge ind til de andres forhold til Juleevangeliet og Jesusbarnet. Til tro, værdier og livet og til, hvad i al verden meningen er med det hele.
Denne samtaleform vil bidrage til en spritny mutation af samværet og bidrage til flere relationelle senfølger.
Og hvis det for alvor spreder sig, risikerer vi psykologer sågar at blive arbejdsløse med tiden. I modsætning til svarene på vores coronatest, er det imidlertid positivt på den positive måde.