Lola Jensen: Vi kan gøre vinteren kortere ved at være mere tolerante

Hvis alle bruger den sunde fornuft ved at være påpasselige og samtidig viser lidt tolerance og tilgivelse i gadebilledet, så kan vi få så kort vinter som mulig trods frygt for smitte

Vi må vænne os til mundbindene og at voksne, der ikke bærer dem, har en gyldig grund hertil. Skulle nogen alligevel skælde ud på andre, der ikke bærer mundbind, må vi forklare børnene, at det sikkert er et stakkels bekymret og ekstra sårbart menneske, som vi blot skal vise tolerance og forståelse, skriver familierådgiver Lola Jensen. – Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.
Vi må vænne os til mundbindene og at voksne, der ikke bærer dem, har en gyldig grund hertil. Skulle nogen alligevel skælde ud på andre, der ikke bærer mundbind, må vi forklare børnene, at det sikkert er et stakkels bekymret og ekstra sårbart menneske, som vi blot skal vise tolerance og forståelse, skriver familierådgiver Lola Jensen. – Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Vi kan se frem til en vinter med covid-19 som en del af vores hverdag. Det kommer til at betyde mundbind. Host kan jo være så meget, men under et vil det denne vinter udløse blikke i supermarkedets kø, og et behov hos afsenderen for at undskylde med ”det er altså ikke corona”. Nys, der bliver forsøgt kvalt i munden med det resultat, at det indestængt lander helt uhensigtsmæssige steder, og derfor også skal undskyldes. Hensyn til udsatte og sårbare mennesker, selvfølgelig. Nye ugentlige restriktioner op og ned i forhold til smittetal. Folk i gadebilledet, der er fritaget for at bære mundbind. Andre folk, der skælder på disse. Folk, der agerer ”mundbindspoliti”. Fortolkningssammenstød omkring klare eller grønne snotnæser ved aflevering i daginstitution, dagpleje og skole. Og oveni alt dette, frygt, skam og skyld på forhånd ved tanken om at være den, der kommer til at bringe coronasmitten ind i en kreds af mennesker i børnenes aktiviteter, på jobbet, ved familiesammenkomster med mere.

Det kan ligne oplægget til en lang vinter, men vi kan hjælpes ad med at gøre vinteren kortere ved at åbne mere for vores tolerance. Ved at gøre os parate til tilgivelse, vise overbærenhed, give en håndsrækning, der hvor det brænder på. Ved at tage vores ansvar for smitterisikoen alvorligt og orientere børn og unge om denne vigtighed på en oplysende og ikke skræmmende måde. Ved at vise hinanden den tillid, at den enkelte har gjort alt, hvad vedkommende kan for at holde sig fri af corona, og derfor selv, bedre end os andre, er i stand til at vurdere, om hoste, nys og forkølelse skyldes almen vintervirus, for let påklædning en lun efterårsdag, allergisk reaktion eller lignende vinteralmindeligheder, og som af den ramte ikke vurderes til at være corona.

Og så alligevel, ingen kan vide sig sikker, for smitten kan jo komme allevegne fra. Men hvis alle bruger den sunde fornuft ved at være påpasselige, må der være overbærenhed over for de steder, hvor returnering fra en stakkels coronasmittet lyder ”jeg vidste det ikke, jeg forstår ikke, hvorfra jeg er blevet smittet”.

Vi må selvfølgelig som det vigtigste tage myndighedernes anvisninger alvorligt, uanset hvor enige vi er i deres bestemmelser, og også huske alle coronareglerne, som vi efterhånden kan i søvne. Vi må slå os sammen i netværk, der kan hjælpe hinanden, når det brænder på, så ingen står alene midt i alt det her.

Vi må vænne os til de mundbind, for de bliver en betragtelig del af vinterens færden uden for den hjemlige matrikel. Alle må tænke, at voksne, der ikke bærer mundbind, helt sikkert har deres gyldige grund hertil, som vi andre ikke behøver at kende til. Vi behøver kun at vise tillid og forståelse.

Skulle der alligevel være en i bussen, der skælder og smælder på alle børnene og de få voksne, der ikke har mundbind på, behøver vi kun at tænke og diskret forklare børnene, at det sikkert er et stakkels bekymret og ekstra sårbart menneske, som vi blot skal vise tolerance og forståelse.

Et øget pres fra arbejdsmarkedet har fået forældre til at aflevere halvskrantende børn i årevis. Derfor vil personalet forventeligt være på stikkerne i forhold til vurdering af klar eller grøn snotnæse. Men også her ønskes hjælp til en kortere vinter, hvor personalet undlader at se bagud, men viser tillid fremad ved at vise forældrene, at de er i stand til at fornemme så godt som det nu er muligt, at barnet er rask nok til at komme i dagpleje, daginstitution eller skole.

Skal vi undgå at slide os selv og hinanden op i en lang vinter, skal alle gøre sit til så kort en vinter som mulig.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.