Prøv avisen
Etisk set

Psykologi-professor: Vi kan ikke blive os selv uden andre

Hvad er der egentlig galt i at sidde rundt i en kreds? Hvorfor betragtes det af mange som mindre seriøst end at sidde lidt alene bag en skærm, mens en underviser docerer et stof, spørger professor i psykologi. Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

Lene Tanggaard

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Menneskets viden ligger grundlæggende ikke i generne, men i kulturen og fællesskaberne, som vi fødes ind i, skriver professor i psykologi

Hvorfor betragtes fællesskaber, kollektiver og for eksempel rundkredspædagogik ofte som svage levn fra en svunden hippietid?

Ærlig talt er fællesskaber jo ret fundamentale for vores liv og ikke noget, man kan sætte hverken partipolitiske eller subkulturelle og selvklæbende etiketter på. Hvad er der egentlig galt i at sidde rundt i en kreds? Hvorfor betragtes det af mange som mindre seriøst end at sidde lidt alene bag en skærm, mens en underviser docerer et stof?

Jeg har, indrømmet, selv nostalgiske minder fra engang i 2000’erne, hvor jeg som underviser på vores metodekursus på andet semester på psykologistudiet havde timer til at dele vores årgang med dengang 95 psykologistuderende i to hold, sætte dem i en stor rundkreds og arbejde praktisk og i fælles refleksion fire dage i træk fra klokken 9 til 16. Vi kom faktisk i dybden, og vi kunne dvæle ved håndværket.

I dag har jeg en forelæsning for 150 studerende siddende i et auditorium. Nuvel, de studerende får også 3 til 4 forelæsninger fra mine dygtige kolleger, men det virker ærlig talt en anelse ikke-autentisk at stå der ved foden af bjerget og prædike om, at forskningsmetode er et håndværk. Form og indhold kommer for langt fra hinanden.

Vi har selv som undervisere valgt at omorganisere kurset, men det handler selvfølgelig også om, at en kreds på 70 studerende ikke rent praktisk kan sidde i en rundkreds. Vi fattes midler, så derfor er vi gået tilbage til de klassiske forelæsninger. Så er alt jo godt, kunne man mene.

Sagen er bare, at kurset efter min bedste overbevisning er blevet ringere. De studerende skal såmænd nok blive dygtige, de er seriøse, og så længe de ikke er på Facebook på deres skærme eller er i gang med at shoppe med kreditkortet fremme, så går det nok også. Alligevel tør jeg godt sige højt, at jeg mener, vi skal have mere rundkredspædagogik. Det er simpelthen en kæmpe fejl, at vi er kommet til at se fællesskab eller rundkredse som noget, der automatisk taler til laveste fællesnævner.

Den australske filosof og biolog Kim Sterelny har interessante perspek-tiver på netop fællesskaber. Sterelny har skrevet bogen ”The Evolved Apprentice” i 2012. Som alle biologer arbejder Sterelny ud fra Darwin, men han mener, at hele idéen om, at den stærkeste overlever, er problematisk.

Menneskets viden ligger grundlæggende ikke i generne, men i kulturen og fællesskaberne, som vi fødes ind i. Og de fællesskaber handler om samarbejde. Hans grundbegreb er, at vi mennesker er naturligt udviklede lærlinge. I en artikel fra 2013 forklarer Sterelny kerneidéen i bogen: ”De særlige menneskelige sociale fællesskaber og de kognitive systemer, som støtter disse, udviklede sig gradvist, gennem uformelle, reproduktive og økologiske former for samarbejde.”

Sterelny giver eksempler fra jagten, som kan være en uhyre kompleks social organisation. Når man går sammen om jagten, kan man fange større dyr, sikre ressourcer til fællesskabet, og samtidig udvikler man en ret sofistikeret kommunikation og positionering, der sikrer fælles fodslag. Jagten skaber et ressourceoverskud, man kan dele et bytte.

Det samme ressourceoverskud kan vi se, når bedstemødre eller -fædre støtter op om børnebørnenes ve og vel. Vi er simpelthen bare stærkere sammen. Vi kan ikke blive os selv uden de andre. Det er hverken svagt eller hippieagtigt.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.