Jeg råber ad mine sønner. Ikke så højt, at myndighederne endnu er blevet tilkaldt, men højt nok til, at vores naboer ikke kan undgå at undre sig over, at en underviser på Handelshøjskolen har begrebet så lidt af moderne pædagogik.
Enhver ved jo, at man ikke må råbe ad børn, hverken ens egne eller andres. Det, barnet i det konkrete tilfælde har gjort, har det jo gjort ud fra de bedste intentioner. Det mislykkedes bare i udførelsen af handlingen og kan derfor ikke for alvor gøres ansvarligt for, at lillebror ligger og vånder sig, eller at frokosten er havnet på gulvet.
At dømme efter de lyde, der kommer fra nabohusene, repræsenterer jeg et absolut mindretal. Moderne mennesker råber tilsyneladende ikke ad deres børn.
Mine naboer er afgjort i godt selskab, ikke kun blandt nutidige pædagoger. Hos den franske 1700-talsfilosof og pædagog Jean-Jacques Rousseau finder vi tanken om en oprindelig og god naturtilstand, som vi alle fødes ind i, men som civilisationen tager fra os.
Uforstyrret af samfundets fordærvende indflydelse, vil børn – nu i børnehaver – kunne udvikle sig naturligt.
Gevinsten ved at sende børn i børnehaver, i stedet for at behandle dem som ”små voksne” og sende dem ned i de kulminer, som de på grund af deres størrelse er som skabt til at grave i, er selvfølgelig enorm.
Civilisationen burde ikke acceptere dagens hundrede millioner af børnearbejdere, og den savner lige så lidt barnebrude, som den savner børnesoldater. Rousseau havde en pointe.
Det er imidlertid det samme menneskesyn, der har kompliceret menneskets forhold til skyld. Hvis naturtilstanden er en uforstyrret idyl, må enhver handling, vi gør, være drevet af, at vi vil det gode. Selv når vi mislykkedes med vores forehavende, var det dog det gode, vi ville, som vi skal bedømmes på. Følelsen af skyld skyldes derfor, at vi tillægger os selv et ansvar, vi klart nok ikke har.
Men har et reformeret syn på børn øget sandsynligheden for en lykkelig barndom, har det samtidig gjort mennesket eksistentielt hjemløst. Skyld kunne engang være noget, som man tog på sig, uden at det knækkede ens rygrad. Samme rygrad var trænet i at bære det forhold, at det at være menneske uløseligt er forbundet med skyld.
Vel har jeg ikke, som Kain, slået den bedre og mere succesfulde bror Abel ihjel. Vel har jeg ikke plukket frugten af kundskabens træ. Det var som bekendt Eva, der gjorde det, men jeg kender Adams tilbøjelighed til uden tøven at udlevere hende, han var sat til at ære og agte, til de højere magters forgodtbefindende.
Vi blev jaget ud af haven. Nu befinder vi os, min søn og jeg, i den ørken, et almindeligt rækkehus på et splitsekund kan forvandles til. En mindre forseelse, en lillebror, der piver lidt, et æble fra naboens have. Så slår vreden ned.
Skyldes det hvide raseri mon ikke bare, at faderen er en hjælpeløs idiot, der lader sine egne frustrationer gå ud over uskyldige børn? Denne forklaring er der åbenlyst nok en sandhed i – og er da også pædagogikkens foretrukne svar.
Men der er en anden forklaring, der gør endnu mere ondt, nemlig den, at faderen i sin rasende afmagt frygter sønnens udstødelse, fallit og fortabelse. For hvis vi har skabt et samfund, i hvilket skylden er hjemløs, er det forbundet med uoverskuelige konsekvenser at falde ned fra den line, vi konstant må balancere vores skyldfrie liv på.
Mens vi tror, at vi har jaget ørkenfolkets rasende patriark ud af vores liv, har vi i stedet installeret denne patriark som en indre instans, der konstant bedømmer vores handlinger.
Men hvor den gamle Jahve udmærket vidste, at hans skabninger i det store hele var en bunke skrald, der ganske vist lyste op med en særegen, svag glorie, bakker vores indre overdommer os anderledes håndfast op:
Det er ikke din skyld, lyder mottoet, og hvis det ikke også er sådan, du føler dig, så er det din følelse, der er noget galt med. Du har gjort alting rigtigt, og nu skal du bare tage dig sammen og indkassere din fortjente lykke.
Men måske skyldes vreden, at menneskets liv ikke er sådan beskaffent. Måske er afmagten i rækkehuset forbundet med vanskeligheden ved at håndtere den skyld, der rækker lige fra æblerov til brodermord i et samfund, der ikke forstår den og derfor ikke anerkender den.
Enhver skyld skal derfor for enhver pris undgås, og når det viser sig, at mennesket, barn som voksen, ikke bare er godt, men også er skyld i lidelse og broderens gråd, skal vredens ild straks brænde denne skyld bort.
Men derved brændes også dette menneske bort. Skyld skal hverken fornægtes eller brændes bort. Den skal tilgives.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.