Jeg vil naturligvis gerne bidrage med en vedkommende og aktuel klumme. Som forberedelse gik jeg derfor på nettet og læste de seneste nyheder og de mest dagsordensættende artikler i de danske aviser. Jeg overvejede i forlængelse heraf, om jeg skulle skrive indigneret om de seneste politiske udspil, eller om jeg skulle kommentere på Megxit. Pludselig gik det dog op for mig, at min strategi var problematisk. Men også hvor tidstypisk og omsiggribende min tilbøjelighed er.
I stedet for aktivt at tage initiativ til en debat, som jeg finder faglig eller etisk betydningsfuld, var jeg på nippet til reaktivt at lade den flydende nyhedsstrøm diktere mit bidrag. Dette fænomen kaldes i en psykologisk terminologi for ”ydrestyring”. Ydrestyring kan ikke undgås, men den præger vores liv i alt for høj grad. Også når det gælder vores forhold til hinanden.
I stedet for at bruge tid på at gennemtænke og dernæst velovervejet tale om problemerne med vores ægtefælle, opstår der ofte skænderier ud af det blå, fordi dråben netop har fået bægeret til at flyde over.
Der bliver diskuteret sex lige efter en seksuel afvisning klokken 22.37 – hvor begge er dødtrætte – og børneopdragelse midt i ulvetimen, hvor noget netop er gået galt. Og selvom emnerne naturligvis er nogle andre, så sker det samme på arbejdspladsen.
I begge kontekster er det i alt for høj grad tilfældige ydre begivenheder, der dikterer, hvornår og hvordan vi udfordrer hinanden.
Denne form for tilfældig relationel ydrestyring medfører langt flere diskussioner og skænderier, fordi vi ikke på forhånd har prioriteret roen til at reflektere over, hvad vi vil sige, og hvordan vi vil snakke om problemerne. Vi bliver dermed hunde i et tilfældigt spil kegler i stedet for at styre spillet. Vi bliver reaktive i stedet for proaktive og dermed også mere magtesløse.
Det er også et argument for at lægge de dopaminfremkaldende skærme i lommen. De er nemlig ekstremt ydrestyrende. De bombarderer os med en overdosis af stimuli og information og presser vores associationsmuligheder ind i et netværk styret af stærke kommercielle interesser, hvormed den etiske og omsorgsfulde refleksion får et meget begrænset mentalt spillerum.
I stedet skal indrestyringen vælges aktivt til og prioriteres langt højere. Der skal nemlig pauser, ro og indre refleksion til, hvis vi vil kvalificere vores samtaler og styrke vores relationer. Eller hvis vi vil skrive tankevækkende bidrag til samfundsdebatten for den sags skyld.