DET VAR I 1964, at jeg i 3. g på Haderslev Katedralskole fik en ny dansklærer. Den lærer, jeg havde haft de to første gymnasieår, havde været udmærket, hvad angik den klassiske litteratur, men så heller ikke mere. Der var tale om lærdom uden perspektiv. Men så rejste han, og vi fik en ny, ganske ung. Han var selv blevet student fra skolen to år forinden. Nu blev han kaldt hjem fra litteraturstudiet i Aarhus, fordi man simpelthen ikke kunne finde en ny dansklærer, og det blev en åbenbaring – for mig og flere. Ved hans litteraturundervisning ankom vi til nutiden, til moderniteten. Vi læste Ole Sarvig, Ole Wivel, Klaus Rifbjerg, Jørgen Sonne – og verden åbnede sig.
For mit vedkommende faldt det sammen med, at jeg blev engageret i Kampagnen mod Atomvåben, gik påskemarch og mødte op til vælgermøder og til folketingsvalget samme år og – sammen med meningsfæller – søgte at få lokale folketingsmedlemmer til at gå imod, at der måtte findes atomvåben på dansk jord, hvad der faktisk var en del, der dengang i den kolde krigs mest ”varme tid” syntes måske kunne være en nødvendighed.
Denne opstand mod en såkaldt politisk nødvendighed kom nok mest til orde i litteraturen. I de miljøer, hvor jeg færdedes, var der en sammenhæng mellem poesi og politisk engagement. Det var dengang!
DEN UNGE DANSKLÆRER, der også skulle blive min ven og har været det i de forløbne 54 år, var Karsten Sand Iversen, der skulle blive en af de mest formidable oversættere af den virkelig store litteratur.
Oversættelser af Kafka, Canetti, Musil, Ekelöf, for slet ikke at tale om den imponerende præstation med ny oversættelsen af James Joyces ”Ulysses”, en bog, der forandrer ens verdenssyn, men mest af alt ens syn på sig selv, og blandt så meget andet forhindrer én i opfattelsen af, at ens egen verden og virkelighedsopfattelse er den definitive. At et håndtryk, når man bliver dansk statsborger, måske ikke er det mest pompøse udtryk for væsentlighed! Tænk, hvis politikerne havde læst ”Ulysses”. Det er der ikke meget, der tyder på, at de har!
Men Karsten Sand Iversen er ikke alene en fremragende oversætter, han har gennem de senere år skabt et forfatterskab, som får mig til at genkalde stemningen af væsentlighed og dannelse fra et euforisk 1964. Det er bøger som ”Skyggebiblioteket”, ”Omskrivninger” og nu senest ”Tid af jern og ild”. Netop i denne fastholdes den dannelsesdimension, der levede i de østeuropæiske sprogrum, hvor kunst og litteratur ofte var helt alene om at bevare menneskeligheden i lande, der bestandig var ved at blive mast mellem nazisme og sovjet
kommunisme, eller som bestandig måtte forholde sig til dilemmaet mellem underkastelse og udelukkelse.
Det var dengang, og deprimerende nok også et eller andet sted et nutidigt vilkår! Eller med bogens motto af den ungarske digter Gyula Illyés ”er det ikke forbavsende, hvor hurtig en historisk udvikling forløber, så snart den styrer mod det umenneskelige”.
Karsten Sand Iversen forsøger gennem sin seneste bog at reparere på en kollektiv glemsomhed, eller en mangel på dannelse, at ingen i en dansk sammenhæng har fundet det umagen værd at beskæftige sig med den litteratur, der ikke er en personlig eller national selvspejling. Han skriver om det aktuelle Polen og Ungarn, der ikke vil lade sig forpligte af fælles EU-regler, og ”ikke vil lade en homogen befolkning smitte af immigranter og således dyrker folkerenhedens fantasme”. Det skyldes også det vestlige Europas manglende historiske indsigt, de blinde punker i vor viden, men også, at vi intet selv har lært og bestemt kun ser den rumænske tigger som en belastning og slet ikke som en anfægtelse.
Nu skal dette jo ikke være en anmeldelse af Karsten Sand Iversens seneste bog, omend det kunne være en fristelse. Det må andre – forhåbentlig – tage sig af.
Jeg vil blot gøre opmærksom på et vægtigt bidrag til en europæisk dannelse, som er mindst lige så vigtig som dannelsen i dansk kultur, hvis vi da ikke skal fryse inde i selvglæde og lukkethed. Den fristelse er desværre i disse år nærliggende – og mere end det: Den er toneangivende.
Naturligvis skal vi passe på Danmark, som det igen og igen udtrykkes i den politiske retorik. Men måden at gøre det på er forbundet med sansen for det fremmede, som i Karsten Sand Iversens formidling også er sansen for mangfoldigheden, som både er mere spændende og dannende end alt det, vi godt – veltilfreds – kender i forvejen.
Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.