Jeg tror, man bliver mere galsindet med alderen. Mænd gør i hvert fald. Det begynder omkring de 50 år. Nogle får sig en affære, andre køber en motorcykel, og så er der alle os andre, der på ynkeligste vis nøjes med at sidde i bilen og råbe ad trafiklyset, når det bliver rødt. På den anden side af de 60 år bliver vreden natur. Du irriteres på daglig basis, og ingen anledning er for latterlig eller for lille.
Da jeg var yngre, var jeg måske nok lidt opfarende, ”flywgal”, som det hedder på jysk. Det var sådan noget med i ny og næ at sparke til skrivebordet, slå en knytnæve i døren eller snerre ad drengene. Nu er jeg mere indædt. Hvis jeg var en tegneserie, ville jeg gå rundt med en lille permanent tordensky over hovedet og sige: ”Hrmpff.”
Det er et mønster, som igen og igen falder mig i øjnene, ikke kun hos mig selv og blandt mine jævnaldrende kønsfæller, men i den store vide verden som sådan. Jeg ved godt, at man ifølge sangen ikke skal snakke om bemeldte verden, ”som om den er gammel,/ af synd og sorger mæt”, men vred er den blevet. Som en på over 60 år. Vrede er vi alle blevet. Vi lever i en vredens tidsalder.
USA udgør som sædvanlig den store scene med den spektakulære rollebesætning: Trump, konspirationsteorier, bevæbnede højreradikale i gaderne, Black Lives Matter og grassat identitetspolitik. Herhjemme er vi mere diskrete med tingene, mere ulmende, men fronterne er der. Polariseringen foregår med en egen kompromisløshed, hvad enten det drejer sig om flygtninge, forhud, klima, covid-19 eller MeToo.
Men tilbage til gammelmandsvreden. Jeg tror, den handler om en fornemmelse af at blive presset eller mast af nogle omstændigheder, man ikke kan styre, og som kommer i vejen og på tværs. Her kommer jeg med mit og min lille, fint kalibrerede hverdag, og der kommer du, omverden, med alle dine utidige forstyrrelser, dine røde trafiklys og din larmende ungdom. Eller på den globale scene: din pandemi, dine flygtningestrømme, klimaforandringer og alle mulige gruppers alle mulige krav om at blive taget alvorligt og om at sætte deres dagsorden i stedet for min.
Og da det som bekendt ligger dybt i os syndige mennesker, at vi konsekvent kommer med os selv forrest og tror, at vi er de retfærdige, mens de andre er de uretfærdige, så er der på alle niveauer dømt kollisionskurs og knubbede ord. Ikke mindst fordi de, vi synes kommer i vejen, også kommer stormende imod os fra den modsatte side og vil, at vi skal vige med vores gamle patriarkalske og religiøse magtstrukturer og lade dem komme til i stedet. Det er på høje tid, hvide, gamle mænd, potentielle krænkere, overforbrugere, klimasyndere, boomers!
Bevares. Vrede, konflikter og sammenstød er ikke en ny opfindelse, men når vores tid er en vredens tid og af mange karakteriseres som en vredens tid, så kan det måske skyldes, at dét, vi føler truer eller krænker vores fremfærd og retfærdighedsfølelse, er noget uhåndterligt stort noget, noget overmægtigt og næsten fundamentalt uflytteligt. Igen: pandemi, klimaforandringer, folkevandringer, socialt opbrud, strukturel, politisk og økonomisk uretfærdighed.
Og så er der selvfølgelig de sociale medier, hvor man rigtigt kan lukke op for vredessluserne eller give den gas, og hvor verden fremstår noget mere overskuelig. Fordi vi ved jo godt, at det er Bill Gates eller kineserne, der står bag pandemien, ja, vi ved, hvem der i det hele taget er de virkelige skurke bag al den her elendighed. Og skulle andet glippe, kan man finde sammen i unison ophidselse over ham, der har efterladt hunden i en overophedet bil. Vrede er jo også noget, vi kan være fælles om. I vrede, forener eder!
Endelig er det, som om den traditionelle politisk demokratiske vej til at imødegå alverdens tunge udfordringer med, er sat på standby. Som om de vrede ikke rigtigt længere tror på den slags og stædigt holder på, at de andre bare skal se at flytte sig. Eller er det, som om historien og dens lærdom også har måttet vige for den indædte vrede, der ikke ser andre veje end dens egen, om den så består i den brovtende nationalisme, nedrivning af statuer eller forsøgene på at lukke munden på dem, der siger, hvad man ikke gider høre blive sagt?
Jeg synes, at jeg med alderen bliver bedre og bedre til at sætte mig ind i vredens psykologi. Herren forbarme sig over mig! Men når jeg ser mit barnebarn og hendes tøvende og famlende færd ud i verden, hvor hun lige har lært at rejse sig ved egen kraft, og hvor hendes små fingre nu kan arbejde længe med sin farmors ørering. Så er vreden der ikke. Ikke skyggen af den. Og et eller andet sted fatter jeg det bimlende naive håb, at alle andre måtte have det lige sådan, og at flere af os vil forstå og lære, at vi alle, en gang imellem, må korrigere kursen i forhold til hinanden og gøre vores til at tøjle vreden. Den evigt selvretfærdige vrede. Hrmpff!
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.