Vi må blive bedre til at give hinanden fri

Jeg har faktisk taget mig selv i at være en smule flov over at have oplevet de seneste par måneder som en slags ufrivillig, men meget behagelig retræte

Under coronakrisen har Lene Tanggaard brugt utallige timer foran en skærm, men hun har også læst masser af bøger og generelt haft en følelse af overskud og frihed, skriver hun. – Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix.
Under coronakrisen har Lene Tanggaard brugt utallige timer foran en skærm, men hun har også læst masser af bøger og generelt haft en følelse af overskud og frihed, skriver hun. – Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix.

Den italienske forfatter Paolo Giordanos bog ”I smittens tid” er netop udkommet på dansk på Forlaget Klim. I bogen skriver han, at coronatiden er blevet pausens og eftertankens tid. Det genkender de fleste af os nok. Jeg har faktisk taget mig selv i at være en smule flov over at have oplevet de seneste par måneder som en slags ufrivillig, men meget behagelig retræte. Forstå mig ret.

Jeg har aldrig holdt flere koordineringsmøder i mit liv, og alle weekender og helligdage er nærmest blev spoleret af, at vi på de videregående uddannelser har skullet holde mandtal og tælle kvadratmeter og holde styr på detaljer i fase et, to og tre for genåbningen.

Det har hjulpet, at vi på vores skole har haft et forbilledligt godt samarbejde med de øvrige rektorer på de kunstnerisk videregående uddannelser og styrelsen i Uddannelses- og Forskningsministeriet, men det har også været udmattende, fordi det har været lidt uforudsigeligt, hvad der ville komme, og hvad vi måske skulle forholde os til.

Det har været unævneligt mange timer foran en skærm, og min computer har da også fortalt mig hver uge, at jeg har slået rekorder for skærmtid. Når man ikke er den, der løber stærkest, kan man jo altid slå en computerrekord.

Men jeg har samtidig skrevet bøger, og jeg har haft tid til at sætte alt muligt i system. Selv min fryser herhjemme er blevet afrimet, og vores pulterrum under trappen ser ud, som om den japanske oprydningsekspert Marie Kondo har været forbi. Det er sært tilfredsstillende, og det er da mærkeligt, at man kan opleve både at være effektiv og produktiv og at have mere fri tid. I hvert fald at have en oplevelse af frihed. Det står i en mærkbar kontrast til, at vi har været spærret inde i vores eget land eller på hjemmekontoret, og det føles forkert at mærke positive effekter af en katastrofal sundhedskrise, der er blevet til en økonomisk krise, der kommer til at trække voldsomme spor i vores samfund. Der kan tilsyneladende virkelig være forskel på den lille og den store verden.

Alting hænger ellers sammen, og ovennævnte Paolo Giordano skriver da også, at smitten er et symptom, mens infektionen bor i vores økosystem. Det går ikke på sigt, at min lille verden opleves som uforbundet til resten, men samtidig er det nok meget sundt (nu vi er i sundhedskrise), at det er muligt at finde mening, selv i det tragiske.

Da jeg fortalte en kollega og ven om min oplevelse af overskud og frihed i de seneste måneder, responderede han da også, at vi bør overveje, hvordan vi kan give hinanden mere fri. Hvorfor er vi, måske, ikke så gode til at give hinanden fri?

Hvad er det, vi har så travlt med? Jeg har i hvert fald ikke lidt af Fomo (fear of missing out) i denne tid, for der har ikke rigtig været noget at gå glip af. Til gengæld har jeg læst bøger. Masser af bøger. Jeg har faktisk næsten været tilbage til dengang, jeg som barn blev inspireret af en pige fra min klasse. Hun læste en bog om dagen, og jeg satte mig for at gøre det samme, men da jeg også gik til både håndbold, fodbold, kor, madlavning i ungdomsskolen og basketball, så kneb det indimellem. Hun boede ude på landet og kom vist aldrig rigtig med til sport og alt det andet, vi lavede inde i forstadsidyllen, så hun havde masser af tid, når hun kom hjem med skolebussen. Hun læste. Og sikke en lise det er at forsvinde ind i en verden af bøger, hvor man kan opleve alt muligt, mens verden står stille.

Jeg er ikke den eneste, der har nydt et lidt anderledes arbejdsliv. Hør blot, hvad en lærer skrev til mig:

”Jeg elsker corona-skolen, fordi i corona-skolen har børnene plads fysisk, fordi de er færre i rummet, og der er et krav om to meters plads til armsving. De ved, hvem de skal samarbejde med dagen igennem, og det skifter ikke, så de udvikler deres relation gennem arbejde og leg, og de supplerer hinanden i opgaveløsning. Dagen er rolig, og læreren er ikke bange for at være bagefter, men har fokus på elevernes trivsel. Forældrene kommer ikke ind på skolen, og børnene har totalt ejerskab over eget skoleliv, og hver dag er deres hovedlærere sammen med dem i rolige forløb på et par timer, hvor der både arbejdes i bogen, men også laves løbeopgaver og andet, for der er nemlig tid. Sikke en tid, fristes man til at sige. Det er ikke det hele, der har været helt tosset. Der er noget, vi bør tage med os.”

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard , bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind , universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris , direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.