Bondo: Vi må forme arbejdsliv, hvor vi kan holde længe og med lyst

Det allervigtigste i pensionsdebatten er at sætte ind med at forme arbejdsliv, der er bygget til mennesker af alle slags. Så vi kan holde længe og med lyst

Det allervigtigste i pensionsdebatten er at sætte ind med at forme arbejdsliv, der er bygget til mennesker af alle slags. Så vi kan holde længe og med lyst
Det allervigtigste i pensionsdebatten er at sætte ind med at forme arbejdsliv, der er bygget til mennesker af alle slags. Så vi kan holde længe og med lyst. Foto: Emil Kastrup Andersen.

PENSIONSDEBATTEN ruller, som den har rullet i årevis. Hvornår skal vi have ret til at gå, og hvor længe må vi faktisk blive, hvis vi har lyst og kræfter? Otium est pulvinar diaboli, lærte min far mig. Hvile er Djævelens hovedpude. Det syntes jeg var en mærkelig sætning. Min far forklarede mig, at den skulle forstås som et udsagn mod dovenskab. Arbejd, arbejd, til du segner. Først da er hvile tilladt.

For nylig kom jeg selv dertil, hvor jeg har modtaget en mængde varme ønsker for et godt otium. Jeg er som 66-årig trådt tilbage fra en post, jeg har været valgt til og har bestridt i 18 år – og alene det at skulle finde en anden arbejdsrytme end den, der hørte til det politiske arbejde, det er en opgave, der fylder.

Men det er selvfølgelig også en hvile – jeg behøver ikke svare enhver telefon, der er lidt færre mails, og jeg kan dirigere min opmærksomhed nye steder hen.

Jeg har også fået lykønskninger i anledning af ”pensionen”.

Men jeg er ikke gået på pension, jeg er som sådan ikke i gang med et otium. Jeg har derimod fået lov at sætte et nyt kapitel af arbejdslivet sammen af forskellige brikker, lidt jordemoderarbejde, lidt bestyrelsesarbejde, lidt foredrag, lidt organisationsarbejde. Og hvis en af disse brikker ikke passer ind i det samlede puslespil, så må jeg finde en anden brik, der passer.

Det tyske sprog har et vidunderligt ord for pension eller otium: Ruhestand. At stå i ro, at være i hvile. Det er da smukt. Det kan godt være, at det bare betyder pension. Men for mig klinger det af dybere vejrtrækning, langsommere puls, mere eftertænksomhed.

Den slags ruhestand vil jeg gerne være på. Ikke en ruhestand, der fritager mig fra arbejde, men som tillader mig at være mere i ro.

Jeg vil gerne som 66-årig bidrage med mere ro og langsommere vejrtrækning – både i et arbejdsliv, der passer til min formåen og styrke, i undervisning, der udnytter min erfaring, i sang, i sport og, ikke mindst, i samvær med mine børnebørn. De er verdens klogeste og sødeste. Der er nu også mange andre ruheständlere af begge køn, der holder børn i hånden, læser for dem, krammer dem uden for skoleporten, viser dem brandbilen, båden, hunden, og sjovt nok er disse børnebørn verdens sødeste og klogeste for netop deres bedsteforældre.

Det er ligesom dengang, jeg blev mor. Pludselig var verden fuld af andre kvinder med store maver eller barnevogne. I dag ser jeg så bedsteforældre overalt. Vi sender hinanden et lille blik, der anerkender, at ”jeg ved, hvilken vigtig opgave, du udfører”.

Det er ikke alle, der har børn eller børnebørn. Og det er ikke alle, der vil eller kan kaste sig ud i pasning, hentning, lektielæsning. Nogle har fuldt op at gøre med blot at holde sygdom nede og ensomheden fra døren. Det er også noget, vi kan gøre bedre – i ruhestand.

Jeg forstår godt, at det er svært at vælge en pensionsmodel, der passer til alle. Hvordan slider livet på et menneske? Nogle har lagt krop til meget og tålt det alligevel. Andre til lidt – men er knækket. Nogle har udholdt fysiske belastninger – andre psykiske.

Og vores velfærdsmodel har i årtier, ja, snart et århundrede, lagt vægt på, at der skal være noget til alle. Det er derfor, vi betaler vores skat med glæde.

Debatten fortsætter. Og det skal den, for det allervigtigste i den debat er at sætte ind med at forme arbejdsliv, der er bygget til mennesker af alle slags. Så vi kan holde længe og med lyst.

For hvile er ikke forbeholdt djævle.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.