Prøv avisen
Refleksion

Debat om burka, håndtryk og tv-værters påklædning handler om noget vitalt og alment

Illustration: Søren mosdal

Af Sørine Gotfredsen, Sognepræst, forfatter og Debattør

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

De nære fænomener skal tages alvorligt, for uanset hvor endeløst det globale udsyn kan forekomme, er det på denne plet, vi skal leve. Hverdagen er stadig konkret, det er den, der primært danner et menneske, skriver Sørine Gotfredsen

HVER ENESTE GANG man forlader sit hjem og træder ud i verden, er man med til at præge andres opfattelse af at være til. Måden, hvorpå vi betragter hinanden, træder til side, står i kø, hilser og går klædt – alt sammen har det betydning for vores tilværelse, og alligevel kan vi glemme at forholde os seriøst til alt dette konkrete mellem os.

Det skyldes nok blandt andet, at det umiddelbart kan forekomme lidt komisk at diskutere, om man i dette land skal give hinanden hånden, alt imens kloden bliver varmere dag for dag.

Ligesom det kan synes unødvendigt at have en holdning til formel påklædning i forhold til den mere private, når Donald Trump rokker ved verdensordenen, og det bliver stadig sværere at skelne mellem sandt og falsk.

Men ikke desto mindre skal de nære fænomener tages alvorligt, for uanset hvor endeløst det globale udsyn kan forekomme, er det på denne plet, vi skal leve. Hverdagen er stadig konkret, det er den, der primært danner et menneske, og hvad enten vi diskuterer påfaldende afslappet påklædning på tv-skærmen eller nogle politikeres ønske om, at man skal give hånd for at blive dansk statsborger, kredser vi om noget vitalt og alment.

DET HANDLER OM begrebet høflighed og evnen til at se sig selv i en større sammenhæng, hvor man må tilpasse sig og måske endda begrænse egen udfoldelse. Hør blot, hvad historiker Henrik Jensen skriver i sin bog ”Det ordentlige menneske”:

”Det, som engang gik under betegnelsen ’gode manerer’ og ’velopdragenhed’ kan spores tilbage til en evig interesse i kulturen for at bevare en vis orden og ved hjælp af faste former neutralisere mulige overskridelser og overgreb. Var der ikke en, der engang forestillede sig, at vi i tidernes morgen begyndte på noget så fænomenalt løjerligt som at give hånden netop for at vise, at vi ikke bar våben og ikke havde onde hensigter? Det er, hvad høflig opmærksomhed i det hele taget handler om.”

Normerne mellem os er i sidste ende med til at værne om den gensidige omsorg, og når så mange for tiden leder efter årsagen til, at tonen bliver grovere, og aggressionerne vokser, kan man henvise til Henrik Jensens definition af høflighed som et middel til at ”neutralisere mulige overskridelser og overgreb”. Der er i tabet af dannelse meget mere på spil, end det umiddelbart kan se ud til.

En del af glæden ved at leve sammen her på dette sted er på spil, og derfor er det så malplaceret, når mange i diskussionerne om de daglige normer på sarkastisk vis udtaler, at vi vist har større problemer at beskæftige os med. Det anses i dag for smart som et globalt sindet menneske at hæve sig op over de daglige trivialiteter og lade alle forstå, at man har blikket rettet mod noget større. Denne nedladenhed kender vi fra vigtige debatter om svinekød i institutioner, tildækning af kvinder, forholdene i svømmehallerne og altså også måden at hilse på, og den kan føre til forsimplede slutninger.

Som når lektor Sune Lægaard forleden i Morgenavisen Jyllands-Posten udtalte, at man roligt kan anskue debatten om håndtryk som udtryk for ren politisk strategi. Han sagde:

”Og så er konklusionen, at man skal stemme på Dansk Folkeparti eller andre, hvis man vil bevare danskheden.”

JEG AFVISER IKKE, at der kan være udspekuleret positionering på spil, men vi må ikke blive så forhærdede, at vi slet ikke kan forestille os, at nogen bringer et sådant emne på bane, fordi de helt oprigtigt mener, at det har betydning.

Vi lærer to vigtige ting i diskussionen om normer og dansk kultur. For det første, at der mangler sans for, hvordan et fællesskab formes gennem de valg, som vi hver dag tager, når vi enten opretholder normer eller lader dem visne. Og for det andet konfronteres vi med den store krænkelseskultur, der slider på forståelsen af at være sat i en større sammenhæng.

Vi er nået så langt i helliggørelsen af personens ret til altid at være sit eget autentiske jeg, at det kan være svært at føre en principiel samtale om høflighed og manerer. Og hvis man for eksempel efterlyser en højere standard angående påklædning blandt visse af dem, der udfylder et offentligt embede, opfattes man som en groft moraliserende person, der generelt vil fratage andre retten til at bestemme selv.

Det private er på ulykkelig vis blevet rodet sammen med det principielle, hvilket også er tilfældet i debatten om tørklæder og burkaer, hvor mange undlader at forholde sig til beklædningens egentlige betydning og blot gentager, at kvinden naturligvis må bestemme selv.

En overfladisk liberalistisk grundtone og en stærk individtænkning skaber tilsammen en dagsorden, der kan være med til at udhule dele af dansk kultur, idet vi kan glemme, at et menneske ikke blot skal ses som frit. Det skal også ses som bundet til et bestemt sted og en fælles arv. Det skal med andre ord føle sig forpligtet på at nære ”en evig interesse i kulturen”, og den – kulturen – findes hver eneste dag helt tæt på. I det, vi siger, i det, vi gør, i det tøj, vi iklæder os, i måden, vi hilser på, og i det, vi tror på. Det hele hænger sammen.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.