Lillian Bondo: Vi må lære hinandens nordiske sprog

I stigende grad går vi nordiske jordemødre mod engelsk, og det er ærgerligt, for i Norden har vi sammenhæng mellem vores forskellige landes jordemodervirksomhed.

De værdier, som det giver at blive mindet om historie og muligheder for udvikling, dem har vi i alle årene brugt som bindemiddel i vores fællesskab, skriver Lillian Bondo.
De værdier, som det giver at blive mindet om historie og muligheder for udvikling, dem har vi i alle årene brugt som bindemiddel i vores fællesskab, skriver Lillian Bondo.

JEG SIDDER og spiser morgenmad på hotellet i Reykjavík. Det er tåget udenfor, så de store fjelde er skjult. Industribåde og turbåde pryder udsigten.

Det er kort før, vores møde i det nordiske jordemodersamarbejde begynder – et møde, der plejer at blive afholdt på de nordiske sprog. Med de munterheder og forbistringer og gebrækkeligheder, som det medfører. Er noget roligt, eller er det lugnt – skal vi kose os eller hygge os – har kvinder rier, verker eller veer?

De værdier, som det giver at blive mindet om historie og muligheder for udvikling, dem har vi i alle årene brugt som bindemiddel i vores fællesskab.

Men det er under udfordring.

Jeg så for nylig, at dronning Margrethe blev kritiseret for at have udtalt sig med usædvanlig heftighed i anledning af nordiske naboers valg af engelsk som det fælles sprog. Nogle fremførte, at hun sagtens, med sin lange og grundige uddannelse, kunne begå sig mellem nordiske frænder – men mon ikke også dronning Margrethe står af over for visse udgaver af dansk, som det tales i lyntempo i særlige grupperinger af unge... Jeg gør i hvert fald selv indimellem.

Jeg forstår heller ikke finsk og fanger kun brøkdele af islandsk og færøsk. Men den gave, at Island har opretholdt danskundervisning og Finland svenskundervisning, den samler os alligevel.

JEG KØRTE MED en taxachauffør hjem fra mødet i aftes. Ventede egentlig, at han blot ville vælge engelsk. Men nej – han opretholdt det mest charmerende kaudervælsk af fællesnordisk tilsat en snip engelsk, når det blev for svært, og noget af det, han delte med mig, var, at islændinge elsker dronning Margrethe, eller Margret-Thorhildur, som han kaldte hende, ”hun har jo et godt islandsk navn – hun forstår det islandske folk – hun holder af vort land”.

Det var jo håbefuldt i forhold til vores tilstundende møde og faglige kongres. Og dog. For yngre islændinge vil ikke gerne tale dansk. Og yngre finner ikke gerne svensk.

Så i stigende grad går også vi nordiske jordemødre mod engelsk. Så meget desto mere, som at estiske og hollandske og franske jordemødre sammen med op mod 20 andre nationaliteter også er til stede til den faglige kongres.

Taber vi så vores fællesnordiske præg?

Måske ikke. For det er flettet ind i så mange små afstikkere til forklaringer og samtaler over jordemoderkaffen. Det lever, når vi arbejder i hinandens lande med hinandens modersmål som arbejdssprog, og først og fremmest er jordemoderarbejdet et arbejde, et liv med meget fælles gods på trods af sprog.

STADIG FINDER JEG DET vældig vigtigt, at vi lærer hinandens nordiske sprog. Alene fordi hvert eneste barn bliver klogere og får udfordret hjernens nysgerrighed og bliver tilfredsstillet af at lære mere, jo flere opgaver, som vi meningsfuldt kan stille – som for eksempel at lære et nyt sprog. Mit barnebarn på seks år har fanget, at mange engelske enstavelsesord måske har en nordisk rod, og han leder ivrigt efter sammenhænge – vikingetid og samhandel fascinerer.

I Norden har vi sammenhæng mellem vores forskellige landes jordemodervirksomhed. Vi er de ældste nationer i verden med anerkendt, beskrevet og kontinuerlig jordemodervirksomhed op gennem historien med lovgivning i Danmark (og Norge, Færøerne, Island og Grønland) og i Sverige (og Finland) siden først i 1700-tallet.

Respekt for kvinders og børns overlevelse har været med til at skabe vores velfærdssamfund. Det er noget, der samler under alle omstændigheder.

Også selvom vi må gribe til engelsk indimellem for at fortælle den store historie og holde fast i dens betydning fremover.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.