Vi må løfte diskussionen om landbruget

"Vores samfundsindretning, herunder landbruget, undergraver de økologiske sammenhænge, der bærer vores liv," skriver debattøren
"Vores samfundsindretning, herunder landbruget, undergraver de økologiske sammenhænge, der bærer vores liv," skriver debattøren Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Den største udfordring, demokratiet har stået over for, er klimaudfordringen. Både FN og Verdensbanken har udråbt den til at være en trussel mod den civilisation, det er lykkedes os at stable på benene siden sidste istid for cirka 11.000 år siden.

Herhjemme er det lige nu landbrugets rolle, der diskuteres. Et spørgsmål, der kompliceres af erhvervets betydning for økonomien i landområderne, gælden på mere end 300 milliarder kroner, som erhvervet har sat sig i, og de mange milliarder i offentlig støtte, som holder erhvervet kørende.

Erhvervet har ikke selv råd til at omstille produktionen, og der er uenighed om, hvorvidt man skal gå i retning af en yderligere effektivisering af den animalske produktion eller en økologisk og plantebaseret produktion.

Hvad koster hvad, hvad er realistisk, hvad vil fremtidens markeder efterspørge? Det er blot nogle af de faktorer, som indgår i diskussionerne.

Set i det lys er det bekymrende, hvordan det politiske spil reducerer diskussionen til sort-hvide enten-eller-løsninger og en retorik så primitiv, at den ville dumpe en eksamen på første semester.

Vi har en fødevareminister, der omtaler enhver kritik af det bestående erhverv som ”udskamning”, en oppositionsleder, der hævder, at enhver, der ikke støtter op om en fortsat udvikling af den animalske produktion, vil ”afvikle erhvervet”, og et erhverv, der på trods af det påviseligt forkerte i påstanden fortsat fremturer med, at den animalske produktion udgør rygraden i landets økonomi.

Hverken nationalt eller globalt kan vi fortsætte som hidtil. Vores samfundsindretning, herunder landbruget, undergraver de økologiske sammenhænge, der bærer vores liv. Hvad vi gør nu, er afgørende for kommende generationers og utallige arters liv.

I den situation kunne man ønske sig, at demokratiet viste sig fra sin smukkeste side. At der blev dannet enighed om, hvilket vidensgrundlag som vi diskuterer ud fra, og at de værdier, som bærer de forskellige løsninger, blev synliggjorte.

Kun på den måde kan der træffes beslutninger, der på en gang sikrer, at vi kan producere mad til et stigende antal munde, og samtidig respekterer de økologiske begrænsninger, som nu engang følger af at leve på en kugle med begrænsede ressourcer og begrænsede mængder af plads at smide vores affald på.