Prøv avisen
Kirkeligt set

Katolsk præst: Vi må se lidelsen i øjnene

Det er forståeligt nok, at vi i første omgang straks vil fjerne årsagen til lidelse, men vi skal vide, at det ikke altid er en hjælp, skriver katolsk præst Daniel Nørgaard. Illustration: Søren Mosdal

Daniel Nørgaard

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Med sin lidelse og død viser Jesus os en livsholdning, hvor lidelsen ikke er noget, der for enhver pris skal undgås, men noget, vi skal turde tage på os

De sidste to uger af fastetiden kalder vi i den katolske kirke for Passionstiden. Her lægger vi særlig vægt på Jesu lidelse, og vi ”fejrer” den som årsagen til vor frelse: ”Ved hans sår blev vi helbredt” (Es. 53, 5). Men i korsets mysterium er der en visdom, som ikke kun giver håb om et liv efter døden. Jesu død er heller ikke blot et tegn på, hvor meget han elsker os. Jesus inviterer os til at følge ham op på korset.

Med sin lidelse og død viser han os en livsholdning, hvor lidelsen ikke er noget, der for enhver pris skal undgås, men noget, vi skal turde tage på os. I første omgang lyder det barskt:

”Den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd” (Matt. 10, 38). Men i lidelsen er der en frugtbarhed: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold” (Joh. 12, 24). Kan et samfund ikke rumme lidelsen, bliver det sterilt og overfladisk.

Den amerikanske franciskaner Richard Rohr har gjort opmærksom på en stor mangel i den vestlige verden: Vi har ikke længere nogen overgangsritualer til at forklare især unge mænd, at lidelsen er en nødvendig del af tilværelsen.

Hvor kvinder af helt naturlig vej både gennem kroppens cyklus og især ved fødslen erfarer, at frugtbarhed koster lidelse, så er mænd fraskåret denne læring. Derfor har man i de såkaldte ”primitive” kulturer stadig den visdom at udsætte unge mænd for afsavn og smerter gennem nogle overgangsritualer.

I oldkirken var dåben med til at give en lignende oplevelse gennem den dramatiske neddykning af hele kroppen under vand som billede på, at man bliver begravet med Kristus.

Og ved den katolske konfirmation fik man i gamle dage en lussing for at blive mindet om, at livet gør ondt. Disse kristne symboler har nu mistet noget af sin kraft, og vi har forsøgt at lære de kristne sandheder blot gennem den mundtlige forkyndelse.

Men især i USA finder man nu tilbud om lejre for mænd, der gennem kristne overgangsritualer får kommunikeret sandheder ved at mærke dem på egen krop.

Jeg regner ikke med, at Kristeligt Dagblad vil begynde at tilbyde overgangsritualer i vildmarken for sin læserklub.

Jeg tror også, at kristne vejledere er i stand til at hjælpe folk gennem diverse livskriser som sygdom og skilsmisser på en måde, så sandheden om lidelsens frugtbarhed bliver synlig. Korsets mysterium kan erfares på mange måder. Det essentielle er, at vi stadig tør give plads til det.

Helt galt går det, når vi i vores forkyndelse ukritisk forsøger at undgå lidelse. Da Jesus fortæller sine disciple, at han kommer til at lide ondt og vil blive slået ihjel, går Peter i rette med ham og siger: ”Sådan må det aldrig gå dig!”. Men Jesus svarer ham: ”Vig bag mig, satan!” (Matt. 16, 22-23).

Det er forståeligt nok, at vi i første omgang straks vil fjerne årsagen til lidelse, men vi skal vide, at det ikke altid er en hjælp. En udsultet fange fra en kz-lejr skal ikke have den mængde mad, han længes efter, men først spise få mængder ad gangen. Ellers dør han. Nogle gange er det sundeste tålmodigt at bære lidelsen.

I flere af de etiske spørgsmål, hvor et stort flertal af befolkningen har en helt anden holdning, end den vi traditionelt har båret i kristendommen i århundreder, ligger et velment ønske om at afhjælpe lidelse. Det gælder for eksempel aktiv dødshjælp og transkønnethed. Problemet her er, at hovedargumentet for at give eutanasi eller en kønsskifteoperation er, at det er synd, at de mennesker skal lide. De mange logiske forbehold, man kan have imod denne ”medicinske hjælp”, bliver ikke hørt. Man vil gøre hvad som helst for at stoppe lidelsen. Men på den måde skaber man efter min overbevisning endnu større problemer.

Som kristen er min opgave ikke at fordømme dem, der presset af lidelsen har truffet etisk tvivlsomme valg. Jeg har ikke stået i den situation at føle mig helt fremmedgjort i min krop for så at ty til kirurgiske indgreb, der skal gøre livet tåleligere. Men jeg har i meget mindre pressede situationer ofte spist en stor plade chokolade eller truffet andre dårlige valg i forsøg på at slippe for lidelse. Jeg kender godt til at bukke under for fristelser, når livet gør ondt, og er ikke i en position til at fordømme nogen.

Men jeg har også erfaret at turde se lidelsen i øjnene og acceptere den og finde en stor ro i dette. Og Passionstiden minder mig om, hvad Jesu lidelse har udrettet for os. Forhadt, fornedret og forladt har vor Frelser overvundet døden.

Ved at efterligne ham kan jeg også bære frugt.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti Marie Høgh.