Et samfund kan bedømmes på, hvordan fællesskabet løser opgaver for borgerne. Er der lys i gadelygten? Bliver vejene repareret, når de får huller? Er der politi, der beskytter os mod dem, der ikke overholder de fælles regler om ejendomsret, om færdselssikkerhed, om personbeskyttelse? Passer vi på hinanden i trafikken? Er der adgang til el, telefoni, varme? Bliver syge og gamle passet, børn og unge undervist?
Jeg tror, at vi alle kan nikke genkendende til dette og til meget mere, som vi opfatter som en del af det fælles gods, vores samfund rummer. Fælles gods, som vi har meget mere af, end man for eksempel kender det i USA. Vi har skattefinansiering af en lang række goder, som man kun kan komme til med ganske høje betalinger i andre lande.
Et bestemt emne, der er oppe her i december, er postomdelingen. Jeg har læst om postbude i min barndom og ungdom. Set det røde postbud komme med morgenpost – og aftenpost! Fået vist billeder af postbuddet i børnebøgerne, sendt postkort med postbude, set danske film, i hvilke postbuddet altid spillede en hyggelig lille rolle, og for tiden læser jeg Antonio Skármetas lille perle af en roman ”Brændende tålmodighed”, den om det lokale postbud, der cykler ud til kun én destination hver dag, nemlig Pablo Neruda. Bogen var forlæg for en vidunderlig film: ”Il Postino”, ”Postbudet” – se eller gense den.
I dag ville Pablo Neruda skulle trawle sin mail igennem hver eneste dag for at sikre sig, at spamfilteret ikke rummede en henvendelse fra nobelpriskomitéen, og han havde sendt Matilde af sted i den lille bil for at hente pakkeposten i den nærliggende lokalkøbmands baglokale eller i tankstationens tidligere serveringsrum – for tiden corona-lukket.
For postbuddet er stort set væk. Og den funktion, som den daglige ankomst af et postbud har haft for et lokalsamfund, den er dermed også væk – eller også forsvandt den først...
Postomdeling er i dag noget, der skal give overskud. Den fælles opgave at sikre kommunikation helt ud til de fjerneste destinationer (hvilket i et lille land på 43.000 kvadratkilometer ikke vil sige så meget endda), den er truet. Nu er brevomdeling noget, der i meget stort omfang er afløst af elektronisk kommunikation, og der, hvor brevene stadig bliver sendt, tager det absurd lang tid – for en høj betaling.
Hvor vi imidlertid ser ny kommunikation skyde frem, er på pakkepostområdet. Her er der en lang række firmaer, der konkurrerer med hinanden om at levere alskens netindkøb og byttevarer frem og tilbage mellem ind- og udland. Her blomstrer udvekslingen. Det er oftest meget rodet, det er kreativt, det er undertiden lidt usikkert, om man kan finde sin pakke, men det bare vokser og vokser.
Corona har sendt os hjem til indkøb via skærm i stedet for indkøb i fysisk form. Og julehandlen bare eksploderer yderligere i den retning.
Vi får næppe det røde postbud tilbage – alene derfor, at postbuddet nu er blåt.
Men heller ikke på den måde, at han eller hun træder ud af træskoene og smutter ind med posten til en kop kaffe ved køkkenbordet og et helt uofficielt tjek af fru Nielsens helbredsstatus – med efterfølgelig rapport til købmanden: ”Ah, nu er hun ved at falde lidt af på den, i dag kom der salt i kaffen...”
Vi skal selvfølgelig ikke gå baglæns til øget papirforbrug – og jeg skal nok undlade yderligere idyllisering af postbudenes funktioner.
Men tænk lige over, hvordan vi fastholder at passe på alle og betjene selv de fjerneste hjørner, mens du henter dine julepakker på Shell-tanken.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.