Pia Olsen Dyhr: Vi må ud af skyttegravene i identitetsdebatten

Jeg kan umuligt være den eneste, som ikke længere tør kaste mig ind i debatten om køn, identitet og seksualitet. Det er et hajfyldt farvand, hvor man risikerer at blive spist, hvis man svømmer lidt udenfor

Hvorfor skal der gå skolegård i den, når vi diskuterer et af tidens hotteste emner? spørger SF-formand Pia Olsen Dyhr.
Hvorfor skal der gå skolegård i den, når vi diskuterer et af tidens hotteste emner? spørger SF-formand Pia Olsen Dyhr. Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Søges: nuanceret debat om den såkaldte identitetspolitik. Haves: hysterisk debat, som ingen almindelige mennesker kan kende sig selv i.

Så enkelt kan denne klummes pointe skæres.

For jeg tror helt ærligt ikke, jeg er den eneste, der ikke længere tør kaste mig ind i debatten om køn, identitet og seksualitet. Det er et hajfyldt farvand, hvor man risikerer at blive spist, hvis man svømmer lidt udenfor.

Og nej, jeg anklager ikke nogen specifikt. Jeg forstår bare ikke, hvorfor der går skolegård i den, når vi diskuterer et af tidens hotteste emner. Forsvarer man MeToo, er man terrorist. Åbner man for, at sproget kan indeholde flere nuancer end dem, vi har i dag, får man stemplet identitetspolitik i panden. Træder man ved siden af i kønsdebatten, bliver man lynhurtigt udråbt som en transfob.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ofte bliver den skingre tone hjulpet godt på vej af de kliklystne medier.

I sidste uge kunne man læse, at debatten i Sverige nu var så langt ude, at man diskuterede, at der var flere udstoppede handyr end hundyr. Det lyder jo komplet vanvittigt! Overskriften var bare vildledende. Det handlede ikke om kønshysteri, men om, at naturhistoriske museer ikke får et retvisende billede af arterne. Ikke feminisme på speed, men knastør forskning.

I sommerferien rasede debatten om juridisk kønsskifte for børn. Overskriften var, at børn selv skulle til at bestemme deres køn. For mig lød det intuitivt som en dårlig idé, at børn helt ned til seks år kunne skifte juridisk køn.

Siden jeg mødte Helge, som fortalte om sin skønne datter, der er født som dreng, er jeg blevet mere åben for idéen. Præsenteret for nuancerne, dilemmaerne, bliver debatten ikke så sort og hvid. Dét savner jeg i den offentlige debat.

Den såkaldte identitetspolitik handler blandt mange ting om at beskytte minoriteter og sikre en stemme til dem, der i dag ikke har en. Det er det, et demokratisk samfund kan.

Vi skal åbne de lukkede kasser, som vi nemt kommer til at placere hinanden i. Desværre indsnævrer selvsamme politik samtalen, når den lukker sig selv inde i en boble, som på universiteterne.

Vi skal ud at tage fat på de ligestillingsproblemer, der findes i blandt andet muslimske miljøer, i militæret eller i skurvognen.

Men første skridt vil være, at vi kommer ud af skolegårdsretorikken og skyttegravene.