Prøv avisen
Kirkeligt set

Katolsk præst: Vi må uforbeholdent anerkende, at der er sket kæmpe svigt

illustration: søren mosdal

Daniel Nørgaard

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Indhentet af virkeligheden, som vi er i den katolske kirke, med talrige rapporter om misbrug og dækning over det, må vi i første omgang lægge den naturlige skepsis fra os. Vi må uforbeholdent anerkende, at der er sket kæmpe svigt. Vi må give ofrene mulighed for at fortælle og lade deres historier blive kendt, skriver katolsk præst

I HENRIK Pontoppidans for tiden meget omtalte ”Lykke-Per” giver Jakobe udtryk for sin frustration over kristendommen i et brev til Per:

”Men kun på ét vilkår kunne jeg række kirken hånden, – det, at den gik i sig selv og blev ærlig. Og endnu dette: at den som vidnesbyrd om sin omvendelses oprigtighed pålagde sig selv den samme bodsgang, som den fordrer af sine enkelte medlemmer. Lad den gamle synder tilhylle sit åsyn, som der står skrevet, og for al folkets øjne tilstå sin brøde. Det må være begyndelsen!”.

Jakobes anklager mod kirken går blandt andet på den antisemitisme, hun selv har været udsat for. Men for en katolik vil ordene i dag uundgåeligt lede tanken hen på overgreb mod mindreårige og forsøgene på at skjule dem. Vores svigt har ikke alene fået mange til at vende ryggen til kirken som institution, men også til slet ikke at ville høre på det kristne budskab.

At udsætte børn for ødelæggende oplevelser og at krænke dem igen ved at forsøge at fortie og benægte det skete er i sig selv himmelråbende forfærdeligt. Men at en kirke, som har til opgave at føre folk til troen på Kristus, ved sit svigt ender med at støde folk væk fra ham, er en falliterklæring, som rejser spørgsmålet om kirkens eksistensberettigelse.

I DENNE IDENTITETSKRISE for den katolske kirke er det derfor også naturligt, at vi husker hinanden på, at mange af kirkens hyrder trods alt lever op til deres kald og udøver en forbilledlig tjeneste. Kirken er meget mere end overgreb. Jeg må derfor også indrømme, at jeg ved nyheder om nye overgrebssager altid fyldes med en tvivl om, om sagen nu også er så alvorlig, som den bliver beskrevet. Er der mon ikke igen blot tale om ondsindede angreb fra fjender af den kristne tro?

Den samme skepsis finder man også i familier, hvor en venlig familiefar pludselig anklages for overgreb. Det er naturligt at have svært ved at tro på det. Men samtidig er det netop den omgivende families manglende erkendelse af, at der er sket et overgreb, som er noget af det mest smertefulde for et offer for incest.

Det skildres meget smukt i filmen ”Magnolia”, hvor en mor pludselig indser, at hendes voksne datter blev misbrugt af sin far som barn. Indtil da har hun blot anset datteren som uligevægtig. Hun tager hjem til hende for at bede om tilgivelse, og mens de omfavner hinanden, zoomer kameraet ind på et maleri, datteren har malet. På maleriet ser man en pige sidde ensom uden for fællesskabet, og ordene ”but it did happen” (men det skete faktisk) står skrevet under hende. Seksuelt misbrug

skaber isolation. Indrømmelser kan hjælpe med at hele.

Indhentet af virkeligheden, som vi er i den katolske kirke, med talrige rapporter om misbrug og dækning over det, må vi i første omgang lægge den naturlige skepsis fra os. Vi må uforbeholdent anerkende, at der er sket kæmpe svigt. Vi må give ofrene mulighed for at fortælle og lade deres historier blive kendt.

Flere katolikker herhjemme har undret sig over, hvorfor vores medlemsblad og bispedømmets officielle hjemmeside ofte giver meget plads til historier om misbrugssager, som har fundet sted på fjerne kontinenter. Det er jo ærligt talt ikke særlig god reklame for os.

Men der er ingen anden vej til at genvinde troværdighed end ved at lægge alt frem. Kirken går på den måde ”bodsgang” og vil ”for al folkets øjne tilstå sin brøde”, som Jakobe kræver det. Også dette er en måde at vise anerkendelse over for ofrene.

MEN DET KAN ALDRIG VÆRE NOK blot at se tilbage og undskylde for fortidens fejl. Der må også sættes stærkt ind for at undgå, at historien gentager sig. Og her er det vigtigt, at vi som kirke tør opfatte os som under angreb. Ikke angreb med falske anklager for at ødelægge kirkens renommé, men angreb fra ham, der ikke ønsker, at folk kommer til tro på Kristus.

Jesus lærte os at bede ”(...) og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde”. Det vil være naivt at forestille sig, at Djævelen ikke har et ønske om at stække kirken. I den katolske kirke, hvor der ofte prædikes om, at vores trosliv også kræver en moralsk livsførelse, vil amoralske præster klart svække kirkens forkyndelse. Derfor må enhver af os vogte os for fald.

Det er vigtigt, at evangeliets ord stadig kan lyde i vort samfund, og til det er kirken nødvendig. Men hvor har vi dog skræmt mange væk fra kirkens Herre ved vores forargelige opførsel. Jakobe er villig til at glemme kirkens fejl, hvis hun kan få øje på ægte godhed i den. Vil vi formå at ydmyge os og vise den nødvendige gode vilje for at få Jakobe til at række os hånden

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.