Prøv avisen
Kirkeligt set

Katolsk præst: Vi må uforbeholdent anerkende, at der er sket kæmpe svigt

illustration: søren mosdal

Daniel Nørgaard

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Indhentet af virkeligheden, som vi er i den katolske kirke, med talrige rapporter om misbrug og dækning over det, må vi i første omgang lægge den naturlige skepsis fra os. Vi må uforbeholdent anerkende, at der er sket kæmpe svigt. Vi må give ofrene mulighed for at fortælle og lade deres historier blive kendt, skriver katolsk præst

I HENRIK Pontoppidans for tiden meget omtalte ”Lykke-Per” giver Jakobe udtryk for sin frustration over kristendommen i et brev til Per:

”Men kun på ét vilkår kunne jeg række kirken hånden, – det, at den gik i sig selv og blev ærlig. Og endnu dette: at den som vidnesbyrd om sin omvendelses oprigtighed pålagde sig selv den samme bodsgang, som den fordrer af sine enkelte medlemmer. Lad den gamle synder tilhylle sit åsyn, som der står skrevet, og for al folkets øjne tilstå sin brøde. Det må være begyndelsen!”.

Jakobes anklager mod kirken går blandt andet på den antisemitisme, hun selv har været udsat for. Men for en katolik vil ordene i dag uundgåeligt lede tanken hen på overgreb mod mindreårige og forsøgene på at skjule dem. Vores svigt har ikke alene fået mange til at vende ryggen til kirken som institution, men også til slet ikke at ville høre på det kristne budskab.

At udsætte børn for ødelæggende oplevelser og at krænke dem igen ved at forsøge at fortie og benægte det skete er i sig selv himmelråbende forfærdeligt. Men at en kirke, som har til opgave at føre folk til troen på Kristus, ved sit svigt ender med at støde folk væk fra ham, er en falliterklæring, som rejser spørgsmålet om kirkens eksistensberettigelse.

I DENNE IDENTITETSKRISE for den katolske kirke er det derfor også naturligt, at vi husker hinanden på, at mange af kirkens hyrder trods alt lever op til deres kald og udøver en forbilledlig tjeneste. Kirken er meget mere end overgreb. Jeg må derfor også indrømme, at jeg ved nyheder om nye overgrebssager altid fyldes med en tvivl om, om sagen nu også er så alvorlig, som den bliver beskrevet. Er der mon ikke igen blot tale om ondsindede angreb fra fjender af den kristne tro?