Italien er blevet lukket. Roms gader er tomme. Landet er blevet et sygehus. Det tyske universalgeni Goethe havde næppe kunnet forestille sig coronavirussen, men han forudså i hvert fald for mere end 200 år siden et fremtidigt samfund, i hvilket alle mennesker ville være indlagt på et gigantisk hospital og i øvrigt være fuldt beskæftiget med at behandle hinanden.
Det var ikke Goethes pointe, at fremtidens mennesker, som jo ville være godt hjulpet af de medicinske fremskridt, han selv havde bidraget solidt til, ville være mere syge end menneskene i almindelighed var i 1800-tallet. Men de ville nok, som Goethe selv, være mere ængstelige og ville ganske frivilligt og ved deres kræfters fulde brug flytte ind i det sygehus, som han altså forestillede sig ville blive deres skæbne.
Nutidens store fokus på sundhed og vores reaktioner på nye, mulige sygdomme, kan måske give os en fornemmelse for, hvad Goethe gerne ville sige. Lad mig give to bud på, hvad mesteren fra Tyskland kunne tænkes at ville sige til os i dag.
For det første ville han, i sin egenskab af medicinsk videnskabsmand, opfordre til, at man stilfærdigt fulgte myndighedernes råd om rejser og renlighed, inklusive det mere implicitte råd om ikke at gå i panik.
Fordi – og det kunne være Goethes andet råd til os i dag – verden er ikke identisk med det hospital, I af mange grunde er flyttet ind i. Tag vare på hinanden, men tag følgende indsigt fra en stor digter: Verden er større end hospitalet, og en virus fra Kina skal ikke true jeres livsglæde og handlekraft.
Her får virussen jo også hjælp fra det, som vores egen store digter Tom Kristensen genkendte som vores indre længsel mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død.
Vi længes mod katastrofer og panik, og selvom vi i reglen giver medierne og kyniske politikere skylden for at føde massehysteri, så har et stort element af panikken rod i vores egen længsel efter den.
Det gælder også i tilfældet Ole Jastrau, hovedpersonen i Tom Kristensens ”Hærværk”, hvis længsel mod katastrofer stod i grel kontrast til hans gode og sikre job på en stor avis, kernefamilien og den fine lejlighed på Vesterbro i København. Der var egentlig ingen grund til, at Jastrau skulle gå i panik, men hans liv var også retningsløst og uden fundament, hvilket så gør det muligt for ham nærmest at beslutte sig for, assisteret af alkohol, at gå i hundene.
Denne fatale beslutning giver Jastrau i romanen og i øvrigt også Kristensen i virkeligheden både fortvivlede selvmordstanker og panik. Ordet ”panik” har vi fra guden Pan, en drilsk fætter, der, særligt når man er alene, afgiver uhyggelige lyde i skov og hegn.
Men også store masser af mennesker kan af mystiske grunde pludselig gå i panik, og da bliver omkostningerne ved panikken ofte langt større end panikkens oprindelige, lidt mystiske årsag burde kunne give anledning til.
På nuværende tidspunkt har ængstelsen for coronavirussen skabt panisk stemning på aktiemarkederne, som så igen øger virussens magt til at sætte os i panik.
Men i ”Hærværk” har panikken ikke fuldstændigt fået lov til at besætte Ole Jastrau. På sin vej ned gennem Helvedes forgårde til flaskens bund ser han en dag inde bag glasset på Danmarks Akvarium en gigantisk fisk. Han stirrer den i øjnene. Den viger ikke. Det var en gedde, og den var stærkere end ham.
Gedden bliver et tegn på, at mennesket, eller i det mindste Ole Jastrau, ikke skal underkaste sig sin længsel mod hærværk, død og panik. Han skal derimod anerkende, at han er sat i et forhold til en stærkere magt end sine umiddelbare længsler.
Jastrau skal mere præcist lære, at mennesket kan følge sine længsler i to retninger: Den ene går nedad mod ødelæggelsen og massernes paniske forlis i ofring og død. Men mennesket kan også følge længslen opad, imod kreativitet, skabelse og tillid til, at selvom vi fristes af længslen mod umiddelbar behovstilfredsstillelse, så kan vi via udsættelsen af denne længsel få selve civilisationen i gave. Et hospital er en af civilisationens fineste frugter. Men samme civilisation har også bragt os andre mirakuløse institutioner: skoler, domhuse, tingsteder og supermarkeder, kirker og gravpladser.
Hertil kommer civilisationens allerfineste frugt: menneskets frihed til at færdes i og imellem disse institutioner uden at skulle frygte andres uforudsigelige vold eller sin egen uforudsigelige panik.
Selv de af os, der rent faktisk skal dø af coronavirussen, har, inden vi dør, friheden til at gå ud af Goethes gigantiske hospital og ind i kirken.
Her får enhver, der er ramt af ængstelse og panik, muligheden for et helt nyt liv: helbredelsen i grunden.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.