Prøv avisen
Etisk set

Vi må undgå tvang over for gravide

Landets børne- og socialminister ønsker at gøre det bedre for en kvinde med et misbrug ved at tvinge hende bag lås og slå – og argumentet er at passe på kvindens foster. Det er imidlertid en kortslutning, skriver Lillian Bondo. – Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Lillian Bondo

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

KVINDER VIL GERNE bestemme over egne liv. Gravide kvinder vil også gerne. De vil også gerne bestemme over egne livmødre – og over det foster, der vokser i dem. At ville gøre noget for andre er smukt, og at ville gøre noget for børn, også i fosterstadiet, er også smukt. Det driver min og mine kollegers indsats, og det driver mange med indflydelse på sundhedssektoren, at de ønsker at gøre en forskel.

Hvor går grænsen for, hvad vi kan og skal gøre for andre? Den grænse trækker vi nok meget forskelligt – alt efter menneskesyn. Tvang er et af de steder, hvor grænsen drages forskelligt.

Vi debatterer ofte tvang. Især har tvang i psykiatrien kaldt på indsats. Ingen er i tvivl om, at tvang i psykiatrien har skullet nedbringes, og at det kan lade sig gøre ved mere satsning på tid og samtale, det kalder på glæde.

Derimod synes tvang mod kvinder med et stof- eller alkoholmisbrug at være mere på mode. Landets børne- og socialminister ønsker at gøre det bedre for en kvinde med et misbrug ved at tvinge hende bag lås og slå – og argumentet er at passe på kvindens foster.

Jeg forstår godt, hvordan dette argument kan synes tiltrækkende: ”Kvinden formår ikke selv at passe på fostret, og hun bliver glad for det efter fødslen.”

Det er imidlertid en kortslutning. For de samme, der ønsker at indføre tvang, har muligheden for at udnytte eksisterende lovgivning til at opnå at passe på fostret – vel at mærke med inddragelse af kvinden og med styrkelse af hendes og barnets og mulig partners tilknytning.

For år tilbage diskuterede vi også tvangstilbageholdelse af kvinder med misbrug. Betagelsen af en norsk model for tvangsbehandling af gravide var tydelig. Men tvang var på det tidspunkt ikke accepteret i Danmark.

Derimod fandt vi i Danmark en god model for tidlig inddragelse af kvinden/partneren i form af frivillig forhåndsaftale om tilbageholdelse ved behov. Det forudsætter tidlig indsats, opbygning af tillid og (nogle få) gode faciliteter med social- og sundhedsfaglig bemanding, målrettet gravide kvinder/familier.

Har vi disse forhold på plads? For hvis ikke, hvad skal vi så med tvang? Det gamle ordsprog: ”Hvis ikke med det gode, så med det onde”, det signalerer i sin altmodische betagelse af straf også det forhold, at man skal prøve med det gode først. Og vi har ikke prøvet med ”det gode tilbud” endnu.

Ingen kontrakter om frivillig tilbageholdelse er indgået. Det kan skyldes, at der er andre tilbud, der faktisk fungerer godt også uden tilbageholdelse. Det kan skyldes, at nogle kvinder med misbrug går helt under radaren – den socialt velfungerende med for højt alkoholforbrug, for eksemel. Og så kan det skyldes, at vi ikke har de institutioner, der er tilstrækkeligt skærmede og attraktive for gravide kvinder.

Familieambulatorierne vender sig med én røst mod at skride til tvangsbehandling – og det fremføres, at antallet af de allersværeste skader antagelig er faldet – noget, vi ved for lidt om (samtidig med at opfølgningsprogrammer lukkes i spareøjemed). Men kvinderne under radaren vil sandsynligvis holde sig under samme radar, hvis de frygter repressalier i form af fængsel. For det er jo det, vi taler om.

Vi er rige nok til at sikre midler til tidlig indsats og til ikke at springe til de løsninger, der krænker kvindens ret til at bestemme over egen krop – selv når hun gør noget, der i andres øjne er skadeligt for det foster, hun bærer i sin krop.

Det er ikke en forbrydelse at vente barn og ikke gøre det godt nok. Det er et forhold, der kalder på vores indsats i samarbejde med barnets mor – ikke vendt mod hende.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.