Jeg er erhvervsleder og iværksætter, men alligevel har jeg læst lærernes fagblad Folkeskolen i flere end 20 år. Fulgt med i debatter om faglige mål, folkeskolereform, arbejdstidsregler og mange andre vigtige samfundsspørgsmål. Derved har jeg fået stor respekt for lærernes arbejde, deres udfordringer, deres uddannelse og deres frustrationer.
På samme måde kender jeg flere lærere, der interesserer sig for erhvervslivet. De forstår, at uden den værdi, der skabes i virksomhederne, ville der ikke være råd til en ordentlig folkeskole. De anerkender, at ledelse af en virksomhed i global konkurrence kan være virkelig svært, og har sågar en vis forståelse for, at nogle ledere i de store erhvervsvirksomheder kan tjene tocifrede millionbeløb om året.
Min datter er folkeskolelærer. Hun underviser børn i udskolingen i en københavnsk forstadskommune. Tiden til forberedelse er ekstremt kort. Jeg forstår ikke, hvordan hun overhovedet kan levere kvalificeret undervisning i så mange timer hver uge med så kort forberedelsestid. Især når man tager i betragtning, hvor mange børn i klassen der har en vanskelig baggrund i splittede og marginaliserede familier.
Jeg undrer mig over, at hendes arbejde aflønnes så ringe, og at hun ingen økonomisk gevinst har, hvis hun opnår ekstraordinære resultater. Tænk på, hvor stor værdi det har for et barn, for barnets familie og for samfundet årtier frem, hvis det lykkes for gode lærere og pædagoger i en god skole at få et udsat barn ind i en god udvikling. Læreren får ingen anerkendelse, og det synes alle er helt i orden. Arbejdet bærer jo belønningen i sig selv.
Det synes vi ikke i de virksomheder, som jeg er med i. Der tænker vi nærmest modsat. Der er vi meget bevidste om værdien af godt arbejde; vi anerkender og belønner det – vi ved, at dermed tjener virksomheden flere penge. For os er det lige så naturligt, som det samme er unaturligt i folkeskolen. Forskellen kommer af silotænkning, altså manglende kendskab til og interesse for den verden, der ligger uden for ens egen.
Samme problem oplever jeg, når vi sammenligner Danmark med andre lande. For folk, der kun kender andre lande fra medier og ferie, er det nærmest en selvfølge, at den måde, vi gør tingene på i Danmark, er den bedste. Det er nærmest en naturlov. Vi tror, at vi har verdens bedste sundhedsvæsen, folkeskole, ældrepleje, energiforsyning, planlovgivning, kirkeordning, arbejdsmarked og public service-medier.
Og vi finder det ikke engang tiden værd at undersøge, om man i andre lande mon kunne have fundet på noget endnu bedre.
Det er en illusion at tro, at vi i en bestemt profession har alle svarene, eller at vi i Danmark er bedst til alting. Det er udtryk for silotænkning, det vil sige, at vi befinder os i siloer uden forståelse for omverdenen.
Det er derfor, vi skal rette blikket udad og ikke kun indad. Det er derfor, erhvervsfolk skal medvirke i skolernes undervisning. Det er derfor, lærere skal møde erhvervsfolk og være i praktik i en virksomhed. Det er derfor, vi skal interessere os for sundhedsvæsenet i Schweiz, skolen i Finland, iværksætterne i Israel og energisystemet i New Zealand. Det er også derfor, vi skal læse aviser, der interesserer sig for verden uden for vores eget land eller vores egen profession. Og gerne aviser, som vi en gang imellem er rygende uenige med. Hvis du kommer fra en privat virksomhed, så lær nogle folk fra det offentlige at kende. Lyt til dem, spørg dem og prøv at forstå dem. Der er helt sikkert mere viden og indsigt, end du regnede med. Det samme gælder den anden vej.
Jo flere forbindelser, der er i samfundet på tværs af siloerne, desto bedre forstår vi hinanden og desto bedre arbejder vi sammen. Og så kunne Danmark ende med at blive verdens bedste.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.