Prøv avisen
Refleksion

Vi risikerer at ende med, at en app stjæler personalets tid, så den ældre beboer overses

Af hensyn til personalet bør vi være særdeles selektive med hensyn til, hvad vi søsætter af digitale muligheder, fordi disse skaber digitale forpligtelser, som hurtigt dræner det ressourceregnskab, der i forvejen er ganske presset hos mange. Illustration: Søren Mosdal.

Anette Prehn

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Digitale apps har kraft til at påvirke både selvforståelse, samspil, sundhedstilstand, vaner og værdier, skriver sociolog Anette Prehn

EN PLEJEHJEMS-APP, der kan samle al kommunikation mellem plejehjemsbeboerens familie og plejehjemmet, som ellers i dag foregår via e-mails, breve, kontaktbøger og hjemmesider. Umiddelbart lyder idéen besnærende. Alligevel er der grund til at tænke sig om, inden kommuner indfører app’en, hvilket Københavns Kommune overvejer lige nu.

Winston Churchill mindede os om, at vi først former vores bygninger, hvorefter de former os. Det samme gælder vores digitale ”bygninger”: Først skabes de digitale strukturer, hvorefter de (om)former os gennem de praksisser, som de inviterer og motiverer til.

Et eksempel på dette er de ”streaks”, man kan sende til hinanden via app’en Snapchat. Her kræver den digitale struktur, at brugeren (typisk unge mennesker) sender beskeder til udvalgte venner hver evig eneste dag, ellers dør vedkommendes ”venskabsbål” ud.

Nogle unge har et to- eller trecifret antal venskabsbål i gang, men hvis de er offline i mere end 24 timer, dør de bål, der måske ellers har været passet i måneder eller år.

Snapchat er et sigende eksempel på, hvordan digitale strukturer skridt for skridt kan normpåvirke vores opfattelser: Hvad er et venskab? Skal og bør man være i (overfladisk) kontakt med sine ”venner” hver evig eneste dag for at være en god ven? Kan man miste et venskab, fordi man er taget på ferie med sin familie og ikke har skærmen tændt hver dag?

Digitale apps har kraft til at påvirke både selvforståelse, samspil, sundhedstilstand, vaner og værdier.

På daginstitutionsområdet har man i en årrække haft apps i stil med den, der nu foreslås til plejehjemmene. Også her har den digitale struktur, efter at den blev lavet, påvirket menneskers samspil. Hvor man måske tidligere indimellem hængte et par stemningsbilleder op på væggen, har billeddelingsmuligheden mange steder betydet, at der nu deles 87 billeder fra udflugten og 34 fra turen på legeplads. Pædagoger tager billeder af børn, der leger, går, ligger eller står. Nogle skal bruges til at dokumentere børnenes udvikling. Andre bruges til at mætte forældrenes visuelle nysgerrighed. Men det er tomme kalorier, og sulten melder sig hurtigt igen. Mens rollen som fotograf stjæler kostbar mental energi og tid fra kerneopgaven.

Man skal nemlig huske at tage billederne. Og vurdere, hvilke situationer der kalder på fotografering.

Man skal overveje, om lille Albert figurerer på nogenlunde lige så mange billeder som lille Anton, ellers kan det skabe bekymring og undren blandt forældrene og måske endda henvendelser. Desuden tager det tid at lægge billederne op, kommentere på dem eller forholde sig til forældres kommentarer til dem.

Når apps inviterer til billeddeling, ligger det i luften, at der skal deles billeder. Ellers ser det så underligt tomt ud. Som om man ikke passer sit arbejde.

Indføres apps med billeddeling på plejehjem, kan pårørende let tænke: ”Hvorfor er min farmor ikke med på flere billeder? Ser hun i øvrigt ikke også lidt trist ud på billedet fra i dag… ligesom på billederne fra kaffebaren i torsdags?”.

Det er desuden vigtigt at spørge, hvad det kan betyde for de menneskelige relationer. Der er stor forskel på at have en hyggestund med et andet menneske og at være i gang med at billeddokumentere, at man har en hyggestund med et andet menneske.

I det øjeblik, et menneske bevæger sig ud af den indre oplevelse af nærvær, eller der kommer fotograferende tilskuere forbi, inviteres det ydre blik og iscenesættelsen indenfor. Man bliver bevidst om, hvad man gør, og hvordan det mon ser ud i andres øjne. Man retter ryggen og smiler lidt bredere. Om ikke andet så af omsorg for de pårørende, der kigger med bag skærmen et sted.

EN APP PÅ PLEJEHJEMSOMRÅDET risikerer, hvis ikke beslutningstagerne tænker sig rigtig godt om, at blive en tidsrøver, der skaber en myriade af forventninger og lægger nyt pres på personalets kernefaglighed samt tid til at møde plejehjembeboernes grundlæggende, menneskelige behov.

Også af hensyn til personalet bør vi være særdeles selektive med hensyn til, hvad vi søsætter af digitale muligheder, fordi disse skaber digitale forpligtelser, som hurtigt dræner det ressourceregnskab, der i forvejen er ganske presset hos mange.

Vi behøver i det hele taget at stille os selv nogle fundamentale spørgsmål, i stedet for at gå med hovedet under armen i den digitale tidsalder:

Bare fordi, noget kan gøres digitalt, betyder det så, at det er en fordel at gøre det digitalt?

Hvordan opleves det at være menneske, når mange områder af samfundslivet samtidig beslutter sig for yderligere digitalisering? Ønsker vi de akkumulerede effekter?

Er det ikke på tide at forholde sig til konsekvenserne for menneskelige relationer af nye tiltag, lovgivning, produkter og services? Ligesom det for eksempel er et krav at vurdere miljømæssige og erhvervsøkonomiske konsekvenser af ny lovgivning?

Hvordan sikrer vi, at vi fundamentalt forstår – og ærer – at mennesker behøver mennesker?

Og hvordan sikrer vi, at mennesker vedbliver med at være gode til og nærværende i en af de helt centrale menneskelige ”kerneopgaver”: hyggestunder, hvor vi føler os mødt af venlige øjne, værdsat, berørt og forbundet med hinandens menneskelighed

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.