Prøv avisen
Refleksion

Vi ser i denne tid, at vi føler glæde ved at beskytte ”værdiløse” mennesker

Foto: Illustration: Søren Mosdal

Af Bent Meier Sørensen, professor mso i organisation og filosofi. klummeskribent hos kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Under coronaepidemien ser vi, at vores civilisation stadig tror på, at livet på jorden er det højeste gode, der findes, skriver Bent Meier Sørensen

I kampen mod coronaen hører vi det ofte gentaget, at kuren kan blive værre end sygdommen, og at indgrebene ikke må ramme os hårdere end ondet selv. Selvfølgelig har Trump, Løkke og hæren af sundhedsøkonomer og kommentatorer, der gentager dette mantra, en solid økonomisk pointe. Den bliver ikke mindre solid af, at de, som virussen for alvor slår ihjel, er ældre og særligt svækkede personer, der generelt kun bidrager negativt til samme økonomi.

Hvad de økonomiske briller imidlertid gør det svært at se er, at med coronaen har vi som befolkning sat livet i en anden og højere kategori end økonomien. Det er et godt tegn, for livet må aldrig blive reduceret til en kalkule, og døden må ikke blive et redskab til politik, forandring og fornyelse.

Det økonomiske argument om, at den kalkulerede død kan være at foretrække frem for livet, genkender vi fra den diskussion af medlidenhedsdrab og selvmord, som nærværende avis vedholdende har bidraget til. Der er grund til at tage den diskussion op igen, nu hvor en uvelkommen virus tvinger os til at tage afgørende beslutninger om liv og død.

For der er ikke noget stort spring fra medlidenhedsdrabet eller det såkaldt assisterede selvmord, hvor den enkelte tager kontrol over sin egen død, til at samfundet tager kontrol over døden som sådan. Hvis et menneske, uden at andres liv er på spil, kan afgøre, at dets liv ikke skal leves, kan staten også afgøre, at hele grupper af samfundets borgere lever liv, der ikke nødvendigvis skal leves.

Med andre ord: Hvis vi stiller den enkelte fri i forhold til selv at bestemme over, om han eller hun skal leve eller ej, sætter vi det forbud, der er på at tage liv, ud af kraft. Det er også det forbud, der beskytter den enkelte mod selvmordet; medlidenhedsdrab kaldes nogle gange assisteret selvmord.

Men man må ikke begå selvmord. Det har jeg selv haft lejlighed til at minde efterladte til selvmord om, når jeg, i egenskab af selv at være en sådan efterladt, holder foredrag om det. Det giver måske en umiddelbar lettelse at tænke, at hun – søsteren, moderen, datteren, den elskede – udfriede sig af ubegribelig lidelse ved sin handling, og igennem at acceptere handlingen kan man så vise hende en sidste kærlighed.

Men det er ikke sådan, man kan vise hende kærlighed. Der var en grund til, at gammel tids praksis var at begrave selvmordere i uindviet jord: i selvmordet opgav man at holde sig selv i live og begik derved – sådan var ræsonnementet – en større forbrydelse end simple mordere, der jo ikke nægtedes en kristen begravelse, havde begået.

Vi har lykkeligvis forladt den isnende selvretfærdighed, der ligger i at frakende en afdød kirkens sidste velsignelse, min egen søsters gravsted er blevet en fast bestanddel af mit liv. Men vi må holde fast i det forbud, den samme gamle tid lyste over den handling at tage et menneskes liv.

Dette er den afgørende forskel på den kristne civilisation og så den stoicisme, der for tiden udbreder sig med pandemisk kraft over hele verden. I stoicismen bliver kontrollen over eget liv udbredt til også at angå samme livs afslutning, hvor man – når man har fået nok af denne verdens elendighed – med stoisk ro åbner sine pulsårer og udånder. Åbner vi os for stoicismens løgn, allersenest kolporteret af Niels Overgaard i den nyudgivne bog ”Det handler ikke om dig”, opgiver vi civilisationens grundsten: livet er helligt og ukrænkeligt. At holde sig i live under alle forhold er en uangribelig pligt.

Forbuddet mod selvmord giver naturligvis ikke andre mennesker nogen som helst ret til hverken at vurdere en afdøds liv eller død. Hun må forblive os lige kær uanset hvad, og måske kan hendes livs mod give os andre mod til overalt at beskytte livets ukrænkelige hellighed.

Ganske som det sker under coronaepidemien. Her ser vi, at vores civilisation stadig tror på, at livet på jorden er det højeste gode, der findes. Vi chokeres over lastbiler, der kører dusinvis af kister ud af en by i Italien, vel vidende at der i kisterne ligger ret få af dem, der ”får samfundets hjul til at køre rundt”. Vi føler, tror jeg, en ægte glæde og ydmyg stolthed ved at bidrage lidt til vel nok at beskytte os alle, men særligt oldinge og svæklinge, syge og udsatte.

Det peger på, at vi stadig bøjer os for livets absolutte ukrænkelighed, for det var netop disse ”værdiløse” mennesker, Herren selv lagde sin hånd på og velsignede.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.