Prøv avisen
Etisk set

Rektor: Vi skal turde give plads til at reflektere

Nu er virus lige rundt om hjørnet, og fra mit vindue kan jeg nu se over til et kæmpe orange skilt, hvor der står ”covid-19-testcenter”. Det er helt surrealistisk. Hvis nogen havde sagt til mig i januar, at der i april ville være noget, der ligner et nødlazaret lige uden for min dør, ville jeg have afvist det som det pure opspind, skrive Lene Tanggard. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Lene Tanggaard

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

I ”Åndens Liv” skriver filosoffen Hannah Arendt, at vi mennesker har et behov for at reflektere over stort set hvad som helst. Det behøver vi slet ikke at være eksperter for. Tankerne kan flagre rundt som vilde fugle i sindet eller bare føles som en rislende strøm af usammenhængende billeder. De er der ligesom vores åndedræt, så længe vi er i live.

Man kan lære at tænke godt i skolen, skrev en anden filosof, John Dewey, men det er ikke alle tanker, der er specielt skolede eller behøver at være det. Vi lever som mennesker – også lige nu – med et evigt reflekterende ”jeg”.

Jeg er sikkert ikke den eneste, der kæmper lidt med at få hold om det, vi er endt i her i foråret 2020 i vores smukke land. Vi lever i en svær tid, og det er ganske vanskeligt at forstå, hvordan en luftvejsinfektion kan vælte en hel verden omkuld.

Forstå mig ret. Det er ikke vanskeligt at aflæse grafer og forstå alvoren i de rædselsvækkende billeder fra massegrave i New York eller at forstå, at vi skal undgå de kaotiske tilstande, som har udfoldet sig på de italienske hospitaler. Det er evident, at det er alvorligt.

Langt mere udfordrende er det at forstå med hele kroppen, at vi lever i en forandret virkelighed, og at det bliver ved.

De seneste par dage har jeg fået et par spontane knus af veninder, fordi vi langsomt er begyndt at se hinanden igen. Selvom vi kun mødes udenfor og på afstand, så er det, som om kroppen vil tilbage i de gamle vaner. Vi har ellers været så gode til at lade være i mange uger, og vi har da også sprunget og veget fra hinanden i galop-spring de gange, kroppene er kommet til at nærme sig hinanden.

I aviser og på de sociale medier kæmper hver pen med at sætte ord på det, der sker. Selv har jeg været nærmest bange for at sige eller skrive noget forkert. Det plejer jeg ikke at være.

Nu er virus lige rundt om hjørnet, og fra mit vindue kan jeg nu se over til et kæmpe orange skilt, hvor der står ”covid-19-testcenter”. Det er helt surrealistisk. Hvis nogen havde sagt til mig i januar, at der i april ville være noget, der ligner et nødlazaret lige uden for min dør, ville jeg have afvist det som det pure opspind.

Nu skal jeg leve med det store skilt. Det går nok. Faktisk gør det mig helt tryg. Jeg kan i hvert fald nemt blive testet nu. Men tankerne flyver stadig rundt. Især tænker jeg over, hvad der kommer til at ske de næste år.

Er alting for alvor forandret? Skal de mennesker, jeg møder på min løbetur, stadig vige uden om mig i angst for smitten om et år? Kan kroppene også huske det, som ikke gør noget godt?

Menneskets behov for at reflektere omfatter næsten alt det, der sker i livet, skriver Arendt. Refleksionerne omhandler både de ting, der kan erkendes, og dem, der ikke kan. Når vi prøver at forstå den krise, vi er en del af, og når vi sætter ord på det, så er det udtryk for et forsøg på at skabe mening. Den meningsskabelse involverer tænkning og fornuft, men ikke altid forstand og erkendelse.

Selvom det er tilsyneladende skræmmende svære emner som epidemiologi, så må man gerne mene noget om det. Man må gerne forholde sig til det, det betyder for en selv og ens nærmeste. Man må også gerne udtale sig med fornuft om et emne og samtidig vide, at man har mere forstand på noget andet.

Det er ikke kun eksperter, der må udtale sig i medier og andre steder om noget så livsomvæltende som denne virus. Vi skal dele tanker, for så er de nemmere at være i.

Alle må mene noget og udtale sig. Der er simpelthen bare nogle i vores land, der har mere forstand på bestemte områder end andre. Respekten for det og ydmygheden om egen formåen kan vi måske tage med os fra denne krise. Det er ikke fake news, når tante Anna mener noget om coronatiden. Det er livsbekræftende. Samtidig skal vi kunne bære, at eksperter ikke altid er enige.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.