Det meste af det, der er godt og vigtigt i livet, har vi ikke valgt. Ord som gave, nåde og skæbne peger på denne dimension af tilværelsen, som er med til at give vores liv moralsk mening.
Vi vælger ikke selv vores forældre og de landsmænd, vi vokser op med i civilsamfundet, og selvom vi i en vis forstand vælger vores venner, ægtefælle og børn – i hvert fald at få dem – så kan vi ikke melde os ud af vores forpligtelser for dem, sådan som vi kan melde os ud af den lokale billardklub; vi kan kun enten opfylde dem eller svigte dem. Omtrent det samme gælder også for vores religiøse tilhørsforhold. Vi vælger ikke at blive troende, troen er snarere en gave, vi modtager, og vi kan kun enten leve i troskab eller synde.
Moral indebærer derfor ikke blot, at vi har særlige forpligtelser – vi skylder nogle mennesker mere end andre – men også at vi er kollektivt ansvarlige og kan være kollektivt skyldige.
En ny, stor undersøgelse fra tænketanken amerikanske Pew Research Center viser imidlertid, at færre amerikanere udtrykker tilknytning til fællesskaber som nation og civilsamfund, og lignende tendenser har vi set i Danmark. Givet er det i hvert fald, at mange anser den partikulære moral, jeg har skitseret ovenfor, som både indskrænket og autoritær. Den første trosbekendelse i tidens dominerende moral er nemlig universalismen: Man må ikke sætte nogle bestemte mennesker før andre, for hele verden er mit hjem, og hele menneskeheden er min næste. Den anden trosbekendelse er individualismen: Jeg vælger selv frit og fra sag til sag, hvem jeg skal være forpligtet over for.
Til billedet af universalisten svarer turisten, der uhindret af rødder driver hjemløst rundt på den grænseløse klode, og til billedet af individualisten svarer forbrugeren, der frit vælger mellem varerne på hylderne og smider dem væk igen efter brug. Men turisten og forbrugeren er ikke gode moralske forbilleder. De er tværtimod typer uden fast karakter og moralsk dybde. Dominerer de, får vi en moralsk krise, hvis tegn vi kan læse om i avisen for tiden: ensomme børn og ældre, flere skilsmisser, mindre national samhørighed og færre troende.
Så hvad er moralsk karakter? Det er at kunne knytte loyalitetsbånd og bære tungtvejende forpligtelser over for afgrænsede fællesskaber. Det har at gøre med identitet. For man kan dybest set ikke forstå sig selv som en moralsk person uden at forstå sig selv som far eller mor til dette barn, søn eller datter af disse forældre, indbygger i dette lokalsamfund, troende i denne menighed, ven med disse personer eller borger i denne nation. Vi er uhjælpeligt bundet sammen i skæbnefællesskaber. Det, der er godt for andre, er godt for mig. Og omvendt.
Nu vil de fleste nok medgive, at vi altid vil sørge mere for vores egne børn og forældre end for andre mennesker. Men det samme gælder for eksempel for vores landsmænd – vi skylder dem mere end udlændinge (selvom vi ganske givet føler større forpligtelser for vores familie end vores landsmænd). Troskab over for partikulære fællesskaber er mere end blot mine vilkårlige valg eller værdier, jeg tilfældigvis har og blot kan udskifte efter forgodtbefindende. Jeg er nemlig fundamentalt indlejret i disse fællesskaber, og det skaber sammenhæng i mit liv og dermed en stabil karakter.
Vores forskellige forpligtelser kan naturligvis kollidere, ligesom de kan kræve forskellige ofre af os, og det er også et meget stort gode at have en retsstat, der behandler alle lige for loven. Men de partikulære fællesskaber forpligter os på en dybere måde, end universelle rettigheder kræver og nogle gange endda tillader. Hvor mange er mon enige med mig i det følgende:
Vi bør opsige konventionerne om universelle menneskerettigheder, fordi de underminerer vores nationale sammenhængskraft; jeg vil ikke angive mit eget barn for en forbrydelse, hvis hun risikerede en streng straf; selvom jeg ikke har deltaget i eller støtter Danmarks krig i Irak, er jeg som alle andre danskere forpligtet til at hjælpe krigens flygtninge; det er rigtigt at give en undskyldning for Danmarks slaveri i kolonierne, selvom det skete for mange generationer siden; vi bør hjælpe kristne mindretal rundtom i verden, men ikke nødvendigvis muslimer, hinduer eller buddhister.
Som man ser, er mange af disse forpligtelser hverken universelle eller nogle, jeg selv som enkeltperson frit har valgt. De er derimod partikulære og kollektive. Netop derfor giver de mening for mig – men er til forargelse for andre, der forstår sig selv som frie og uafhængige verdensborgere.
”Der er ingen bånd, der binder mig,” som Pinocchio sang, inden han drattede omkuld.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.