Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Refleksion

Vi voksne burde sige undskyld til børn og unge, fordi vi ikke har taget større ansvar for klimaet

Illustration: Søren Mosdal

Anette Prehn

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Vil vi virkelig huskes som generationerne, der tørrede klimaansvar og -handling af på samfundets yngste? spørger sociolog Anette Prehn

”Skinger”, ”for langt ude”, ”hun sidder og flæber”. Med undren har jeg konstateret, hvordan visse voksne bruger deres taletid i klimadebatten. De retter skytset mod en 16-årig pige og dem, hun har mobiliseret for klimasagen. De optræder bedrevidende eller karikerer satirisk den skam, de mener sig påført.

At Greta Thunberg skulle ende med at blive så berømt og få så stor en gennemslagskraft af at formidle forskningens og FN’s konklusioner og blive gransket af så mange, havde hun næppe i sin vildeste fantasi forestillet sig, da hun i august 2018 stillede sig op foran den svenske rigsdag med et hjemmelavet papskilt i hånden.

At hun nu som blot 16-årig kan blive følelsesmæssigt berørt af at tale for rullende kameraer og propfyldte sale er vel forventeligt. Og ja, vi kan sikkert alle finde udtryk, hun har brugt, som vi ville have formuleret anderledes, hvis det var os.

Men pointen er, at vi ikke er hende. Hun har allerede løftet langt mere, end de fleste af os kommer til at gøre igennem et helt liv. Hun har lyttet til det utvetydige sprog, klimavidenskaben og FN-taler: Der skal markant handling til – nu!

Formanden for den grønne tænketank Concito, tidligere klimakommissær Connie Hedegaard, har fremhævet, at der i kontrasten mellem manglende handling og unges dedikation til klimasagen ”ligger kimen til en ny polarisering”.

Et nyt ungdomsoprør, kunne man også sige. En generationskløft, der risikerer at blive dybere, end vi kan forudsige. De unges frustration handler om voksnes langsommelige tilløb til markante reformer og forbrugsmæssige vaneændringer. Men den handler også om, hvordan diskursen er, hvordan vi taler om emnet. Viser vi respekt for dem, der tager ansvar, eller ej?

Tidsepoker kommer og går som bekendt. Med en ny generations øjne kan det dog virke ganske uforståeligt, hvad der tidligere foregik. Nogle generationer har set tilbage og spurgt sig selv, hvordan generationer før dem kunne vende det blinde øje til pædofili, sexchikane og vold eller se stiltiende til, at folkemord fandt sted i deres baghave. Hvorfor stod ingen op og sagde ”stop”? Hvad havde de gang i?

Mon ikke en del af nutidens unge føler en lignende dyb undren? Over, hvordan vi, flertallet af voksne, der lever i dag, kunne se tavse til, at det sårbare system, som kloden og klimaet udgør, blev overbelastet, udpint og undermineret igennem så mange år?

Overforbruget samt brug og smid væk-kulturen blev blandt andet næret af vores egen adfærd. Forstod vi slet ikke ringene i vandet, de markante, negative afledte effekter? Spørgsmålet kan ikke kun besvares individuelt. Det er komplekst og befinder sig i grænsefeltet mellem, hvad vi som mennesker på et givent tidspunkt ved, frygter og magter. Samt hvad vi tror er muligt at påvirke i den kultur, vi lever i.

I mit livs første 18 år fløj jeg en enkelt gang med min familie tur/retur til Østrig. Resten af vores ferier foregik med bus, tog eller bil, hvilket var almindeligt dengang. Men så stak noget af, i samfundet og hos den enkelte. Måske var det følelsen af frihed kombineret med økonomisk velstand. Måske var det carpe diem -filosofien i samspil med forgabelsen over den store verden, der åbnede sig. Måske var det billige flybilletter og oplevelsen af, at når andre nu købte dem, så måtte vi vel også. I al fald eksploderede rejser, forbrug og store armbevægelser i mange kroge af samfundet og verden i løbet af få år. Samtidig voksede der glashuse frem alle vegne.

Måske er det ungdommens største gave og byrde, at de er unge netop nu. Hvor mennesker på tværs af kloden understøttet af data og forskning nu endelig lader til at forstå alvoren. Både miljøbevægelsen og forskerne har talt så højt, de evnede, i årtier, men i vid udstrækning har de oplevet at slå i puder.

Men nu er erkendelsesspringet sket, det sociologiske ”tipping point”, som Malcolm Gladwell beskrev i sin bog af samme navn fra år 2000. Nu rykker diskursen. Med mindre vi lader den sande til af debattører, som ser deres snit til at polemisere sig til benspænd.

Vi voksne må træffe et valg. Og det er vigtigt. Vil vi støtte op om de unges proaktivitet og dermed bygge bro mellem generationerne? Vil vi samle kræfterne omkring den fælles sag – og gøre, hvad vi hver især konstruktivt kan? Vil vi respektere initiativer med gode intentioner, uagtet at de måske ikke lige er vokset frem i vores muldjord? Vil vi se igennem fingre med og tilgive diverse fejltrin hos dem, der åbenlyst kæmper for en vigtig sag? Eller vil vi som gribbe sidde klar til at angribe, så snart et ungt bytte et øjeblik mister balancen?

Naturligvis vil der være svipsere iblandt. Naturligvis vil stemmerne knække indimellem. Men de unge har hverken brug for spot eller bedrevidenhed. Akademisk selvforsvar eller tvivlsom terapeutisering. Sniksnak om det, handlingsmennesker tilsyneladende gør forkert.

På spørgsmålet ”Er der en voksen til stede?”, er det i dag ret åbent, om det er en myndig person, der træder frem eller en ung. Men kan vi være det sidste bekendt? Vil vi virkelig huskes som generationerne, der tørrede klimaansvar og -handling af på samfundets yngste?

Når mine børn på 9 og 12 år på eget initiativ reflekterer over klimaets tilstand, er en af mine vigtigste pointer: ”Husk på, at det først og fremmest er et voksenansvar at finde løsninger. De er på vej. Der sker rigtig meget i disse måneder.”

Det er og bliver en vigtig forebyggelse af klimaangst at perspektivere den viden, børn har i dag, og handle i forhold til dét, vi kan påvirke sammen. At styrke deres håb. Og entydigt placere hovedansvaret for handling på voksne, bredere skuldre.

Skal vi voksne sige noget til den mobiliserende ungdom, kan vi begynde med ”tak”. Måske endda ”undskyld”? For det er jo dét, det hedder, når man indser, at man har begået fejl. Også selvom millioner af andre begik lignende fejl. Dette kaldes i øvrigt gode manerer.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.