Prøv avisen
Etisk set

Vil du sende live fra dit hjem?

Onlineundervisning fungerer bedst, når underviseren kan se eleverne. Men det kan være svært for nogle at få deres privatsfære transmitteret ud på internettet, skriver lektor Mickey Gjerris. – Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix.

Af Mickey Gjerris, lektor i bioetik, forfatter og foredragsholder

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Hjemmeundervisning i nogle tilfælde indebærer også, at de studerende kan ses af læren via et kamera. Men det kan være svært for nogle studerende, der måske ikke har lyst til at få deres privatsfære på nettet, skriver Mickey Gjerris

En af konsekvenserne af covid-19 har været, at store dele af undervisningen fra folkeskole til universitet er rykket online. Det har skabt store udfordringer, men også åbnet mange underviseres øjne for nogle af de muligheder, som onlineundervisning rummer. Muligheder, som i hvert fald en del af os, undertegnede inklusive, ikke rigtig har undersøgt, før vi pludselig blev tvunget til at opdage dem.

Overgangen fra fysisk undervisning til onlineundervisning vil derfor føre med sig, at mere af undervisningen også post corona vil foregå online i stedet for kun i auditorier og undervisningslokaler.

Som nævnt rummer det nogle muligheder for at give bedre undervisning, men naturligvis også en række udfordringer, hvoraf nogle har etisk karakter.

Studerende har forskellige teknologiske kompetencer, forskellige økonomiske muligheder for at anskaffe udstyr, forskellige måder at lære på og forskellige fysiske rammer for at kunne deltage i onlineundervisning. Alt sammen forhold, der kan stille dem bedre eller værre i forhold til læringsudbyttet.

Her vil jeg fokusere på noget, der kan synes som en detalje, men som i praksis har vist sig både at være vigtigt for undervisningskvaliteten og at rumme væsentlige etiske problemstillinger: Det visuelle nærvær.

Et undervisningslokale på universitetet er som et kirkerum. Der er nogle uskrevne regler for opførsel, som kan begrundes med, at det, man foretager sig, har et bestemt formål, der forstyrres af uhensigtsmæssig adfærd.

Derfor rækker man hånden op og venter med at tale, til man får ordet af underviseren, og derfor afbryder man ikke præsten, hvis man er uenig i en af hendes teologiske pointer. Begge steder kan vi også se hinanden. Man møder hverken op i kirken eller til undervisning med en gulvspand over hovedet.

Som underviser er man synlig for sine studerende gennem sit webcam. Det giver de studerende en fornemmelse af at være sammen med et menneske og kan fastholde interesse og motivation.

Men hvad med de studerende? Skal de være synlige for underviseren? Umiddelbart er svaret ja. Det giver simpelthen mere engageret undervisning, hvis man som underviser kan se de studerendes reaktioner på ens ord og se deres kropssprog, når de taler. Ikke desto mindre er der en del studerende, der end ikke efter opfordring tænder deres kamera.

Man kan derfor hurtigt som underviser tænke, at de må kunne tvinges til det af hensyn til undervisningskvaliteten. Men så begynder de etiske problemstillinger at dukke op.

De fleste af os fremtræder forskelligt hjemme og ude. Vi gør os klar til at gå ud i verden og tager ikke på arbejde i nattøj. Vi viser en særlig side af os frem. Det bliver sværere, når man sidder derhjemme. Pludselig bliver det private rum offentligt. Man tager så at sige sit hjem med ind i undervisningen. Og man får sammenblandet sit private selv med det offentlige selv.

Det kan være svært for nogle studerende, der måske ikke har lyst til at få deres privatsfære transmitteret ud på internettet. Det kan der være mange grunde til, men så længe bare nogle af dem er legitime, så vil ”tvang” udgøre et etisk problem.

Allerede nu er der en optagethed af, at onlineundervisning også kan betyde en økonomisk besparelse. Færre studerende på campus betyder sparede udgifter. Og i det omfang, at det kan gå hånd i hånd med bedre undervisning, er det jo glimrende.

Men i det omfang, at det enten medfører ringere undervisning på grund af manglende visuelt nærvær, eller at studerende får overskredet deres privatsfære, står vi med et etisk problem, der bør medtænkes, inden den nuværende begejstring for at digitalisere undervisningen løber helt af med os.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard , bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind , universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris , direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.

I det omfang, at onlineundervisningen enten medfører ringere undervisning på grund af manglende visuelt nærvær, eller at studerende får overskredet deres privatsfære, står vi med et etisk problem.