Jeg har set tv og erfaret, at rævenes, blåfuglenes og havørredernes liv er fortryllende episke fortællinger. Samme erkendelse har jeg før gjort mig ”derude” i det vilde, men den dramasøgende fortælleteknik i DR’s nyeste natursatsning fik mine øjne op for et bestemt træk ved det kredsløb, der sørger for, at natur i dag sælges som hjertegribende historier om overlevelse og nuttede dyreunger med store øjne.
Andre har længe irriteret sig over denne form for naturformidling, hvor dyr tillægges menneskelignende intentioner og træk. De kalder den ”disneyficering”, hvilket underforstået er indlysende dårligt, fordi Disneys dyrefremstilling er antropomorf-unaturlig, kommerciel og amerikansk.
Men det er egentlig ikke det eventuelt kritisable ved fortællegrebet, jeg er interesseret i. Jeg er interesseret i, hvorfor teknikken er effektiv, hvorfor den er umiddelbart tiltrækkende, hvorfor den sælger.
En del af forklaringen er den samme, som den, der har gjort, at N.F.S. Grundtvigs salmer fylder en tredjedel af Den Danske Salmebog. Forklaringen skal findes i den tilpasning til et naturalistisk verdensbillede, som mainstream-kristendommen for alvor slog ind på under oplysningstiden i 1700-tallet.
På Grundtvigs tid var naturen en relativt ny opfindelse. Godt nok var universet og dets byggesten også i 1800-tallet endog meget gamle, men idéen om ”naturen” som et domæne, der adskiller sig fra menneskets livsverden, det vil sige fra kulturen, var i det store billede ny. De første ansatser til ord, der dækker det, vi i dag forstår ved natur, opstod i det antikke Grækenland og Romerrige. Men det fik for alvor greb i den offentlige tankegang 1600- og 1700-tallet, da naturalismen udbredtes.
Kristendommen indordnede sig oplysningstidens tanker, og konsekvensen af denne tilpasning var en fornuftspræget religionsform, der lugede fantastiske fortællinger ud af forestillingsuniverset og fortryllelse ud af natursynet.
Processen kan kaldes ”affortryllelse” eller ”afmytologisering”, men det afgørende er, at kristendommen mistede fortællekraft, blev kedeligere og mere abstrakt.
Dette var i hvert fald Grundtvigs analyse af sagen – den, som fik ham til at skrive sine henved 1600 salmer fulde af drager, engle og fønixfugle samt lærker, bøge og marker.
På den måde skrev han tekster, der i én bevægelse knyttede brugerne tættere til fantasiens og naturens verden. Og det var der tydeligvis brug for. I hvert fald fik disse salmer en vid udbredelse.
Min formodning er, at det er den samme trang til at forene den livsverden, den fantasi og den natur, der i den moderne tidsalder er spaltet ud til selvstændige domæner, som drev Grundtvig, og som gjorde ham populær, der i dag driver naturformidlernes produktioner og seere til skærmen.
Katrine Frøkjær Baunvig er leder af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet