MAN SKAL VÆRE meget uopmærksom for ikke i denne tid at støde på ordet ”paradigmeskift”. Det er blevet flittigt brugt i forbindelse med den seneste finanslov, hvor det betegnes som et paradigmeskift, at man i højere grad vil arbejde på at sende flygtninge hjem, når vilkårene tillader det, frem for at integrere dem. Dette udgør ganske rigtigt et brud med den vante tænkning, men betydningen af et paradigmeskift stikker dybere, og slår man ordet op i leksikonet, lærer man hvordan.
Her står der skrevet, at et paradigmeskift sker, når uløselige problemer har hobet sig så meget op, at en grundlæggende antagelse bryder sammen og må afløses af noget nyt. Der er tale om en slags uundgåelig mekanisme, der næsten som ved en naturlov gør, at man ikke kan komme videre uden at reagere på virkeligheden.
Denne mekanisme skal vi prøve at forstå, og også en formulering som den følgende i den nye finanslovstekst skal altså ses i lyset af den: ”(...) som flygtning er man på midlertidigt ophold i Danmark – det afspejler den nye politik, det såkaldte paradigmeskifte.”
Ord som disse kan kun ses som en lille afspejling af noget større, og samtidig leder de jo tankerne hen på det gamle paradigme.
Dette er svært nøjagtigt at tidsfæste, men det grunder i en tro på det universelle ved mennesket og en nedtoning af bundetheden til kultur, sprog og slægtens rødder. Det er taget til i styrke siden Anden Verdenskrig, hvor man på baggrund af de grumme erfaringer ønskede at fremme en mere grænseoverskridende og overnational solidaritet mellem mennesker. Denne vision om at forene os på tværs af grænser præger også den meget omtalte FN-aftale – kaldet Marrakesh-erklæringen – der blev vedtaget i mandags. Også med dansk tilslutning.
Den er nedfældet med rod i det gamle paradigmes stræben efter at se det som et ideal, at vi integreres i hinandens kulturer, og en formulering som den følgende beskriver meget godt det ideologiske hjerteblod: ”Vi må gøre en indsats for, at migranter bliver fuldt ud medlemmer af vores samfund, fremhæve deres positive bidrag og fremme inklusion og social samhørighed.”
Det er også i lyset af denne globalt sindede tænkning, at det nye paradigmeskift skal ses. Noget tyder nemlig på, at vi kan være på vej ind i en epoke, hvor mennesket i højere grad er sig bevidst, at det ønsker at bevare begrænsning og kulturel identitet.
Det handler om trangen til at vide, hvem man selv er. Mens der selvsagt findes menneskelige træk, der er universelle – behovet for mad, tryghed og fællesskab – er der stor forskel på, hvordan vi tænker angående synet på Gud, lighed, frihed, stat, køn, retfærdighed og meget mere. For vi henter livssyn fra vidt forskellige kilder. Enhver er formet af de tanker, tekster og begivenheder, der er gået forud netop her, hvor ens rodnet er, og i dén forstand er menneskesindet ikke universelt, men begrænset.
Litterat og debattør Kasper Støvring citerer i sin nye bog ”Gensyn med fremtiden” den engelske historiker Niall Ferguson for disse ord fra værket ”Civilisation”:
”I sin kerne er en civilisation de tekster, man bruger til undervisning i skolerne, som læres af eleverne, og som ihukommes i trængselstider.”
Vi har længe nedvurderet, i hvor høj grad vi formes af poesi, litteratur, religion og eventyr, og selv de, der ikke tror, at de kender meget til H.C. Andersen, Grundtvigs salmer eller Bibelen selv, kender en del af det alligevel. Tænk blot på hvor mange, der pludselig i ”trængselstider” begynder at citere Fadervor, fordi noget – ofte til den enkeltes egen forbløffelse – er blevet grundlagt. Denne forankring skal huskes, når vi taler om et paradigmeskift.
Mange års migration af forskellig art har ophobet problemer og opfordrer os til at overveje, om mennesket måske alligevel ikke er så universelt af natur, idet vi fra det øjeblik, vi fødes, indlejres i en eksistentiel virkelighed, der ikke deles af alle. Denne indsigt er begyndt at kollidere med det gamle paradigme fra midten af 1900-tallet, hvilket også bemærkes angående 70-årsmarkeringen af formuleringen af Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, der fandt sted i mandags.
Disse kan som bekendt gribe ind i et lands selvbestemmelse, og mens de færreste ønsker, at Danmark skal vende menneskerettighederne ryggen, vokser erkendelsen af, at de i en moderne verden i migrationens tegn kalder på diskussion.
I sin bog når Kasper Støvring således frem til: ”Verden består af en mangfoldighed af indbyrdes uforenelige kulturer.” Det skal naturligvis ikke skal forstås i fjendtlig forstand. Det skal forstås i eksistentiel forstand og som en understregning af, at mennesket nok er mere gådefuldt og kulturelt begrænset, end mange længe har troet.
Mens nogen er i færd med at nå frem til den erkendelse, holder andre fast i det gamle paradigmes mere universelle vision, men kaster man et blik ud over de europæiske lande og den voksende besindelse på det kulturelle og nationale, tyder en del på, at der sker noget nyt.
At paradigmeskiftet er virkelighed. Og at det stikker dybt.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.