DA PRINS HENRIK døde sidste år, havde han på forhånd ønsket at blive kremeret. Han havde også ønsket, at halvdelen af hans aske skulle strøs over havet, mens den anden halvdel skulle placeres i haven ved Fredensborg Slot. De nødvendige tilladelser blev givet, så alt foregik korrekt og i respekt for Prinsens ønsker.
Jeg blev i den forbindelse kontaktet af en journalist, der spurgte, hvor mange portioner jeg syntes, man skulle kunne dele en afdøds aske i. Og hvorfor asken ikke bare kan spredes, hvor familien ønsker det og uden forudgående tilladelse. Vi lever jo i en tid med mange splittede familier, anførte journalis-ten, og der kan være mange velbegrundede ønsker.
Jeg vidste ærligt talt ikke lige, hvad jeg skulle svare. For at vinde tid rettede jeg i stedet spørgsmålet til journalisten: Hvad mener du egentlig selv? Skal alt være tilladt, så det er helt op til de efterladte, hvad der skal ske med de jordiske rester? Skal en familie selv kunne beslutte, at asken efter en elsket oldefar skal deles i 10 portioner, der så kan gravlægges, omsmeltes, placeres eller spredes alle mulige steder?
Der blev tavshed i røret. Og det forstår jeg godt, for de fleste vil nok mene, at der trods alt må være en grænse. Det tror jeg, de fleste af os tænkte, da en søn for nogle år siden mente, at hans netop afdøde far, der havde været meget glad for motorcykler, skulle have en sidste tur. Derfor spændte han den afdøde far fast på sin motorcykel, og sammen kørte de lidt rundt på motorcyklen. Det gik trods alt for vidt.
Også her i Kristeligt Dagblad har der den seneste uge været fortalt om nye traditioner, der breder sig. For eksempel ønsket om at flytte urner til et andet sted, hvis familien flytter.
Der kan være alle mulige og rigtig gode grunde til, at vi bliver mere fleksible end førhen, hvor hensynet til gravfreden tilskrev, at den døde blev på den kirkegård, hvor vedkommendes jordiske rester blev lagt i jorden – medmindre man havde doneret sit afsjælede legeme til videnskaben.
Og hvordan er reglerne så i dag? De er så tilpas klare, at fleksibiliteten og muligheden for at komme særlige ønsker i møde består. Dog ikke i et fuldstændigt anarki, hvor man kan gøre, som man vil.
I dag skal biskoppen eller kirkegårdsbestyrelsen ansøges, alt efter hvad der ønskes. Og der skal gives særskilt tilladelse til både urneflytning og askedeling. Men selve det at få spredt sin aske behøver man ikke, som tidligere, at søge Kirkeministeriet om tilladelse til. Det er blevet betydeligt enklere, idet det blot kræver, at afdøde skriftligt har tilkendegivet, at det er, hvad vedkommende ønsker. Det kan for eksempel gøres via en en enkelt blanket til formålet, som kan findes på borger.dk.
Og så skal vi som mennesker erkende, at der til selve eksistensen er knyttet spørgsmål, som rummer etiske dilemmaer, hvor der ikke findes ét rigtigt og ét forkert svar. Det gælder ikke mindst omkring dødsfald.
Som i så mange andre kirkelige og folkelige sammenhænge er det også for begravelseskulturens vanskelige dilemmaer værd at huske, at vi i Danmark historisk altid efter grundige overvejelser har indrettet os efter nye strømninger, når debat og diskussioner har sandsynliggjort, at det var tid til det.
I dag er det næppe muligt at finde en præst, som er direkte modstander af ligbrænding. Men i tiden før vedtagelse af ligbrændingsloven i 1892 var så godt som alle kirkelige instanser faktisk direkte afvisende. Som i oldkrirken mente de næsten alle, at ligbrændning sendte et problematisk og falsk signal om, at døden var en udslettelse. I skarp modstrid med det kristne opstandelseshåb.
Derfor blev præsters medvirken gjort frivillig, da den første lov om ligbrændning blev vedtaget for 127 år siden. På samme måde som det fortsat er muligt for præster at sige nej til vielse af to af samme køn.
Den kloge tilgang må være, at man på den ene side videst muligt skal respektere afdødes ønsker, hvis sådanne er blevet udtrykt. Også selvom de strider mod de efterladtes ønsker. På den anden side kan der være særlige familieforhold, der gør det forståeligt, at asken skal deles eller urner flyttes, hvis de efterladte kan enes om det.
Og så er der altså den eftertanke, som handler om gravfreden. Vi må – også i en situation fyldt med sorg og savn – spørge os selv om, hvis behov det er vigtigst at tilgodese. De levendes? Eller de dødes? Her gives ingen enkle svar.
En lille hjælp på vejen kan vi hver især give de efterladte ved selv at overveje vores død og begravelse i god tid. Sige, at det må de selv tage stilling til. Eller fortælle, hvad man ønsker.
Jeg har selv skrevet det ned for længst og taler gerne med både børn og børnebørn om det: Salmerne er valgt, det skal være en kistebegravelse i familiegravstedet og en enkel marksten med navn og årstal. Og blomsterne – dem vil jeg helst have, mens jeg lever.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti Marie Høgh.