Vores enighed om, at folkesundhed er vigtigere end minks liv, skyldes kristendommen

Tesen om, at folkesundheden er vigtigere end dyrs liv, passer jo godt i en humanistisk tanke om, at mennesket er altings målestok, og at for mennesket er mennesket helligt, skriver sognepræst Jens Ole Christensen

illustration: søren mosdal
Illustration: søren mosdal.

Regeringens påbud om at slå 15-17 millioner mink ned har fået en stor og forståelig debat til at eksplodere. Hvis man ser bort fra spørgsmålet om det grundlovsbrud, som påbuddet bygger på, har diskussionen handlet om, hvorvidt det videnskabelige grundlag er i orden, hvor meget minkavlerne skal kompenseres, de familiære tragedier, dette udløser, og hvad fremtiden er for minkindustrien.

Nedenunder ligger også en meget forskellig vurdering af selve fænomenet minkavl og dyrenes velfærd. Og nogle miljøbevidste debattører har virket næsten skadefro. At være woke og ufølsom er tilsyneladende ikke modsætninger.Denne voldsomme debat har skjult en helt fundamental enighed. Jeg har hverken hørt eller læst nogen, der har betvivlet regeringens grundlæggende forudsætning: Folkesundheden er vigtigere end dyrs liv. Nej, naturligvis og heldigvis!

Min første tanke, da denne vigtige enighed gik op for mig, var, at det må være rester af en kristen-jødisk virkelighedsopfattelse i vores dybt sekulariserede samfund: Mennesket har en særstatus i skaberværket, fordi vi er skabt i Guds billede. Derfor er menneskets liv helligt, mens dyrenes ikke er det.

Man kan forklare den slags rester med afdøde biskop Jan Lindhardts skrabelodsteori, som går ud på, at når man skraber lidt i overfladen på sekulariserede danskere, kommer kristendommen til syne.

Jeg har altid tænkt, at den teori var idylliserende og ikke tog de faktiske forhold i jernindustrien alvorligt; men derfor er der jo alligevel en pointe i Lindhardts iagttagelse. Nemlig at man fjerner ikke 1000 års kulturhistorie på et par generationer. Heldigvis.

Disse teologiske betragtninger er behændige og nærliggende for en præst og kunne bruges i en prædiken eller et foredrag ved lejlighed.

Men efter nogle dage begyndte jeg at tvivle på dem.

Én ting er, at enigheden afslører en fælles afstand til et rendyrket biologisk menneskesyn. Mennesket må være mere end et dyr og mere end gener og kemiske processer. Det er hele Danmark tilsyneladende spontant enigt om.

Og dermed må der faktisk også være gnavet kraftigt i en vegansk tankegang – selvom det måske ikke ved første øjekast ser sådan ud – fordi veganeren i praksis sætter dyr og mennesker lige. Det tror ingen af os tilsyneladende på, inderst inde.

Men tesen om, at folkesundheden er vigtigere end dyrs liv, passer jo godt i en humanistisk tanke om, at mennesket er altings målestok, og at for mennesket er mennesket helligt.

Så rødderne til den tænkning, der forener os, behøver ikke være kristne. Humanismen går jo tilbage til oldtidens græske filosofi.

Efter yderligere nogle dage begyndte jeg igen at tvivle, denne gang på min tvivl. Måske slipper selv humanismen ikke for kristendommen.

For en anden mulighed er at tænke i forlængelse af apostlens Paulus ord i brevet til romerne (kapitel 2, vers 14-16) om, at vi alle har loven skrevet i vores hjerter og dermed har en mere eller mindre klar bevidsthed om godt og ondt. Eller i det mindste en stadigt kørende indre diskussion om godt og ondt.

Og det spor vil jeg gerne forfølge, for når jeg læser humanistiske tænkere, bliver jeg ofte grebet af en dobbelt følelse: Dels en følelse af, at dette er yderst sympatisk og i forlængelse af min egen spontane tænkning, dels en følelse af, at det løber løbsk og overbelaster os som mennesker. Vi bliver nærmest guddommelige og hele verdens mål. Vores egen lille livshistorie og lykke bliver så knaldhamrende vigtig, og i sidste ende kan humanismen føre til en foragt for resten af skaberværket, som måske hverken er sund for os eller verden: Alt det andet er bare til for vores skyld.

Derfor vågner spørgsmålet: Er humanismen i virkeligheden bare en muteret bibelsk skabelsesbevidsthed? Den har muteret fra afhængigheden af skaberen med det resultat, at vi overvurderer os selv og måske til sidst bliver angste, fordi vi ikke kan leve op til vores eget selvbillede.

Og så er det måske alligevel bedre at vende tilbage til den rene vare: Mennesket, der har den høje værdi, fordi vi er i relation til én, der er større, kærligere, retfærdigere og smukkere end os. Så kan vi få lov til at være uendeligt værdifulde og begrænsede samtidig.

Ifølge højskolemanden Holger Begtrup skrev en munk engang i middelalderen: ”Hvad et mennesker er i Guds øjne, det er han. Hverken mere eller mindre.”

Det er vel stadig en rigtig god størrelse at have!

Kirkeligt set skrives på skift af lektor i diakoni Jakob Egeris Thorsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.