Prøv avisen
Refleksion

Vores fælles referencer smuldrer: ”Hvem er Agnes fra ’Matador’?”

”En avis er et godt sted at begynde, både for unge og voksne. Den lader os snuble over meget, vi ellers aldrig selv ville have opdaget,” skriver Anette Prehn. – Illustration: Søren Mosdal.

Af Anette Prehn, sociolog og forfatter. klummeskribent hos kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Den almene offentlighed har en socialiserende funktion, skriver sociolog Anette Prehn

”Hvem er Agnes fra ’Matador’?” Spørgsmålet hænger i luften et øjeblik. Jeg ser overrasket på min 25-årige samtalepartner. ”Har du ikke set Matador?”, spørger jeg. Jeg har selv set den ikoniske serie cirka fem gange og er hver gang blevet klogere på historien, dansk sprog og humor samt socialt samspil mellem mennesker. Min samtalepartner har tilsyneladende set enkelte afsnit af serien for år tilbage, men åbenbart ikke nok til at vide, hvem Agnes er.

”Det er en serie, man næsten bør se,” siger jeg forsigtigt. ”I vores kultur henvises der ret hyppigt til personer eller begivenheder fra ’Matador’.” ”Der er ikke nogen i min generation, der snakker om ’Matador’,” lyder svaret tørt. Underforstået: Vi har andet at tage os til.

Når man er 25 år og snart færdig med en videregående uddannelse, er det sandsynligt, at man skal sluses ind på et arbejdsmarked, hvor kollegerne og kunderne/borgerne aldersmæssigt kan være både i 40’erne, 60’erne og 90’erne.

Her er det værd at overveje, om hver generation har nok i egne interesser, eller om det måske kan være meget godt med visse fælles referencer, herunder viden om, hvem Mads Skjern, Maude eller grisehandler Larsen er.

Samtalen gjorde indtryk på mig. Der er ingen tvivl om, at mange unge i dag ser masser af serier. Så snart et afsnit er færdigt, begynder et nyt.

Der er heller ingen tvivl om, at forskellige generationer har forskelligt medieforbrug. En overflod af information og underholdning byder sig til, og vi kigger i nord, syd, øst og (mest) vest, men vidt forskellige steder hen.

På den ene side er det frisættende for den enkelte, at man kan høre præcis de podcasts eller radioudsendelser, man vil, og følge ens yndlingsserie år ud og år ind. På den anden side er der også mange, der – i al fald i disse år – vælger den almene offentlighed godt og grundigt fra.

En historiker nævnte forleden for mig, at der var forspildt mange chancer under coronakrisen til at lave historiske perspektiveringer af pandemien, for eksempel ved at sætte den i relief i forhold til den spanske syge. Det fløj ud af mig: ”Hvilken avis holder du?”. Svaret var: ”Ingen.” Jeg kunne så fortælle, at som læser af (blandt andet) Kristeligt Dagblad har jeg badet i interessante og øjenåbnende perspektiveringer af coronapandemien, herunder i forhold til den spanske syge og karantænens historie, men også i forhold til menneskers eksistentielle udfordringer og følelser under sådanne kriser.

Den almene offentlighed har en socialiserende funktion. Den lader os blandt andet forstå og afkode begivenheder, kulturelle fænomener, sprogets betydninger og tendenser i tiden. Den giver plads til uenighed og kamp om holdninger og meninger. Den spiller potentielt også en samlende funktion, som vi fik genskabt i glimt under coronakrisen, når stort set hele Danmark så med på et pressemøde, eller mange sang fællessang samtidig fredag aften.

En offentlighed lever dog gennem menneskers opmærksomhed og tillid. Den lever i det omfang, vi opsøger, diskuterer og lærer af den – og bidrager til den i det omfang, vi kan. Vi kan bruge det meste af vores vågne tid på valgkampen i USA, den seneste serie på Netflix eller vores egen skræddersyede digitale virkelighed.

Men dermed allokerer vi også megen tid til faktorer, der reelt ligger uden for vores indflydelsescirkel: til dét, vi er modtagere af i stedet for potentielle medskabere af. Det er i Danmark og i EU, at vi har stemmeret. Det er forholdene og diskursen i først og fremmest vores eget land, vi er så heldige at kunne influere på og tage bestik af.

Vi lever som bekendt også i en ”global landsby” med rig anledning til at tilegne os udtryk og mærkesager fra andre dele af jorden og måske endda tage dem med ind i argumentationen i dansk sammenhæng. Det skete for eksempel, da Lars Rebien Sørensen for nylig blev kaldt ”boomer” af Pernille Skipper (EL) grundet udtalelser om Danmarks klimaplan. Dybest set er ”boomer” et skældsord på tværs af generationer, der indikerer, at personen ikke fatter, hvad tingene handler om.

Fra sociologen Jürgen Habermas ved vi, at demokratiet som deltagelsesform forudsætter en levende offentlig debat. Fra teologen Hal Koch har vi fået understreget, at demokratiets væsen beror på samtaler med blik for helheden.

Men hvad nærer egentlig ”helheden” i dag? Er den offentlige debat fælles gods? Hvilke kulturelle produkter kan vi samles om og henvise til i troen på, at den anden kender dem? Hvad er almen dannelse, hvis generationer tyer til at leve i egne ”siloer”?

I det rettighedsrytteri, der har stået på i årtier, har vi da helt glemt, at med rettigheder bør der følge forpligtelser – for eksempel til at holde sig alment orienteret i den kultur, man lever fysisk i, og i det demokrati, man har stemmeret i?

Er der virkelig tale om, at vi som borgere får ”alt for intet” (ud over et instrumentelt krav om at betale skat)? Hvad betyder et yderligere fragmenteret medielandskab for (håbet om og nødvendigheden af) en samlende offentlighed? Mange spørgsmål melder sig i disse år.

Det er dog ikke kun for fællesskabets skyld, at vi med fordel kan kende til fælles referencer. For et par år siden var en ung kvinde i vores bekendtskabskreds til en jobsamtale. ”Du er en rigtig 12talspige,” sagde intervieweren. ”Øh, ja,” svarede den unge kvinde tøvende, mens hun undrede sig over fokusset på karakterer. Hvis hun havde læst avis og fulgt med i debatten – og dermed kendt til den negative ladning af ordet 12-talspige i vores kultur – ville hun have stået stærkere i situationen.

Hun kunne for eksempel have svaret: ”Jeg gør mig i al fald umage med det, jeg engagerer mig i. Men jeg er heldigvis mere end mine karakterer. For eksempel er jeg frivillig i Amnesty.” Hvis hun havde fulgt med i den offentlige debat, ville hun have vidst, at ordet 12-talspige bruges lige så nedladende, som det ”boomer”, Lars Rebien Sørensen for nylig blev præsenteret for. Nu var den unge kvinde i stedet overgivet til kræfter uden for hende selv. Behøver jeg at sige, at hun ikke fik jobbet?

En avis er et godt sted at begynde, både for unge og voksne. Den lader os snuble over meget, vi ellers aldrig selv ville have opdaget. Den kan give os et mangefacetteret blik på det, der sker. Og den kan give anledning til fælles samtaler. En opslået avis på spisebordet hjemme hos mig er et tegn til de andre om: ”Læs den her! Og lad os snakke om den bagefter.”

For tiden fremstår en daglig avis dog for mange som noget eksotisk, måske endda dyrt. Til gengæld er der plads i budgettet til café latte i papkrus, der koster omtrent det samme. Om det handler om ”Matador”, coronaperspektiveringer, ”boomere” eller 12-talspiger, gælder det, at en kultur skaber, omskaber, kæmper om og lander på fortolkninger og betydninger. Det er en god idé at følge med i og reflektere over disse – både for fællesskabets og ens egen skyld. Og det uanset, om vi er 25 år, historikere eller noget helt andet.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.