Den canadiske kønsforsker Christopher Dummitt gav forleden et spændende interview til Kristeligt Dagblad. Heri lagde han afstand til en del af den forskning, han selv havde bedrevet – specifikt, at kønsforskelle alene er sociale konstruktioner og ikke på nogen måde forbundet til det biologiske køn. Samtidig med at Dummitt egentlig refererede korrekt fra sine historiske kilder, gav han forklaringer, der ifølge ham selv i hovedsagen var baseret på egne og nærmeste kollegers meninger, hvad han benævner ideologi. Her var kritisk diskussion af egne og andres forskning blevet underordnet aktivisme, altså at de som forskere aktivt deltog i samfundsforandrende interventioner og protester.
Et af hans mest berømte emner er den amerikansk-canadiske tradition for grillmad, hvor han så mandens ”traditionelle” rolle som grillmester som et slet skjult magtredskab, der fastholder et arkaisk patriarkat og en forståelse af manden som en handlekraftig macho, der reelt ikke var kommet ud af hulen.
I dag vover Dummitt en alternativ tolkning: Mandens rolle ved 1950’ernes grill kunne forstås som endnu et lille skridt i mandens deltagelse i husholdningsarbejdet. I efterkrigstiden faldt mandens samlede arbejdstid generelt, mens kvindens tid på arbejdsmarkedet som bekendt steg. Derfor blev nye måder at forstå fordelingen af arbejdet både professionelt og i hjemmene nødvendige.
Man kan grine lidt ad denne alternative tolkning, særligt hvis man mener, at det at være ansvarlig for grillen egentlig bare er at tage æren for andres (læs: kvinders) forberedelser, der dermed bliver usynlige. Det kan man imidlertid kun, hvis man ikke, som jeg selv, er familiens grillansvarlige.
Det er et ganske omfattende og meget tidskrævende arbejde, ikke mindst hvis man stadig bruger rigtige grillkul. Afhængigt af vejret kan det også være ret ensomt, for hvem gider stå i kuling, småregn og giftig røg for at tale med en stresset mandsperson, hvis fremtidige ære afhænger af kullenes sindsstemning og grillkyllingens kulør?
Men grillmesteren er ikke et offer, for han (eller i dag heldigvis nogle gange: hun) kommer jo ganske rigtigt i kontakt med måder at omgås mad og mennesker på, som er mere oprindelige og autentiske end dem, der er på spil, når man fodrer sine børn med pizzabakker.
I stedet for at se grillmesteren som en socialt konstrueret magtposition peger denne alternative fortolkning på, at 1950’ernes mænd kunne finde kreative og handlekraftige måder at deltage i parcelhuskvarterets udgave af jæger-samler-samfundet. Det var måder, som tillod dem at være aktive mænd i hjemmet uden bare at optræde som håbløse versioner af kvinden.
En endnu mere dramatisk konfrontation mellem køn som biologi og køn som konstruktion fandt for nylig sted foran Kvindehuset i København. Her blev en gruppe ældre og mere klassiske lesbiske kvinder (der er tiltrukket af biologiske kvinder) nægtet adgang til huset af en gruppe transkønnede kvinder med henvisning til, at de lesbiske udgjorde en transfobisk gruppe.
De var transfobiske, fordi de ikke anerkender, at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan, uanset at nogle af de tilstedeværende lesbiske kvinder faktisk havde været med til at grundlægge Kvindehuset. I disse radikale miljøer ser man slogans som ”Der findes kvinder med penisser, der findes mænd med vaginaer, der findes transfober uden tænder”.
Selvom det må antages, at voldsparatheden ikke er helt så grel, som den lyder, viser det, at debatten om køn som biologi eller som social konstruktion har ganske håndgribelige, fysiske konsekvenser. Den viser også, at hvis man helt opgiver givne begreber som kvinde og mand, risikerer man også at tabe de frihedsrettigheder, som kvinder og mænd, uanset deres seksuelle orientering, har opnået efter lange og krævende kampe.
Mens Christopher Dummitt i dag fastholder at være både feminist og – faktisk – social konstruktivist, mener han ikke, at den radikale fortolkning af køn og samfundsvidenskab, som han var et hovednavn i at søsætte, har bragt samfundet noget godt. Det var med hans eget udtryk ideologisk drevet, snarere end drevet af et ønske om at finde frem til sandheden.
Hvis den bevægelse, som Dummitt satte i gang, ikke selv finder sit rette leje, er det et nederlag for universitetet. Men værre endnu forvarsler det også en yderligere radikalisering af samfundet. Et samfund, der til sidst ikke vil kunne finde sammen.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.