November, november, november, november, november. At året har 16 måneder plejer at være en omstændighed, jeg fryder mig over. Som de fleste andre bosat tættere på Nordpolen end på ækvator mener jeg, at Henrik Nordbrandt i sit velkendte årstidsdigt har indset noget helt fundamentalt og rigtigt. Blot har jeg aldrig været enig i, at mørkemånedens længde skulle være et problem.
Normalt mener jeg ikke, at mørket indbyder til skælven. Det indbyder til ro, pejs, hi. Siden jeg var barn, har jeg frydet mig over muligheden for at forpuppe sig – over anledningen til at forskanse sig med bøger, stearinlys og te. Som voksen er det den tid på året, hvor jeg har været mest håndfast og produktiv; artikler, afhandlinger, bøger samler sig ligesom bedst til helheder i ly af mørket.
Sådan er det ikke i år. Her i december er jeg usædvanligt efternovembertræt – mør af mulm og daglang skumring på en måde, jeg ikke før har oplevet. Aldrig før har jeg interesseret mig så intenst for belysning, for lyskæder, for natteblindhed, for engles stråleglans.
Skurken er naturligvis og trættende forudsigeligt: pandemien, der har indskrænket vores fælles bevægelsesrum – som har taget smilet til fange i et mundbind og aflyst julefest, julegalskab. Det sociale liv og de kollektive forventninger, som jeg normalt fryder mig over at kunne snige mig i skjul fra, når mørket sænker sig, er annulleret i år. Og det samme er lettelsen over at gemme sig fra dem.
I disse uger sidder jeg bag skærmen ved skrivebordet i min forstadsstue. Men som noget nyt sætter jeg mig tungt og mut tilrette, når jeg har drukket min mørkekaffe.
Jeg gruer for dagens virtuelle erstatningsmøder, pines over manglen på øjenkontakt.
I jagt på kulturhistorisk trøst har jeg over weekenden spist mig gennem forsker Nina Edwards’ monografi ”Darkness. A Cultural History”.
Jeg havde brug for indsigt i, hvordan mennesker gennem tiden og på tværs af kulturer har forliget sig med manglen på lys.
Mit håb var, at jeg ved at læse lidt om for eksempel tællelysets fortrædeligheder i det mindste kunne glæde mig over elektricitetens underfulde kvaliteter. Eller at jeg måske ved at sætte mig ind i boformer, der baserer sig på åben ild, kunne nå til en grundigere værdsættelse af min fjernvarme.
Men denne læsning efterlod mig først og fremmest med en for mig uvanlig og stærk længsel efter urlejrbålets kollektive centrum. Måske skyldes det, at jeg i disse uger har lagt sidste hånd på en udgivelse om dét, som jeg i foråret troede var tegn på stærkt, spontant sammenhold. Dét, jeg faktisk troede var nationalstatens og den digital tidsalders svar på lejrbålet: de virtuelle fællessangsprogrammer på Danmarks Radio.
Fællessangen hver for sig synes nemlig i mindre grad at være tegn på vores ukuelige trang til samvær og samling, end den synes at være udtryk for vores trang til at forstå, at pandemien, der for mange bare var en sløret og abstrakt størrelse, skulle have så virkelige og indgribende krisekonsekvenser.
Det er min og mine kollegers fornemmelse efter behandlingen af en lang række spørgeskemabesvarelser. Sådanne slukørede konklusioner kan få computervisne hænder til at skælve. Og de kan få selv den mest inkarnerede mørkeentusiast og socialt småtspisende til at sukke efter lyse festnætter.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.