Prøv avisen
Etisk set

Vores mailhilsener er mere polariserede

. (Arkivfoto.) Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Katrine Frøkjær Baunvig

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Kram, knus eller med venlig hilsen? Katrine Frøkjær Baunvig fører regnskab med ind- og udgående hilsener på sin mailkonto under coronakrisen og er overrasket over konklusionen

Forleden aften så jeg på mit tv en forsamling tyske politikere markere valget af Armin Laschet som ny formand for CDU. Med overkroppen trukket langt tilbage med let forvildede, men varme forsøg på øjenkontakt og med albuespidser, der søgte hinanden, understregede de dagens begivenhed. Det så komisk og akavet ud, og de vidste det godt selv. Men markeringen var tydeligvis nødvendig for dem, og jeg blev rørt.

Det bliver jeg nok også lidt let for tiden. Meget let, ville de fire mennesker, som min corona-afstemte omgangskreds består af, sige. Ikke desto mindre blev jeg grebet af det grundbehov for afrunding og forankring af menneskelige forbindelser, som hilsener af alle slags er udtryk for.

At det netop var en samling tørre, tyske teknokrattyper, der febrilsk gav udtryk for det, fik behovet til at træde ekstra tydeligt frem.

I foråret 2020 læste jeg ivrigt avisers og netmediers hjertesukkende beskrivelser af håndtrykkenes, krammenes og kindkyssenes vej ud af hverdagen. Jeg frydede mig over den anledning, det gav mig til at belemre venner og familie med dyrekøbte faglige indsigter i menneskedyrets etologi og i dets ritualskabende tilbøjelighed. Med stor begejstring kastede jeg mig ud i fod- og albuehilsner, før jeg landede på et buk. Det var sjovt.

Nu gider jeg ikke mere.

Jeg behøver for øvrigt heller ikke, for jeg ser alligevel ikke andre mennesker end dem, der befinder sig i min legitime krammesfære. Men jeg har udviklet en ny og beslægtet interesse. Måske lidt mindre godartet, lidt mere krakilsk.

Jeg er begyndt at føre regnskab med ind- og udgående hilsener på min mailkonto. Faktisk har det vokset sig til en hyggeforskningskortlægning af coronakrisens aflejring i mine arbejdskorrespondancer.

To klare hovedtendenser træder frem. De følger tendenser, der gør sig gældende i mange andre områder af samfundslivet: Folk skruer op for volumen, og folk polariserer sig. En gruppe er uvanligt og eftertrykkeligt varm, en andet er noget mere afmålt, tangerende kølig – vel at mærke mere, end de plejer at være. Andre lægger sig et sted herimellem, og sådan vil mønsteret givetvis altid være.

Kram! Knus! Kærlig hilsen. Alt godt. Stor hilsen. Venlig hilsen. Bedste hilsen. Hilsen. Ingen hilsen. Mulighederne er mange, og det er meget forskelligt, hvordan folk foretrækker at henvende sig til kolleger og arbejdsforbindelser på skrift.

Det er meget forskelligt, hvad folk opfatter som anmassende-intimt eller koldt-afvisende. Sådan har det altid været. Andre end mig har måske brugt energi på at afstemme deres mailtone efter modtageren og den kategori, man nu har besluttet sig for, at de tilhører (åbenhjertig, sludrende, to the point, brysk)? Andre end mig har måske også engang følt sig lidt slukøret, da en kategorisering viste sig at være fejlagtig? Da en ”kærlig hilsen” afvistes af en ”vh”?

Det interessante er, at konturerne af de hilsener, jeg har modtaget i løbet af det seneste års tid, synes at være blevet trukket stærkere op. Og at jeg selv er fulgt med. Mine egne hilsener ser nemlig ud til at forstærke enten den ene eller den anden tendens. Jeg er påfaldende mere hjertelig over for de varme og synligt mere påholdende over for de reserverede.

Og det behøver ikke at have meget at gøre med, hvor godt eller på hvilken måde jeg kender folkene i de to grupper. Jeg har fået opdelt min mailkonto i to selvforstærkende følelseskamre, ser det ud til.

Jeg glæder mig til, jeg kan tage traditionelle, fysiske hilseformer i brug igen. Jeg glæder mig til at kunne se nyhedsindslag med mennesker forsamlet uden dette fokus på, hvordan de forvalter deres kroppes nærhed. Jeg glæder mig til, at jeg ikke er så optaget af de sociale signaler, der lyser i min indbakke. Men indtil jeg for alvor kan løsne op for mit corona-forkrampede sind, vil jeg imødegå den følelsesmæssige udspaltning i min indbakke ved at ensrette mine hilsner.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.