Vores rigdom frister til at glemme tilværelsens åndelige dybder

Sognepræst Jens Ole Christensen har med vilje ikke hævet sine feriepenge. Nu mærker han et stik af dårlig samvittighed over sit 'manglende samfundssind', men reflekterer også over rigdommens fristelser


Tegning: Søren Mosdal
Tegning: Søren Mosdal.

Jeg kan lige så godt tilstå med det samme: Jeg viser ikke det fornødne samfundssind her i oktober måned.

Jeg hævede nemlig ikke mine feriepenge, men har besluttet at lade dem blive stående, til jeg om nogle år skal på pension.

Det er naturligvis af helt egoistiske årsager, for jeg forventer, at jeg vil få mere brug for dem den dag, jeg skal fraflytte tjenesteboligen med alle de udgifter, det kaster af sig.

Og inderst inde ved jeg naturligvis godt, hvor dybt usolidarisk det er. Jeg bør jo give mit bidrag til at stimulere den indenlandske omsætning og beskæftigelse. Derfor burde jeg nu være i gang med en lille forbrugsfest. Jeg burde gå mere på restaurant, købe det nye tøj, min kone mener, jeg trænger til, og lidt flere is til børnebørnene.

Men sådan blev det ikke. Og jeg indrømmer, at da jeg forleden på TV 2 så et interview med en meget glad og sympatisk københavnsk restaurantejer, som fortalte om alle de samfundsnyttige mennesker, der lige nu spiser hans lækre retter, mærkede jeg et lille stik i hjertet. Det var svært at finde ud af, om stikket skyldtes misundelse, fordi jeg faktisk elsker at spise ude, eller det var dårlig samvittighed over mit egoistiske valg.

For ét eller andet sted har jeg ærligt ondt af de mennesker, der ikke lever af skatteydernes penge; men har måttet se indkomst forsvinde i nedlukningstiden i foråret og kun med lodder og trisser kan tjene noget af det ind under de nuværende restriktioner. En lille smule menneskelige følelser har jeg dog.

Og jeg har nationaløkonomisk indsigt nok fra gymnasietidens samfundssproglige undervisning til at forstå rationalet både i udbetalingen af 1000 kroner til studerende, pensionister og andre uden traditionel lønindkomst og til frigivelsen af feriepenge. Det er en reel ulykke for os alle, hvis dette samfund går i stå, og vi må skære både i sundhedssystemet, uddannelsen, ældreomsorgen, socialforsorgen og mange andre nyttige samfundsfunktioner. Så lad os derfor vise samfundssind og smide om os med pengene!

Det er lige her, en anden form for anfægtelser melder sig: Hvad er det for et samfund, vi har udviklet, der kun kan bestå ved accelererende forbrug? Og hvor regering og folketing i en vis forstand er revnende ligeglad med, hvilken slags forbrug vi snakker om: Når dankortet svinger, samfundet ud af coronakrisen springer.

På den måde er coronakrisen også blevet – undskyld modeordet – en fremkaldervæske, som tegner et problematisk billede af vores samfundssystems inderste natur. Og jeg ved godt, at det ikke bare er vores danske regerings logik. Det handler om hele verdens økonomiske system, og det ville gavne fra pol til pol, hvis alle syv milliarder mennesker fik gang i forbruget. Men gør det globale perspektiv det bedre?

Ét spørgsmål er, om vi kan håndtere en global klima- og ressourcekrise ud fra den logik. Det må folk med en anden faglighed end min svare på.

Et andet er, om det i det globale perspektiv er solidarisk at lave en lokal forbrugsfest i vores velstående samfund, så længe mennesker sulter og lever under fattigdomsgrænsen mange andre steder. Det er et etisk og politisk spørgsmål.

Det tredje – mere psykologiske og teologiske – spørgsmål er, hvad det gør ved os. Hvordan sætter det sig i vores personligheder?

Det snusfornuftige skrift i Det Gamle Testamente, der hedder Ordsprogenes Bog, kredser flere gange om, hvad der sker med mennesker, som får et uafbalanceret forhold til rigdom. For eksempel en eftertænksom bøn: ”Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig, for at jeg ikke skal blive så mæt, at jeg fornægter dig og siger: ’Hvem er Herren?’ og for at jeg ikke skal forarmes og blive en tyv og krænke min Guds navn.”

Den bøn er værd at bede og meditere over:

Rigdommen frister til at glemme Gud og tilværelsens åndelige dybder. Forbruget fylder horisonten. Modsat frister fattigdommen til uærlige veje til at skaffe sig det fornødne. Hvilket også er en krænkelse af vores skaber.

Så får man jo lyst til at korrekse forfatteren til Ordsprogenes Bog: For diverse hvidvasksager og skatteunddragelser – nationalt og internationalt – har vist, at i vores overflod er der en del af de velstående, der begår synder, som Ordsprogenes Bog mistænker fattige for: Krænker Gud ved tyveri.

Denne forbrugsstrategi er tilsyneladende indiskutabel fra Enhedslisten til Nye Borgerlige. Og den rejser sammenlagt et ubehageligt spørgsmål: Er vi i virkeligheden fattigere, end vi tror?

Åndeligt.

Kirkeligt set skrives på skift af lektor i diakoni Jakob Egeris Thorsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.