”Det er med stor ydmyghed, jeg står her i dag,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S) til veteranerne på flagdagen den 5. september 2020. Og da Rasmus Prehn (S) blev udnævnt til fødevarerminister udtalte han, at ”jeg kommer til at gå til opgaven med stor ydmyghed. Vi står i en meget vanskelig situation”.
Anderledes er det ikke inden for erhvervslivet. Novo Nordisk-direktør Lars Fruergaard Jørgensen blev kåret som Årets Leder 2020, og i Finans kunne man læse, at grunden til det ligger i hans ”grundtone af ydmyghed”. Helt ind i Politikens brevkassesvar forlyder det, at ”livet bliver aldrig en spændende film, hvis man ikke ydmyger sig selv lidt på kærlighedens alter”.
De folkevalgte, ministrene, lederne og menigmand står i kø for at udstille deres ydmyghed. Læg mærke til det. Ordet dukker op hele tiden og hvor som helst.
Ydmyghed er blevet et nyt buzzword. Alle vil udbasunere deres ydmyge tilgang til den opgave, de har fået, hvad enten det drejer sig om politik, økonomi eller kærlighed. Ingen skryden her, ingen selvhævdelse, bare ydmyghed. Hvor er de gode, hvor er de rigtige!
For troens folk inden for flere religioner er ydmyghed ikke just nogen nyhed. Det har i århundreder været et krav og en dyd at kunne ydmyge sig over for magter, der er større end en selv. Det har at gøre med at kende sin plads og at kende sig selv. For os i en jødisk-kristen kulturkreds er Job forbilledet. Han bliver ydmyget af Herren, og han ydmyger sig selv. Han indser, at Herren magter alt, mens han selv kun er et afmægtigt menneske, og han ender med at kalde alt, hvad han har sagt i uforstand, tilbage og ”angrer i støv og aske”. Så kan han heller ikke komme længere ned eller ydmyge sig mere. Men det viser på sin vis også Jobs storhed. Han orker det næsten umenneskelige, selvom han beklager sig undervejs i sine prøvelser.
Her i Danmark er vi rigtig gode til at ydmyge os, men også til at være store, selvbevidste og selvfede i ydmygelsen. Grundtvig lagde grundstenen til denne danske dobbeltindstilling i ”Langt højere bjerge”, hvori man kan læse:
Langt klogere folk er der sagtens om land/ end her mellem bælte og sunde;/ til husbehov vi dog har vid og forstand,/ vi vil os til guder ej grunde;/ og brænder kun hjertet for sandhed og ret,/ skal tiden nok vise: vi tænkte ej slet.
Ja, nu skal vi indse vores ydmyge plads i verden, men så bliver vi også belønnet for senere. Så får vi oprejsning, og så vil det vise sig, at vi trods alt er de bedste og de største. Men vi må sige det på denne underspillede måde, for andre og mere direkte måder har vi det alligevel skidt med.
Vi kan ikke tåle Trump, Erdogan og lignende selvhævdende ledere. De fremstår som opblæste narre. De er barnlige i deres megalomane udsagn om, at de er de bedste, de største, de rigtigste. Alt hvad de laver, er i deres egne øje af episke dimensioner. De tror, de kan alt, og at de er ufejlbarlige. Trump kan sigende nok minde om den ligeledes opblæste Mussolini med hans teatralske kropssprog og mimik. Det var til at grine ad, hvis ikke det var så farligt.
Den slags folk kender ikke til ydmyghed. Men så står hovmod heldigvis for fald, og ned skal de nok komme. Det er der sørget for. Ydmygheden er en dyd, som hovmodet er en dødssynd.
Der er dog noget ved den enkle modsætning, der byder mig imod. Et vist hovmod skal der til, og det har Grundtvig netop også, omend noget fordækt. Det ligger også i Bjergprædiken. I den ny mundrette oversættelse forlyder det, at ”I er heldige, hvis I er små og ubetydelige, for I vil overtage jorden”. De ”smås” hovmod kommer til udtryk her som en tro på egne kræfter og på at have Gud på deres side. Og godt for det. Der skal en vis stolthed og selvbevidsthed til for at holde verden og sig selv ud, og til at bringe os videre. Ydmyghed alene gør det ikke. Og dyrker man ensidigt ydmygheden bliver den til en last, der til forveksling ligner hovmod.
Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.