"Den danske sang er også en ung sorthåret pige med tørklæde"

Dagens Danmark er et mangfoldigt samfund, hvor mange etniske, religiøse og sproglige grupper er repræsenteret. Vi kommer derfor ingen vegne med ”dem og os”-retorikken, men vi bør i stedet skabe et nyt fælles "vi", mener ekstern lektor Saliha Marie Fetteh

Muslimer har på godt og ondt været en del af det danske samfund de sidste 45 år. Og et arabisk ordsprog siger, at hvis man bor fyrre dage hos et folk, så bliver man ligesom det, skriver ekstern lektor Saliha Marie Fetteh.
Muslimer har på godt og ondt været en del af det danske samfund de sidste 45 år. Og et arabisk ordsprog siger, at hvis man bor fyrre dage hos et folk, så bliver man ligesom det, skriver ekstern lektor Saliha Marie Fetteh.

I december bekendtgjorde kulturminister Bertel Haarder, at der skal forfattes en ny dansk kulturkanon, og fra sidste uge åbnede en hjemmeside for, at alle danskere kan bidrage med forslag til indholdet. Det er i sig selv ikke usædvanligt, da andre før ham har været på banen med samme dagsorden.

Det nye ved kulturkanonen er, at landets muslimske minoritet opfordres til at bidrage til fortællingen om, hvem danskerne er, således at den nye Danmarkskanon indeholder værdier og traditioner, som afspejler et land med cirka 300.000 muslimer. På denne måde bliver projektet, der også skal indeholde både kristne og islamiske religiøse værdier, inkluderende.

Ikke alle er lige begejstret for Haarders ide om at inkludere de danske muslimer. Måske frygter de ”gamle” danskere, at den danske kultur, som de kender den, forsvinder, hvorfor de forsvarer deres danskhed og dens symboler og traditioner uden at tænke over, at den danske kultur ligesom alle andre kulturer aldrig har været stillestående.

Det samme sker desværre for en del af den muslimske minoritetsgruppe. De danner parallelkulturer med normer og traditioner, som hører til i en anden kultur end den danske.

Disse to grupper skaber via deres reaktioner afstand til hinanden, fordi de ikke formår at interagere i den nye mangfoldige danske kultur. For mangfoldighed er noget, vi er, når vi er sammen. Kun i fællesskab kan den danske befolkning definere, hvad dansk kultur er.

Reaktionerne på Haarders udspil har blandt andet været, at man ikke kan være både muslim og dansk, hvilket set med mine øjne er noget vrøvl. Jeg hører også ofte samme argument fra muslimske ekstremister, men ens religiøse baggrund afspejler ikke automatisk ens nationale baggrund. Der findes jo som bekendt en del kristne i de såkaldte islamiske lande, og de identificerer sig alligevel som eksempelvis irakere syrere eller libanesere.

Man er dansk, når man føler sig dansk, og ikke når man står med et rødbedefarvet pas i hånden eller fornægter sin tro. At være dansk er noget, man er, og ikke noget man gør. Men man kan ikke opbygge sin danske identitet alene, da kulturel identitet skabes i fællesskabet mellem mennesker.

Ligesom alle andre samfund er det danske et produkt af en lang og fælles historie for de mennesker, der gennem tiden har boet i Danmark. Og den tid vi lever i nu bliver også historie en dag. En historie som Mohammed, Fatima og alle de andre danske muslimer på flere måder vil være en del af.

Blandt kommentarerne til kulturkanonen var desuden spørgsmålet om, hvad muslimer har beriget dette land med? Hertil kan jeg kun ærligt svare, at det til tider måske kan være svært at få øje på. Men fakta er, at mange fra den unge generation af muslimer kæmper en kamp for at komme gennem uddannelsessystemet og for at blive en integreret del af det danske arbejdsmarked.

Adskillige muslimer arbejder allerede i stigende grad som læger, sygeplejersker, ingeniører, undervisere og SOSU-assistenter. Hvorfor skulle alle disse mennesker, der bidrager positivt til det danske samfund, ikke også have mulighed for at bidrage til indholdet i en ny dansk kulturkanon?

Danmark er i dag et mangfoldigt samfund, hvor mange etniske, religiøse og sproglige grupper er repræsenteret. Vi kommer derfor ingen vegne med ”dem og os”-retorikken, men bør i stedet skabe et nyt fælles "vi", som i højere grad inddrager den danske mangfoldighed. Et mangfoldigt Danmark baseret på demokrati, respekt og anerkendelse og som erkender, at den gamle danske nationalstat, kendetegnet af ét sprog, én religion og én kultur ikke længere svarer til realiteterne.

Fortiden vender ikke tilbage. Den danske sang er således ikke nødvendigvis en ung blond pige. Hun kan faktisk være muslim, hedde Aisha, være sorthåret og måske endda bære tørklæde.

Muslimer har på godt og ondt været en del af det danske samfund de sidste 45 år. Og et arabisk ordsprog siger, at hvis man bor fyrre dage hos et folk, så bliver man ligesom det. Den unge generation, der for en stor dels vedkommende er født her, har da også for manges vedkommende en dansk identitet.

Men holder man fortsat disse mennesker udenfor det nationale fællesskab ved for eksempel at kræve - direkte eller indirekte - at de skal opgive deres religiøse overbevisning for at blive accepteret, så går man i virkeligheden de muslimske ekstremisters ærinde. De kan med et stort smil læne sig tilbage og sige: Hvad sagde vi? Lige meget hvad I gør, så vil det danske samfund ikke anerkende jer som danskere og ligeværdige på grund af jeres religion.

Det er således i alles interesse ikke at opdele den danske befolkning i for eksempel ”danskere og muslimer”, men vi skal derimod stræbe efter at betragte alle som ligeværdige borgere i dette land. Danskere tilhører ikke nødvendigvis den kristne trosretning, men kan være buddhister, ateister, jøder eller muslimer. Nationalitet og nationalfølelse er en ting. Religiøs overbevisning og tro er noget helt andet.

Saliha Marie Fetteh er ekstern lektor i arabisk sprogfærdighed og skriver kommentaren ved religion.dk.