"Folkekirken bør decentraliseres"

En reform af folkekirken bør sigte på at give de enkelte menigheder større selvstændighed - ikke folkekirken som organisation, skriver valgmenighedspræst Morten Kvist

Hvor er det gode argument for en kirkeforfatning? Jeg savner det, skriver valgmendighedspræst Morten Kvist
Hvor er det gode argument for en kirkeforfatning? Jeg savner det, skriver valgmendighedspræst Morten Kvist Foto: Birgitte Rødkær Denmark

Kirkeminister Manu Sareen har bebudet nedsættelse af en kommission, der skal klargøre folkekirkens forhold i almindelighed. Det kan føre til alting og ingenting, men det ligger i luften og i regeringsgrundlaget, at forholdet mellem kirke og stat skal endevendes.

Ikke nødvendigvis med henblik på en adskillelse af kirke og stat, heller ikke de facto, men et grundigt eftersyn, som skal give folkekirken mere selvstændighed.

Folkekirken står over for mange udfordringer
Det er svært at argumentere imod, at noget skal laves om i folkekirken. Lad mig plukke lidt blandt de ting, som har været nævnt gennem de seneste år som problemer, og som alle peger i retning af reformer:

- Det er flere steder svært at få mennesker til at gå ind i menighedsrådet.
- 30% af præsterne gør 70% arbejdet.
- Økonomien fremtvinger lukning af kirker.
- Dåbsprocenten falder i de større, tonenangivende byer.
- Skoleforvaltninger er begyndt at anfægte, at konfirmationsforeberedelsen ligger i skoletiden.
- Flere og flere ønsker begravelse uden for folkekirkens regi.
- Udarbejdelsen af et vielsesritual for homoseksuelle skaber splittelse.
- Yngre præster vil ikke sidde alene i et eller flere sogne. De vil arbejde i teams og have ledelse.
- Arbejdsmiljøet er flere steder dårligt og konflikterne mange.
- En stor del af Folketingets medlemmer er ikke længere indforståede med de særegne kirkeforhold i Danmark, mange er endda direkte modstandere af kirke og kristendom.

Samlet set virker dette overvældende, så man kunne få lyst til at råbe, at nu må folkekirken virkelig have sin forfatning, og nu må vi gøre noget!

Taget hver for sig, derimod, kalder de enkelte punkter på ret forskellige intitiativer, som alle kan tages inden for den nuværende ordning. Menighedsråd, provster og biskopper kan allerede gøre meget for at lave om, hvor det er påkrævet.

Der er allerede lavet en del om på administration og økonomi, og vi har ikke set de sidste ændringer endnu. Vielsesritualet for homoseksuelle er undervejs.

Er der nogen grund til at lave en kirkeforfatning?
Man må derfor spørge: Hvor er det gode argument for en kommission, som skal kulegrave folkekirkens forhold med henblik på sandsynligvis store reformer?

Hvor er det gode argument for en kirkeforfatning? Jeg savner det. Et kirkeråd vil jo for eksempel have nøjagtig de samme splittende vanskeligheder med et vielseritual for homoseksuelle, som vi allerede kender.

Dåbprocenten stiger ikke på grund af en ledelse, der er stærkere, end den provster og biskopper allerede udgør, for det er deres ret at oprette stillinger, hvor de gør mest gavn.

Folkekirken bør få en radikalt decentral struktur
I den nuværende situation, hvor folkekirken tilmed synes at være blevet en multireligiøs forening, fordi der ikke længere findes noget fælles projekt,ikke længere noget fælles budskab , foreslår sognepræst Claus Thomas Nielsen (KD 4-10-11) at gøre fire ting: Der skal ikke fra oven pilles ved den nuværende ordning, kontingentet skal sættes ned, organisationen skal gøres så lille som mulig og endelig skal der være en radikalt decentral struktur, fordi kirkens dynamik er lokal.

Claus Thomas Nielsen konkluderer, at det vil være en slags valgmenighedsordning med stor frihed og risiko for de enkelte menigheder.

Der er problemer og risici forbundet med ordningen, som dog vil være langt bedre, end hvad man har set for eksempel i Sverige.

Nielsen slutter:

Erfaringen viser faktisk, at når der er fri religiøs konkurrence, så trives kristendommen allerbedst. Frihed og nærhed er kristendommens bedste grobund.

I stedet for en vandskuret og kæmmet kirkereform med parlament og regering er det værd at tænke videre i de baner, Claus Thomas Nielsen her angiver. En eventuel reform skulle altså sigte på at give de enkelte menigheder større selvstændighed, ikke folkekirken som organisation.

Morten Kvist er valgmenighedspræst